Tv-nyheder skaber kulturkløft mellem danskere og indvandrere
Muslimer møder andet verdensbillede i arabisk satellit-tv. . . .
. . . og ændrer syn på terror og bin Laden
Massiv mistillid til danske mediers nyhedsdækning får muslimer til at melde sig ud af den hjemlige offentlige debat. I stedet har terrorkrigen givet et boom til danske indvandreres brug af arabisk satellit-tv. Her er venne-og fjendebilleder markant forskellige fra Vestens mediers. På få år har kanaler som mbc, Al-Jazeera og al-Manar etableret en pan-arabisk opinion, som ikke blot påvirker debatten i Mellemøsten, men også har stor indflydelse på holdningerne blandt muslimske indvandrere i Vesteuropa. Det risikerer at udvide forståelseskløften mellem de etniske minoriteter og danskere, advarer eksperter og indvandrere. Mange muslimske indvandrerhjem har de sidste par uger fået ekstra mistillid til de danske medier:“Vi bliver nærmest tvunget over på de arabiske kanaler for at få en ordentlig dækning af begivenhederne, ”siger Jihad Vallentin, der er formand for den Arabiske Oplysnings Liga i Danmark. Han anslår, at omkring 70 pct. af de 170. 000 muslimske indvandrere får hovedparten af deres nyheder fra arabisk tv. “Jeg vil ikke afvise, at visse arabiske kanaler forsøger at hjernevaske muslimerne. Men lige nu er de danske medier meget værre, ”siger formanden for Flygtninge-og Indvandrerrådet i Odense, Ahmed Bozo.