Det danske arbejdsmarkedssystem er et af verdens bedste til at kombinere fleksibilitet for arbejdsgiverne med sikkerhed for arbejdstagerne. I hvert fald i den verden, vi er vant til at færdes i, og i det arbejdsmarked, hvor de fleste har et fast arbejde og er medlem af en fagforening.  

Men flere og flere arbejder som freelancere, projektansatte og på nultimekontrakter, hvor de fra den ene dag til den anden kan miste deres arbejdstimer. Andre arbejder helt uden ansættelsesforhold i platformsøkonomien, som under krisen har fået de cyklende Wolt-bude som meget tydelige repræsentanter.     

Denne hyperfleksible arbejdsstyrke er blevet en uundværlig del af mange branchers evne til at tage nye ordrer ind i en fart eller justere udgifterne hurtigt. Derfor bliver de atypisk ansatte også en vigtig ressource på den anden side af  coronakrisen. Det mener lektor på Forskningscentret for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet Anna Ilsøe. Sammen med kollegaen Trine Pedersen fra Københavns Universitet er hun i gang med at undersøge de atypisk ansattes situation under  coronakrisen.  

På den anden side er fordelen for arbejdsgiverne også netop, at denne gruppe er hurtige og billige at sige farvel til, når der ikke er brug for dem, og derfor er det ikke overraskende, at de rammes hårdt i begyndelsen af krisen, forklarer Anna Ilsøe. Se figur 1. 

”Det er ofte dem, der ryger først. Men samtidig er det nogle af de grupper, der hurtigst bliver hyret ind igen umiddelbart efter en krise, fordi arbejdsgiverne holder lidt igen med fuldtidsjobbene. Vi kunne se, at i de første år efter finanskrisen var der især vækst i beskæftigelsen for deltidsansatte under 15 timer og også en lille vækst i freelancere,” siger hun og fortsætter: ”Så det er ikke kun en udfordring for de løstansatte selv, men også for arbejdsgiverne, hvis de løstansatte kommer dårligt gennem coronakrisen. Der er brug for dem på den anden side.” 

At mange freelancere og såkaldte soloselvstændige har haft vanskeligt ved at klare krisen ses tydeligt i en ny undersøgelse fra organisationen for små og mellemstore virksomheder, SMV Danmark. Den viser, at selvstændige enkeltmandsvirksomheder er den type erhvervsdrivende, der har oplevet det største omsætningsfald under  coronakrisen. Allerede i krisens første uger fik de halveret omsætningen, og i den seneste måling efter påske var omsætningen i enkeltmandsvirksomhederne faldet med hele 70 procent. Se figur 2. 

Men hvis for mange ender med at dreje nøglen om i freelancebutikken, kan det også smitte af på de større virksomheder, som har brug for freelancerne til at lave en fleksibel opstart efter krisen.  

Corona sætter lup på arbejdsmarkedet  
Coronakrisen har fungeret som et forstørrelsesglas på de usikre arbejdsvilkår, der følger med at stå uden for det klassiske lønmodtager-arbejdsgiver-forhold, der ellers kendetegner det danske arbejdsmarked.  

”Vi kom jo fra et marked i vækst. Så længe man som løstansat eller freelancer får det antal timer, man har behov for, så tænker man måske ikke så meget over de usikkerheder, der er i de her ansættelsesformer. Men det bliver man nu meget eksponeret for og bevidst om,” siger Anna Ilsøe.   

Mindst tre huller i den danske model er blevet særlig tydelige under krisen:  
Freelancere og soloselvstændiges interesser varetages ikke i trepartssystemet 
Soloselvstændige tvinges til at lukke helt ned i krisen, hvis de vil have dagpenge 
Freelancere er særlig udsatte for lønpres i krisen, fordi konkurrenceloven gør det ulovligt for dem at stille kollektive lønkrav til deres arbejdsgivere.  

Samtidig har en del af arbejdsmarkedet vist sig at være noget mindre velordnet, end det så ud til før krisen. 

”Det er ligesom at gå ud i skoven, løfte en træstamme og se det myldre frem med problemer,” fortæller faglig konsulent i HK Kirstine Baloti om den Pandoras æske af overenskomststridige kontrakter, der gik under radaren, inden  corona ramte, men som nu viser sig, når folk melder sig i arbejdsløshedskøen.    
For HK har coronakrisen tydeliggjort et ureguleret arbejdsmarked, hvor mange ansættes på freelancekontrakter uden opsigelsesperiode og ret til pensionsopsparing, selv om den selvstændigt ansatte kun har én arbejdsgiver og derfor – ifølge HK – burde have de samme rettigheder som i det klassiske lønmodtager-arbejdsgiver-forhold.  

Også i 3F oplever man, at krisen særligt har presset de løstansatte og folk i atypiske ansættelser. Samtidig får den stigende arbejdsløshed flere til at søge ind i platformsjob. I første omgang kan platformene give en mulighed for at kunne sikre en del af den tabte indkomst, men ifølge faglig sekretær i 3F København Caja Bruhn skaber det øgede antal platformsarbejdere rift om de usikre opgaver, der kæmpes om.   

”Da statsministeren lukkede ned for restauranterne, tænkte man, at det ville blive kronede dage for  takeaway og de bude, der skal bringe ud. Men der er rift om arbejdet, og som selvstændig på platformen er man sin egen lykkes smed – både i forhold til at få opgaver og for at tjene penge til pension og sygdom,” fortæller Caja Bruhn.  

Siden  coronakrisens start har den digitale budtjeneste Wolt oplevet en stigning i antallet af opgaver på 20 procent. I samme periode er der kommet 25 procent flere cykelbude på gaderne, end der normalt er. 200 af cykelbudene er helt nye på Wolts platform, hvor man kan tilbyde sin arbejdskraft, som aflønnes per tur, man får. Der er med andre ord blevet flere om opgaverne. 

Hvem repræsenterer cykelbuddet og dobbeltjobberen? 

Hvis man spørger professor i politologi ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen, så har  coronakrisen  ikke mindst gjort det tydeligt, at de atypisk ansatte mangler repræsentation. Mange løstansatte, freelancere og platformsarbejdere er ikke medlem af hverken a-kasse eller fagforening, og det betyder, at de er mere sårbare, når krisen rammer, påpeger han. 

”Der er ingen, der kan klare sig selv alene nu. Det er læren,” konstaterer professoren.  

Da Mette Frederiksen meldte  coronanedlukning  11. marts uden nogen planer om hjælp til de mange tusinde freelancere og soloselvstændige, samlede Foreningen for Danske Soloselvstændige på en enkelt weekend over 20.000 medlemmer i en facebookgruppe og 3.000 betalende medlemmer i den dertil oprettede forening.   

Og med den nye forening lykkedes det faktisk at få politikerne i tale og få tænkt freelancere og små selvstændige ind i hjælpepakkerne. 

Talsmand for og medstifter af foreningen Peter Dalsgaard håber, at den nyfundne solidaritet mellem freelancerne og de soloselvstændige kan blive det  vindue for forandring, der skal til, for at Folketinget får øjnene op for, at den her gruppe ikke passer ind i det klassiske trepartssystem, som ellers kendetegner de danske arbejdsmarkedsvilkår.  

Selv opfatter Peter Dalsgaard sig som en alt for usynlig part i et system, hvor alt bygger på forestillingen om, at arbejdsmarkedet består af lønmodtagere, der er ansat på en kontrakt eller overenskomst hos en enkelt arbejdsgiver.

Trepartsforhandlingerne mellem fagforeninger, arbejdsgivere og regering rækker simpelthen ikke til at varetage freelancere og soloselvstændiges interesser. 

”Trepartsforhandlingerne er grundstenen i vores velfærdssamfund, så firpartsforhandlinger er måske nok så meget sagt, men vi er i hvert fald det oversete arbejdsmarked. Der er mange steder, hvor arbejdslovgivningen er strikket sammen om et arbejdsmarked med tre parter. Og sådan er det bare ikke,” siger Peter Dalsgaard.  

Ingen dagpenge til iværksættere 

For freelancerne og de soloselvstændige er et af de største huller i den danske model deres manglende mulighed for at få dagpenge uden at lukke og slukke butikken. 

Trods årelang kritik af reglerne er det stadig sådan, at selvstændige skal nedlægge virksomheden for at kunne modtage dagpenge. Reglerne gør det samtidig umuligt at starte hurtigt op igen og redde virksomheden, selv hvis krisen er hurtigt overstået. En selvstændig, der modtager dagpenge, får nemlig karantæne på seks måneder, før hun igen må starte virksomhed. Og det går ud over iværksætterkulturen, pointerer Peter Dalsgaard, som også mener, at reglerne er problematiske for mange freelancere, der kan have behov for dagpenge i en periode.  

Hvis den danske model skal følge med den fleksible arbejdsform for freelancerne og soloselvstændige, kræver det derfor også et mere fleksibelt sikkerhedsnet i dagpengesystemet. En sag, som den nystartede forening vil fortsætte med at kæmpe for – også efter coronakrisen. 

Konkurrenceregler forhindrer fælles lønkrav 

Formand i Akademikerne Lars Qvistgaard, der har været helt tæt på de politiske om de aktuelle hjælpepakker, har været overrasket over hvor svært det har været at få politisk forståelse for de atypiske ansattes interesser, og mener, at det derfor kan vanskeligt for de traditionelle fagforeninger at varetage de atypiske ansattes interesser. 

Han fremhæver blandt andet de 41.000 akademikere, der har et lønnet job og en freelancebeskæftigelse ved siden af – de såkaldte  kombinatører  med både lønindkomst og honorar.  

Hvis akademikernes hovedorganisation skal kunne kæmpe freelancernes og de soloselvstændiges sag, så kræver det imidlertid en tilpasning af konkurrencereglerne. Konkurrencemyndighederne har vurderet, at det er imod lovgivningen for karteldannelse, hvis selvstændige går sammen og fastsætter en fælles minimumspris på deres varer. Det giver ifølge Lars Qvistgaard god mening, når man taler om store virksomheder.  
”Men det begrænser freelancernes muligheder for samlet at fastsætte, hvad der er et rimeligt niveau for deres indtjening,” siger han.  

I stedet for at opfinde et nyt lønmodtagerbegreb for de atypiske ansatte foreslår Akademikernes formand, at man tilpasser konkurrencelovgivning, så det bliver nemmere for fagforeningerne at repræsentere de atypisk ansatte – og dermed også lettere for gruppen at se sig som del af det faglige fællesskab. 

Staten bliver en større del af løsningen 

Professor Henning Jørgensen fremhæver, at den store øvelse nu netop bliver at få alle repræsenteret i den kommende kamp om det danske arbejdsmarkeds genoprejsning efter  corona. Det handler særligt om de løstansatte og platformsarbejderne, der står uden for trepartssystemets overenskomster og arbejdsmarkedsaftaler.  

”Der må sættes meget kraftigere ind politisk over for de sidste over 20 procent, der ikke er en del af det overenskomstdækkede arbejdsmarked, og altså står uden beskyttelse, rettigheder og repræsentation,” siger han. 

Professoren mener ikke, man kan satse på, at arbejdsmarkedets parter selv løser problemet for denne gruppe: 
”Situationen her viser, at det kun er staten, der rigtigt kan gå ind og hjælpe i krisetider, og at vi i stigende omfang må få offentlig regulering og principper om risikodeling i spil,” fortæller han.  

Under  coronakrisen  har hjælpepakkerne sat en tydelig standard for delt ansvar på det danske arbejdsmarked: Mens staten lover at løfte sin del af ansvaret med lønkompensation, må lønmodtagerne også betale med en uges ferie og arbejdsgiverne med 25 procents løn til de hjemsendte.  

Mere stat kan også fint lade sig gøre, uden at det strider mod den danske model, mener Henning Jørgensen. Han påpeger, at staten spiller en stor rolle på det danske arbejdsmarked gennem både lov for arbejdsmiljø, funktionærer og ferie. Samtidig inkorporeres EU’s regulering af arbejdsmarkedet også i stigende grad i den danske lovgivning.   

”At sige, vi har den danske model, at det er et rent privat liggende, det er det rene vrøvl. Det er et samspil mellem de private organisationer, de hjemlige politikere og EU-politikerne. Og det samspil vil i stigende grad blive bestemt af politikerne,” spår Henning Jørgensen. 

Også lektor på Institut for Samfundsvidenskab ved Aalborg Universitet Mads Peter Klindt mener, at den danske model har vist sin resiliens under coronakrisen: Staten har været ude og trække det helt store sikkerhedsnet ud og givet lønkompensation. Og her har det været en fordel, at finanskrisen stadig ligger frisk i erindring, mener han.  

”Det politiske system er mere parat til at spænde det store sikkerhedsnet ud nu. Man er kommet hurtigere ud af startboksen,” fortæller lektoren, men han forventer, at staten vil trække sig tilbage, når arbejdsmarkedet vender tilbage til normaltilstand.  

Han vurderer, at den danske model er så fleksibel, at det vil være muligt at lappe de huller, som  coronakrisen  har tydeliggjort i det økonomiske sikkerhedsnet.