De grønne afgifter – især energiafgifterne – belaster de danske virksomheders konkurrenceevne urimeligt meget. Og derfor bør de sættes ned.

Sådan lyder den stadig mere højlydte klage fra en lang række virksomheder og deres organisationer DI og Dansk Erhverv.

Men sådan behøver det ikke at være. Ifølge en række eksperter er det muligt at designe indretningen af energi- og miljøafgifter på en sådan måde, at de opfylder deres formål om at mindske udledningen af miljøskadelige stoffer uden at forringe virksomhedernes konkurrenceevne.

Forudsætningen er imidlertid en større reform og strømlining af det nuværende afgiftssystem, hvis udformning i høj grad er præget af historiske tilfældigheder og knopskydning.

”Meningen med de grønne afgifter er ikke, at produktionen i Danmark skal nedlægges, men at den skal omlægges, så belastningen af miljø og klima bliver mindre og konkurrenceevnen ikke rammes så hårdt som nu. Det er et meget stort behov for reformer – både af hensyn til miljøet og af hensyn til virksomhederne,” siger Anders Chr. Hansen, lektor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring ved Roskilde Universitet.

Danmark er et af de lande i den rige del af verden med de højeste afgifter på energi, og afgifterne stiger hurtigere i Danmark end i andre lande. Se figur 1.

Professor Mikael Skou Andersen, der arbejder som miljøøkonom ved Det Europæiske Miljøagentur, mener i lighed med Anders Chr. Hansen, at der er brug for en reform af denne type afgifter:

”Danmark kan opnå en større gevinst for både konkurrenceevnen og klimaet ved at hjælpe virksomhederne med at tilpasse sig. Det er oplagt at tilbageføre midler til finansieringen af de investeringer, der kan begrænse miljø- eller klimaproblemer,” siger han.

Det gælder i særlig grad lige nu, hvor virksomheder tøver med alle typer af investeringer på grund af den aktuelle krise og usikkerheden om udviklingen i de kommende år:

”Når virksomhedernes investeringer ligger lavt, rammer det også investeringer, der kan fremme energi-effektiviteten og begrænse udledninger af CO2,” siger Mikael Skou Andersen.

Derfor opfordrer han EU’s medlemslande – herunder Danmark – til at hente inspiration fra den måde, den danske CO2-afgift var indrettet på fra 1993 til 2002, hvor erhvervslivets betaling ikke som i dag endte i statskassen, men på forskellig måde blev ført tilbage til virksomhederne.

Der var både generelle ordninger, der kom mange virksomheder til gode, og mere målrettede ordninger.
Omkring 20 pct. af statens provenu på afgiften gik således tilbage til de virksomheder, der satte gang i energieffektiviserende projekter.

”Ordningen har æren for, at danske fremstillingsvirksomheder i dag har væsentligt lavere energiomkostninger end konkurrenterne,” siger Mikael Skou Andersen.

Ny model for nox-afgiften

Ifølge Anders Chr. Hansen er det afgørende at lave en tilbageføringsmodel, der tilgodeser de virksomheder, der rent faktisk investerer i energieffektiviseringer:

”Fører man hele afgiften tilbage til de samme virksomheder, man har opkrævet den fra, har den ingen virkning. Det er helt afgørende, at man finder en fordelingsnøgle, så man får den størst mulige virkning på miljøet og mindst mulige påvirkning af virksomhedernes samlede omkostninger,” siger han.

Det gælder f.eks. i forhold til den meget omdiskuterede afgift på kvælstofoxider, NOx, der bl.a. er indført, fordi udledningen er sundhedsfarlig og påfører samfundet meget store omkostninger – flere mennesker bliver syge af bronkitis eller astma og dør tidligere.

Sverige har ligesom Danmark indført en afgift på NOx, men den svenske afgift er med 50 svenske kr. pr. kg langt højere end den danske, som efter forhøjelsen i forbindelse med finansloven 2012 er på 25 kr. pr. kg.

Modelberegninger fra Danmarks Miljøundersøgelser viser, at afgiften langtfra er for høj, hvis den skal kompensere for de samfundsøkonomiske tab. Ifølge beregningerne skal den næsten fordobles og altså op på niveau med den svenske afgift.

Når den svenske model er langt mindre omdiskuteret end den danske, er forklaringen, at svenskerne – som anbefalet af de danske eksperter – netop tilbagefører provenuet ved afgiften til erhvervslivet efter en fordelingsnøgle, der belønner de virksomheder, der har nedsat udledningen af NOx mest.

Den model støttes også af Christian Ege, der er sekretariatsleder i Det Økologiske Råd:

”Det er vigtigt at opretholde afgiften på NOx, og her er det oplagt at hente inspiration fra den svenske model og indføre en tilbageføringsordning, så motivationen til at reducere NOx bevares, men så danske virksomheder ikke rammes på konkurrenceevnen,” siger han.

Dansk Energi, der repræsenterer kraftværkerne, og fagforbundet 3F er også tilhængere af den svenske model, der dog endnu ikke er godkendt af Europa-Kommissionen.

Ifølge DI er det ikke tilstrækkeligt at lave en tilbageføringsordning. Man bliver også nødt til at se på afgifternes størrelse.

DI peger bl.a. på, at afgifterne rammer virksomheder meget forskelligt. De kendte eksempler er Aalborg Portlands produktion af cement og gartneriernes produktion af grøntsager og potteplanter. Men også inden for den enkelte branche er der ifølge en opgørelse fra DI meget stor spredning mellem de enkelte virksomheder.

”Hvis Danmark ønsker at fastholde en type produktion, som ofte er indrettet mere energieffektivt end i andre lande, kan vi ikke pålægge dem unødigt høje energiafgifter,” siger DI’s miljø- og klimachef, Troels Ranis.

[graph title="Grønne afgifter – også for statskassens skyld" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/779a3-jre_fig03_gronne_afgifter-ogsa_for_statskassens_skyld.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/0b30a-jre_fig03_gronne_afgifter-ogsa_for_statskassens_skyld.png" text="Grønne afgifter vil i 2013 indbringe ca. 76 mia. kr. og udgør dermed 8,3 pct. af statens og kommunernes indtægter. I forhold til BNP udgør de grønne udgifter 4,0 pct. EU-gennemsnittet er 2,4 pct."]Kilde: SKAT og EU Taxation Trends 2012. [/graph]

Ifølge ham er det i sidste ende et spørgsmål om enten at bevare en dansk produktion af f.eks. cement eller at købe cementen i andre lande, hvor miljøafgifterne er lavere. Vælger vi det sidste, har de høje danske afgifter ikke bidraget til at løse et miljøproblem, men blot flyttet produktion uden for landets grænser.

Grønne afgifter skal være grønne

I dag bidrager grønne afgifter med næsten 76 af de i alt 914 milliarder kr., som staten og kommunerne vil kræve ind i skatter og afgifter i løbet af 2013. Se figur 3.

De grønne afgifter udgør 4 pct. af BNP, et niveau, der placerer Danmark i top blandt EU-landene, hvor de grønne afgifter i gennemsnit udgør 2,4 pct.

Det høje danske niveau skyldes bl.a. en bevidst strategi fra skiftende regeringer om at reducere indkomstskatten ved at sætte grønne afgifter op. En strategi, der har præget samtlige skattereformer siden den konservative statsminister Poul Schlüters store skattereform i 1987.

I dag sætter økonomerne spørgsmålstegn ved, om overflytningen af skat fra arbejdsindkomst til grønne afgifter har nået et for højt niveau.

”Målet har været at sænke skatten på løn og ad den vej mindske behovet for lønstigninger. Selv om det betød, at de grønne afgifter ville stige, har erhvervslivet i mange år bakket op om strategien. I den nuværende konkurrencesituation ser det ud, som om man har været lige lovlig optimistisk med fordelene i det regnestykke,” siger Anders Chr. Hansen.

Ifølge professor ved Københavns Universitet og overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen tyder det høje danske niveau også på, at ”de såkaldt grønne afgifter i Danmark ikke kun er begrundet i miljøhensyn”. For flere af afgifternes vedkommende – og det gælder især dem med det største provenu – handler det ikke bare om at påvirke miljøskadelig adfærd, men også om at skaffe staten indtægter.

Netop den sammenblanding er uheldig, vurderer overvismanden, som mener, at der bør sondres skarpt mellem afgifter, der skal påvirke adfærd af hensyn til miljø eller klima, og behovet for indtægter til statskassen.

Miljøafgift på en vare eller aktivitet bør derfor udformes på en sådan måde, at den udelukkende afspejler den miljøskadelige effekt og derved påvirker adfærden, så der bliver mindre af den samfundsøkonomisk uhensigtsmæssige aktivitet. Det gælder, uanset om det er virksomheder eller husholdninger.

Klimapåvirkning skal afgøre afgifter

I sin seneste analyse af grønne afgifter konkluderer OECD, at de grønne afgifter i medlemslandene på f.eks. benzin, diesel og andre fossile brændsler alt for sjældent er indrettet, så de beskatter påvirkningen af miljø og klima ensartet.

Når f.eks. danske bilister kan se, at en liter diesel koster 11,05 kr. pr. liter og en liter benzin 12,29 på den samme tankstation, skyldes prisforskellen ikke, at diesel belaster klimaet mindre end benzin. Tværtimod.

”Diesel er et godt eksempel på, at de grønne afgifter ikke er indrettet, så afgiften er højest på de brændsler, der belaster miljø og klima mest. Selv om man kører længere på en liter diesel end på en liter benzin, så udleder diesel mere CO2, mere NOx og flere skadelige partikler end benzin. Alligevel er afgiften i langt de fleste OECD-lande lavere på diesel end på benzin,” siger James Greene fra OECD.

Også på andre områder beskatter OECD-lande de forskellige brændstoffer uden hensyn til deres miljøbelastning. Derfor foreslår OECD, at medlemslandene gennemfører en reform af deres afgiftssystemer, så ”afgifterne sender et effektivt prissignal i forhold til den måde, de belaster miljø og klima”.

Det er imidlertid ikke nogen enkelt øvelse – heller ikke i Danmark, hvor udformningen af denne type afgifter i høj grad er historisk betinget.

Ellen Margrethe Basse, professor i miljøret ved Aarhus Universitet, har i sin bog om de lovgivningsmæssige rammer for vedvarende energi beskrevet, hvordan grønne afgifter har udviklet sig siden slutningen af 1980’erne. Det er enten sket i takt med et skiftende fokus på specifikke miljø- og ressourceproblemer, eller fordi staten har haft brug for nye finansieringskilder.

”Miljø- og energilovgivningen er præget af knopskydning. Det gælder også med hensyn til de grønne afgifter,” siger hun.