Af Jakob William Ørberg, 
Innovationsattaché, Innovation Centre Denmark, New Delhi

I USA er den næste store sport fodbold – almindelig fodbold – og det har den været i snart mange årtier. Alle forventer, at fodbold kan blive lige så populært derovre som i resten verden. Det er bare aldrig rigtig blevet til noget.

På samme måde har Indien længe været verdens næste stormagt, og særligt den næste globale vidensøkonomiske stormagt.

Historien om de indiske ingeniørers succes i Silicon Valley er velkendt – både Googles og Microsofts CEOs er fra Indien. Men der har ikke været det samme gennembrud og den samme anerkendelse for indiske ingeniørers bedrifter i de nationale indiske projekter.

Da Indien succesfuldt fik sat deres marsmission i gang, fortalte premierminister Modi stolt, at Indien nu var en fuldgyldig rumnation – og det endda til en pris, der var lavere end Hollywood-filmen ’Gravity’, hvor rum-eventyret vel at mærke var fiktion.

Indiens udforskning af Månens sydpol i 2019 skulle endegyldigt slå Indiens status som rummagt fast, men det køretøj, der skulle indsamle prøver på Månens overflade, og som missionen lykkedes med at bringe op til månen, havarerede – og så var Indien igen en lige ved og næsten stormagt.

Glemt – eller i hvert fald gemt væk fra overskrifterne – var den utrolige tekniske bedrift, missionen reelt var, selvom roverens landing kiksede. Glemt var også den massive investering og udvikling af teknologisk og videnskabelig kapacitet gennem mange årtier, som månemissionen var et resultat af.

En enorm befolkning, men meget få smittede og døde

Måske bliver det covid-19-krisen, der endelig får Indien til at træde fuldt i karakter som vidensstormagt.

At det indiske sundhedssystem, trods lommer af høj kvalitet, ikke umiddelbart er robust og velfungerende nok til at modstå presset fra en pandemi som covid-19, kommer ikke bag på nogen.

Men af samme grund har Indiens reaktion på pandemien været bemærkelsesværdigt konsekvent, omfattende og tidlig. Indien lukkede allerede ned, før antallet af registrerede smittede passerede 500, og der var under 10 døde.

Efter cirka seks ugers lockdown har det enorme land blot 42.000 registrerede tilfælde af covid-19 og under 1.400 coronarelaterede dødsfald – ud af en befolkning på knap 1,4 milliarder mennesker.

Det er en vigtig og imponerende status, som har givet Indien mulighed for at lynudvikle hospitalssektoren, både den private og offentlige, til at håndtere en acceleration af epidemien, hvis den skulle komme, når den nødvendige genåbning af samfundet gennemføres gradvist i løbet af maj.

I spidsen for indsatsen står en taskforce af videnskabsfolk og embedsmænd med premiereministens særlige videnskabelige rådgiver professor K VijayRaghavan i spidsen.

Taskforcen har på den ene side sikret det videnskabelige grundlag for regeringens politik og ikke mindst den konstante overvågning og evaluering af udviklingen på tværs af Indiens 28 stater og 8 føderale distrikter.

På den anden side har den gennemført en koordineret omlægning af forskningsindsatsen og ikke mindst hurtig udvikling af teknologiske løsninger, der nu er det fornyede fundament, som Indien skal stå på i dets formentligt lange kamp mod virussen.

Indien er samtidig særdeles aktiv i den globale koordination af covid-19-forskning i WHO, og der er syv forskellige globale vaccinekandidater under udvikling med indisk deltagelse eller ledelse.

Indien har mobiliseret sin industri til nødproduktion og er på vej til at være selvforsynet med værnemidler. Man har udviklet sit eget testkit – naturligvis både hurtigt og billigt – og digitale løsninger til overvågning af smittens udbredelse er under hastig udbredelse, som det for nylig blev beskrevet i Altinget Digital.

Den farmaceutiske industri har endda stadig kapacitet til at fortsætte eksporten af medicin, inklusive essentiel medicin til behandling af covid-19-patienter, til blandt andet USA.

Årtiers opøvet koordination

Alt dette er ikke noget, der pludselig er tryllet frem i lyset af pandemien. Det er ligesom månemissionen et eksempel på en utrolig koordinering af en infrastruktur af forskningsinstitutioner, universiteter, forskningshospitaler, offentlige teknologi-inkubatorer og private innovative virksomheder udviklet gennem målrettet investering særligt i de sidste 30 år.

Når pandemien engang er ovre, planlægger regeringen, at det samme tætte samarbejde mellem forskningsinstitutioner, industri og staten skal være kerneelement i den økonomiske genrejsning. Indien skal nu for alvor ankomme på verdensscenen som en R&D-drevet økonomi.

En genoprettelse og markant forbedring af sundhedssystemet vil både være et naturligt sted at starte og et krav fra befolkningen.

Det vil kræve enorme investeringer, for eksempel er der i øjeblikket kun en halv hospitalsseng per tusind borgere i Indien. Og der vil være stort behov for internationalt samarbejde blandt andet med Danmark, for at sikre international standard.

Styrken i Indiens modsvar på covid-19 har understreget, at landets videns- og innovationssystem har potentialet til at finde fremragende løsninger og teknologier i en krisesituation og styrken til at drive den videre udvikling.

Målet på sundhedsområdet vil være at gøre Indien til medicinsk stormagt både med produktion og udvikling af ny medicin og medicinske løsninger. Og så skal den indiske befolkning nyde godt af den kvalitet, de indiske læger i dag leverer ude i verden.

Når vi engang igen rammes af en pandemi, vil det forhåbentligt ikke overraske nogen, hvis det er Indien, der har udviklet og fremstillet de test, vi bruger.