Det er efterår for ronkedorer.

I Venstre foregår valget af en ny formand i skyggen af Søren Pind og Lars Løkke Rasmussen, der åbenbart fortsat har en del regnskaber, der skal gøres op på vej ud ad døren.

I Socialdemokratiet stemplede to andre veteraner, Mogens Lykketoft og Henrik Sass Larsen, ud i denne uge. Timingen var tilfældig, men satte uventet skarpt lys på et pudsigt paradoks: Selv om de begge jubler over Mette Frederiksens regering (og velvilligt tager deres store del af æren for den), så er de fundamentalt uenige om forklaringen på Socialdemokratiets succes.

Mogens Lykketoft lod de første pip sive fra bogen ’Erindringer’, der udkommer den dag, det nye Folketing åbner – for første gang i fire årtier uden Mogens Lykketoft som medlem.

Og Henrik Sass Larsen, som ellers lige nøjagtig blev valgt ind i Folketinget, meldte afbud til åbningen, da han tog et nyt job som lobbyist for de danske kapitalfonde.

Begge konstaterede med stor tilfredshed, at partiet nu befinder sig lige præcis der, hvor de selv har kæmpet for at placere det. Alligevel støder de to hanelefanter sammen i et væld af gensidige beskyldninger på vej ud.

I MOGENS LYKKETOFTS VERDEN har Henrik Sass Larsen et enormt medansvar for Helle Thorning-Schmidts regering, der ifølge Lykketoft var ”fejlcastet” og blev ”en tragedie for Socialdemokratiet”.

Men ifølge Henrik Sass er det faktisk Mogens Lykketoft, der er ”fejlcastet i rollen som socialdemokrat”.

Nedenunder alle mavepumperne handler deres opgør dybest set om én ting, nemlig om Socialdemokratiet ligger tættest på Dansk Folkeparti eller på Det Radikale Venstre.

Og på den måde peger deres opgør frem mod en konflikt, der godt kan ramme Mette Frederiksens regering, når den på et tidspunkt ikke længere kan gå på vandet.

I Mogens Lykketofts bog beskrives Henrik Sass Larsen som en politiker, der ”altid har ledt en tilnærmelse til DF”, og som i den seneste valgkamp havde ”overdrevne forventninger om, hvor meget S og DF faktisk har til fælles”.

HOS HENRIK SASS LARSEN – der beærede Weekendavisen med sit sidste interview som politiker – beskyldes Lykketoft omvendt for nærmest at være en radikal i forklædning. Og der er få ting, Henrik Sass afskyr mere end De Radikale. Det er et elitært parti, der aldrig burde have været med i Thornings regering, og som især med sin udlændingepolitik har svigtet.

”Hverken Danmark eller Europa har brug for Radikales og Lykketofts råd om mere af den slags,” konstaterer Henrik Sass.

Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiet på den værdipolitiske skala har bevæget sig væk fra De Radikale og nærmere Dansk Folkeparti. Det gælder ikke kun i udlændingespørgsmålet, men også i en svagt defineret kulturpolitik og en defensiv udenrigspolitik med større EU-skepsis end tidligere.

Partiet har, må man forstå, ikke bevæget sig langt nok for Henrik Sass, men lovlig langt for Mogens Lykketofts smag.

Der tales meget om Socialdemokratiets højresving i udlændingepolitikken, men partiets ryk på den økonomiske politik er på mange måder mindst lige så skelsættende. Socialdemokratiet har i den økonomiske politik placeret sig markant længere til venstre end dengang, Mogens Lykketoft og Henrik Sass selv var magtfulde ministre og strateger i regeringer, der gennemførte besværlige økonomiske reformer. Nu insisterer deres parti på, at udbudsreformernes tid er forbi. I stedet skal Finansministeriets regnemodeller laves om, og en slags efterløn for nedslidte skal genindføres.

Heri ligger Socialdemokratiets paradoks under Mette Frederiksen: Politisk er partiet på mange måder tættest på DF, men parlamentarisk er det – som sædvanlig – bundet op på De Radikale.

Foreløbig er det ikke noget stort problem. Oppositionen ligger underdrejet og har store udfordringer med at finde nye ledere, rette ind på klimaspørgsmålet og afsøge en fælles kurs i udlændingespørgsmålet.

Men når Mette Frederiksen på et tidspunkt skal levere på løfterne om mere velfærd og differentieret pension, vil den alvorligste forhindring være de konfliktende verdensopfattelser hos DF og De Radikale – og de dele af Socialdemokratiet, der er mest enig med de to nabopartier. Det bliver vanskeligt politisk håndværk.

Skulle det gå galt, kan Mette Frederiksen glæde sig til, at partiets ronkedorer uden tvivl vil stå klar på sidelinjen med gode råd om, hvordan det skulle være gjort.