Forskere sår tvivl om mirakelmiddel
Intet bevis for, at Tamiflu virker på mennesker med fugleinfluenza
Danske politikere har brugt 67 mio. kr. på tabletterne
Den medicin, der skulle sikre danskere mod at blive ramt af fugleinfluenza, virker måske slet ikke. En gruppe forskere har ifølge det ansete videnskabelige tidsskrift The Lancet ikke kunnet dokumentere effekten af medicinen Tamiflu. Den er ellers lanceret som bolværket mod den frygtede sygdom, og Danmark har af samme grund købt 10, 5 millioner tabletter for 67 millioner kr. Verden over har folk hamstret præparatet. Den eksplosive efterspørgsel efter “mirakelmidlet” er symptomatisk for den panik, der udløses, når nye trusler bliver eksponeret i massemedierne og tvinger politikerne til at handle. Forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, udtrykker det på denne måde: “Vi har ikke andet. Og selvom der ikke er dokumentation for, at det virker, betyder det ikke, at vi kan udelukke, at det kan have en effekt. ” Tamiflu har i dyreforsøg vist sig at være effektivt over for fugleinfluenza af typen H5N1, men hvad der virker på dyr, kan ikke umiddelbart overføres på mennesker.