Annonce

I kamp mod verdens farligste dyr

7. maj 2012 kl. 20.05

“Jeg ville gøre en forskel for dem, der er ramt af malaria.”

Sådan siger den 39-årige Trine Sig, der er administrerende direktør i virksomheden Bestnet, der laver myggenet og omsætter for trecifrede millionbeløb. Bestnet producerer og distribuerer fortrinsvis myggenet, der er specialbehandlede med gift mod malariamyg. De primære kunder er store humanitære hjælpeorganisationer på verdensplan.

Trine Sig, Bestnet

39 år. Autodidakt. Uddannet fra Eksportakademiet i Hobro i 1997. Solgte efterfølgende mobiltelefoner, indtil hun i 2000 skiftede til Vestergaard Frandsen, der sælger sygdomsbegrænsende tekstiler. Siden 2004 har hun arbejdet på at udvikle Bestnet.

Bestnet:
Grundlagt i 2004
Antal ansatte: 35
Omsætning (2011): 250 mio. kr.
Bruttoresultat (2010/11): 71 mio. kr.
Forventet omsætning 2012: 360-380 mio. kr.

Forretningsideen er myggenet, hvis insektgift ifølge Bestnet er virksom længere end de øvrige net på markedet.

“Det er den, fordi insektgiften i vores net er inkorporeret i fibrene. Der er den beskyttet, mens den konstant frigives til overfladen,  hvor den dræber et af verdens farligste dyr, malariamyggen,” siger Trine Sig.

Indtil nu er forretningen gået strygende. Omsætningen nåede  i 2011 op på 250 millioner kr., og Trine Sig forventer, at Bestnet kan nå over 360 millioner kr. i år. Hovedkontoret ligger i Kolding, hvor der nu arbejder 35 personer.

Det er kun otte år siden, at Trine Sig sammen med kollegaen Torben Holm Larsen tog beslutningen om at sige op hos deres gamle virksomhed, Vestergaard Frandsen, og springe ud som iværksættere. De første år foregik det med base i Storbritannien, men i 2010 vendte Bestnet tilbage til Danmark. Men deres tidligere arbejdsgiver, Vestergaard Frandsen, der pludselig fik ny konkurrence på markedet, har anlagt flere retssager om misbrug af forretningshemmeligheder i både Danmark, England og Frankrig for at stoppe Trine Sigs og Bestnets fremmarch på markedet. Retssagerne er faldet ud med forskelligt resultat, og ved den engelske retssag blev Bestnet i 2009 fundet skyldig i at have brugt noget af Vestergaard Frandsens teknologi i de myggenet, virksomheden fremstillede i dens første par år på markedet. Bestnet appellerede med henvisning til, at de havde brugt fagkundskab fra en ekstern konsulent i Frankrig. Men retssagen kostede Bestnet i omegnen af 75 mio. kr. og trak virksomhedens samlede 2010-resultat ned. I dag har Bestnet egne produkter på markedet, og firmaet er stadig oppe i det store vækstgear. Bestnet producerer deres produkter i Indien og Kina og har en udvidet kvalitets- og arbejdsmiljøkontrol hos deres leverandører. Derudover har de netop underskrevet UN Global Compact.

[quote align="right" author=""]Jeg ville gøre en forskel for dem, der er ramt af malaria.[/quote]

Bestnet A/S arbejder i øjeblikket på at udvide deres produktportefølje og udvikler nu flere produkter til brug i humanitært arbejde. Nye produkter tæller solcellelamper og midlertidige genhusningsløsninger i forbindelse med genopbygning m.v.

“I dag har vi ikke kun myggenet, men også solpaneler, energieffektive LED-lamper og mobilopladere,” siger Trine Sig, der har lagt en strategisk plan for Bestnet med en ambition om at omsætte for 1 mia. kr. i 2015.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026