”Der var noget, der altid irriterede mig, dengang jeg arbejdede med store, danske selskaber om ledelse og uddannelse. Danskerne nikkede altid til de gode eksempler, jeg kunne komme med fra andre lande. Men når det kom til, at der skulle laves forandringer, var det altid, hvad dem i nabovirksomheden gjorde, der virkeligt betød noget. Og det betød, at forandringer foregik meget, meget langsomt.”

Sådan siger den britiske Insead-professor og internationale guru i talentmanagement Paul Evans. Evans er en af verdens mest eftertragtede HR-eksperter og er netop nu aktuel med rapporten ’Global Talent Competitiveness Index’, GTCI, der måler nationers evne til at udvikle, tiltrække og fastholde talenter. Her scorer Danmark en flot ottende plads.

Hans irritation over det, han kalder ’den danske stammekultur’ – og som er en af årsagerne til, at vi ikke ligger højere på GTCI – blev grundlagt allerede i sentresserne, da han som ung britisk udvekslingsstuderende studerede på Niels Brock i København. Siden er hans kendskab til Danmark blevet udbygget væsentligt gennem arbejde med store, danske virksomheder og ikke mindst det faktum, at han er dansk gift.

”Danskerne lever lidt i en stammekultur, hvor de hellere omgiver sig med nogen, der ligner dem selv, end de vil lære fra andre. Det er blevet klart bedre over tid, men det er der stadig. Tag f.eks. integrationspolitikken. Danmark har en erklæret udfordring med at tilvejebringe nok it- og teknologikompetencer og er derfor nødt til at være åben over for at bringe disse kompetencer ind fra udlandet. Alligevel er I et af de lande, det er sværest at få pas til,” siger Paul Evans.

Havde vi – i tidens ånd – holdt en videokonference, er jeg sikker på, at han så træt ud, da ordene faldt. Nu fornemmer jeg det blot ved det lille suk, der slipper igennem til headsettet fra Evans’ Paris-residens.

Mandag Morgen har sat et telefon-interview op med Insead-professoren for at få ham til at uddybe Danmarks placering i den nye GTCI-rapport. Se tekstboks under artiklen.

Paul Evans sukkende observation af danskernes begrænsede globale udsyn er trigget af et spørgsmål om, hvad Danmarks største udfordring er, når nu ny teknologi og digitalisering for alvor skruer op for konkurrencen og kravene til omstilling af samfund og arbejdsmarked.

Her er stammekulturen og et uddannelsessystem, der ikke er tunet til nye teknologiske muligheder og karriereforløb, ifølge Evans vores klare akilleshæl. Men han har også mange positive ting at sige om Danmark, og han erklærer, at Danmarks top-10 placering i GTCI 2017 netop vidner om, at danskerne på mange områder er frontløbere, når det gælder om at geare samfundet og arbejdsmarkedet til nye, globale megatrends, der har afgørende betydning for vores konkurrenceevne:

”Jeg er stor tilhænger af den danske flexicurity-model. Her er Danmark langt forud for andre lande. Det er den danske regering også ved at etablere et disruptionråd. Bravo for det. Jeg kan godt lide den alarmerende etiket, for den fanger den fundamentale udfordring, som I og alle andre står over for: Verden forandrer sig så usandsynligt hurtigt, at vores arbejdsmarkeder og uddannelsessystemer ikke kan følge med. Så det er også nødvendigt at ringe med alarmklokkerne, for også i Danmark er der behov for store reformer,” siger han.

Rolig nu

Som mangen en professor taler Paul Evans som et vandfald og efterlader ingen tvivl om, at det her er hans lidenskab, og at ivrigheden dækker over en enorm viden.

Men den resulterer også i halve sætninger og bratte retningsskift, som er svære at følge: ”Jeg tror… det jeg kan lide med ideen med disruptionrådet … jeg mener… jeg går tilbage til … jeg er meget afhængig af flexicurity. Jeg synes flexicurity – du ved i forhold til … der er tre forhold her. Og beskæftigelsesforholdet. Du ved, Danmark har et fleksibelt arbejdsmarked …”

Det gælder om at holde tungen lige i munden og ørerne foldet ud. For at trække tempoet lidt ud af samtalen forsøger jeg selv med et retningsskift, initieret af Evans passion for Danmark.

Taler du dansk, Paul?

”Ja, jeg taler dansk. Du kan tale dansk, jeg taler nok på engelsk. Det går hurtigere den vej. En gang var jeg flydende på dansk. Danmark er mit 2. eller 3. land. Jeg har britisk pas, men er opvokset i Afrika – det er en lang historie,” svarer han på et stort set grammatisk korrekt dansk tilsat lidt accent.

Hmm – så fik skribenten da i det mindst en lille pause og kan nu slå over i dansk igen.

Industri 4.0 som forandringsagent

Hvad er det for globale megatrends, der vil forandre arbejdsmarkeder og uddannelsessystemer, og som Danmark – ligesom alle andre lande – nu skal forholde sig til. Hvor dramatisk et skifte er der tale om?

”Den vigtigste megatrend i relation til arbejdsmarkedet og kompetencer er industri 4.0. Kernen i det fænomen er, at rutinearbejde forsvinder, og at det vil kræve en dyb transformation af samfundet, herunder arbejdsmarkedet og uddannelsessystemerne.”

”På den ene side er det et teknologisk fænomen. Vi taler om, at digitalisering, algoritmer, robotisering og kunstig intelligens erstatter mange af de rutineprægede job, vi har i dag. Ikke kun i fabrikker, men også i banker, advokatfirmaer, arkitektfirmaer m.m. Men teknologien er kun toppen af isbjerget. Realiteten er, at organiseringen af alle ting forandrer sig. Det er mit speciale. Det er det, jeg og mine kolleger inden for organisatorisk teori rundt om i verden kæmper med: Hvordan forandrer organiseringen sig?”

Tja – det var så mit spørgsmål …?

”Teknologien gør os hyperforbundne, så hele den måde, vi arbejder og er ansat på, forandrer sig. Vi bevæger os mod en platformsøkonomi. Organisationer, der plejer at være hierarkiske, bliver forbundne. Autoriteter bliver mindre betydningsfulde, og teamwork på tværs i og af organisationer bliver normen. Man har stadig en chef. Men for at tilfredsstille chefen og skabe resultater er man nødt til at arbejde mere sammen med andre – man er nødt til at være mere innovativ. Hvor man i gamle dage målte på, hvor mange timer folk brugte i produktionshallen eller på kontoret, bliver man nu langt mere outputorienteret. Man vil måle langt mere på, hvad folk leverer, og så kan de selv bestemme hvorfra og hvordan. Bare der leveres.”

Nye multiple karrieremønstre

Paul Evans fastslår, at forandringerne allerede er ved at slå igennem. Verden bevæger sig hastigt fra en lønarbejderøkonomi til en freelanceøkonomi, hvor man arbejder fra projekt til projekt, og systemerne har svært ved at følge med. I Europa og USA tjener 30 pct. af arbejdsstyrken allerede helt eller delvist deres indkomst på freelancearbejde, viser Paul Evans nye rapport.

Men såvel uddannelsessystemerne som arbejdsmarkedet er jo stadig indstillet på at udvikle og organisere lønarbejdere?

”Ja. Og samtidig bliver folk ældre og ældre. Et længere liv og dermed et længere arbejdsliv gør, at man er nødt til at tænke karriere på en helt ny måde. Folk er nødt til at forstå, at deres børn ikke kun får én karriere. Det bliver en form for spiral, hvor man arbejder på noget, og så bevæger man sig over i noget andet. Man bliver freelancer i en periode, så går man tilbage for at arbejde for en organisation, og så bliver man freelancer igen. Man skaber m.a.o. sin karriere ved at bevæge sig i forskellige retninger. Man får multiple karrierer.”

I modsætning til i dag, hvor …?

”Den klassiske måde at tænke karriere på er, at man bruger 20 år på at blive uddannet – bl.a. ved at tage en lang universitetsuddannelse. Og så bruger man 40 år på at arbejde sig op i hierarkiet. Den karrierevej forsvinder komplet ud af billedet. Der er en lille gruppe af folk – 20-30 procent – som selv vil kunne tilpasse sig de nye karrieremønstre. Men en stor gruppe vil ikke kunne, medmindre der kommer dybe uddannelses- og arbejdsmarkedsmæssige forandringer.”

Professorens tre udfordringer

Paul Evans er ved at tale sig godt varm. Som professoren i auditoriet slår han helt naturligt over i interviewerens rolle og stiller sig selv retoriske spørgsmål, som kan bidrage til at strukturere ’forelæsningen’.

”Hvad er det så for tre udfordringer, man skal håndtere for at tilpasse sig forandringerne?”, lyder det afventende i headsettet, hvorefter svaret falder:

”Det er uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik, og så er der metaudfordringen: behovet for et langt tættere samarbejde mellem samfundets forskellige stakeholdere. Danmark er god til arbejdsmarkedspolitik. Jeres flexicurity-model placerer jer langt foran de fleste andre lande, inklusive de andre skandinaviske lande. Danmarks fleksible arbejdsmarked, hvor det er enkelt at hyre og fyre, hvor arbejdsgiverne har forpligtelser, hvad angår træning og uddannelse, og hvor folk proaktivt deltager i forandringsprocesser, er en af Danmarks største fordele.”

På det område er Danmark altså en rollemodel?

”Her er Danmark så absolut verdens rollemodel. Flexicurity bliver et nøgleord i transformationen fra lønmodtager- til freelanceøkonomi. Og der er flere forandringer og trends, hvor Danmark og de andre skandinaviske lande er langt forud for mange andre lande. Blandt andet på nedbrydningen af den opdeling, der traditionelt har været mellem hjem og arbejde. Folk kommer hjem kl. 15 for at hente ungerne. Men når ungerne er gået i seng, går de tilbage til arbejdet via internet osv. Det er bl.a. sådanne dybe forandringer i samfundet, vi står over for. Og på det punkt er Danmark rigtigt godt med.”

OK. Vi kan altså sætte flueben ved udfordring nummer to, arbejdsmarkedspolitik. I hvert fald ud fra en konkurrencemæssig betragtning, hvor vi sammenligner os med, hvor resten af verdens nationer er på dette parameter. For selvfølgelig er vi ikke ’home free’. Vi skal som alle andre til stadighed arbejde med at tilpasse vores arbejdsmarkedspolitiker og flexicurity-model til den voksende freelanceøkonomi og industri 4.0.

Men hvor langt er vi, hvad angår de øvrige udfordringer?

”Den store udfordring er, at forandringerne sker så stærkt, at hvis ikke man har tæt samarbejde mellem økosystemets parter – erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne, regeringen, kommunerne m.m. – vil man ikke kunne håndtere det. Så udfordring tre er vigtig, og der hænger Danmark fortsat lidt i henseende til samarbejdet mellem f.eks. erhvervslivet og regeringen. Men det er klart i bedring. Så det er ikke jeres største udfordring.”

Uddannelse som akilleshæl

Tja. Det efterlader jo så kun uddannelsespolitikken som Danmarks største udfordring. Hvordan kan det nu være? Er der noget, vi virkelig har erkendt og taler meget om herhjemme, er det jo netop, at Danmark skal leve af kompetencer og (efter)uddannelse.

Hvorfor er uddannelsespolitikken den største udfordring?

”Danmark har ry for at have meget lange uddannelser. Det er ude af sync med et voksende behov for at gøre tingene bedre, billigere og hurtigere – og det inkluderer uddannelse. Med den hastighed, teknologi og organisering udvikler sig med, er det afgørende, at f.eks. faguddannelser og videregående uddannelser ikke bliver for låste og for lange. Verden er gået over gevind med, at alle absolut skal have en universitetsuddannelse. Det er der slet ikke behov for på arbejdsmarkedet,” siger Paul Evans og fortsætter:

”Problemet med specielt lange, faglige uddannelser er, at når teknologien skifter, er folk så snævre i deres fokus, at de ikke kan følge med forandringen og flytte over i et andet teknologisk område. Den største udfordring i mange lande er, at uddannelsessystemet er meget statisk og tilbageskuende. Det bygger på en model fra industritiden og er sat sammen, så det forbereder folk til rutinearbejde i fabrikker og på kontorer. Men alt det er på vej til at forsvinde.”

Så hvordan tilpasser vi uddannelsessystemet til de forandringer, vi står over for?

”Vi skal først og fremmest se på den verden, vi nu rykker ind i, og på de muligheder, ny teknologi og nye arbejds- og organiseringsformer giver os. Og så skal vi stille hinanden spørgsmål om, hvad det betyder for den måde, vi skal forberede vores børn og børnebørn på den verden. Med det tempo, forandringerne sker i, har vi har behov for at definere nogle fundamentale færdigheder, som skal gøre os omstillingsparate, som vi begynder at lære i folkeskolen, og som vi bliver ved med at styrke op gennem uddannelsessystemet. Og så skal vi lære at bruge teknologi til at lære nye kompetencer hurtigere.”

Tilbage til børnehaven

Grundlæggende handler det ifølge Paul Evans om at lære børn at lære. Og det kan lige så godt begynde i børnehaven, som Paul Evans i øvrigt synes er en bedre model for fremtidens skolesystem og arbejdspladser, end resten af uddannelsessystemet er det i dag.

”Man kan sige, at børnehaven ser mere ud som en moderne arbejdsplads end klasseværelset på skoler og mange videregående uddannelser. I klasseværelset er det typisk læreren oppe foran og studerende bag borde, dvs. en spejling af arbejdspladser i det 20. århundrede. I børnehaven gør børnene tingene sammen: finder på, diskuterer, blander sig, leger, lærer m.m. Det ligner meget mere en moderne arbejdsplads.”

Så den vigtigste kompetence er at lære at lære?

”Ja, det er en grundlæggende kompetence. Men den kan ikke stå alene. Du skal stadig også være god til at sætte ord på dine synspunkter og følelser, være analytisk og kunne løse problemer. Dvs. mestre de kompetencer, som OECD’s PISA-undersøgelser måler på. Det nye er, at du derudover skal have gode sociale færdigheder og kunne arbejde sammen med andre i innovative teamwork. Det er nødvendigt at få samarbejdskompetencerne bragt langt mere i spil. Og det er man i fuld gang med at finde ud af, hvordan man gør og måler på i OECD.”

Hvordan skal rollerne fordeles i uddannelsessystemet? Hvor skal man lære hvad?

”Det, der er behov for, er en folkeskole, hvor man lærer at lære; ungdomsuddannelser, som fokuserer på beskæftigelsesmuligheder; og en stor, stor reform af de videregående uddannelser, der gør uddannelserne så korte som muligt, fokuserer på grundlæggende færdigheder og anerkender, at der er behov for en stor infrastruktur i form af efteruddannelse, fordi vi er i en verden, som forandrer sig hurtigt.”

Disruptionrådet længe leve

Den store udfordring ved Danmarks største udfordring – altså uddannelsespolitikken – er derfor, at uddannelsessystemet er trægt at forandre, blandt andet fordi lærere og undervisere, som mange andre faggrupper, ikke er glade for forandringer. At det er tilfældet, vidner bl.a. lærernes massive modstand mod den seneste folkeskolereform om.

Paul Evans mener derfor, at det er helt afgørende, at behovet for forandring italesættes bedre i Danmark og – vigtigst af alt – at vi begynder at debattere, hvordan vi håndterer udfordringerne på tværs af samfundets forskellige stakeholdere. Ja, det vil jo så sige, at vi bliver bedre til at håndtere det, som Evans kalder ’metaudfordringen’.

”Der kommer ikke en forandring, medmindre der kommer en stor debat. For at få den nødvendige uddannelsesreform er det altså nødvendigt med en dyb debat. Og det, der bekymrer mig, er, at jeg ikke har set optrækket til sådan en debat i Danmark endnu,” siger Paul Evans.

Hvad vil du anbefale, at vi gør ved det?

”Der er virkelig behov for at skabe opmærksom på, at verden forandrer sig, og at det går virkeligt stærkt. I bliver nødt til at ringe med alarmklokkerne. Inden for fem-ti år vil vi f.eks. have selvkørende biler på vejene, der vil gøre lastvogns- og taxachauffører arbejdsløse. Det er rigtigt mange mennesker, som ofte ikke har de grundlæggende og sociale kompetencer, som fremtidens arbejdspladser kræver. De er vant til meget individuelt arbejde, og bliver de bare pludselig sat på gaden, er de ikke forberedt til at indgå i andre arbejdsmæssige sammenhænge. I skal altså have folk til at anerkende, at verden forandrer sig hastigt. At der er disruption. Og at det ikke bare går væk. Det bliver I nødt til at have en stor debat om i Danmark.”

Her skifter stemningen så lige pludselig. Fra sort til hvid. Fra krise til mulighed. Og det på grund af et initiativ, som regeringen barslede med før jul, og som i første omgang fik opposition og medier til at fnise i ærmet på grund af anvendelsen af et i 2016 MEGET slidt begreb, disruption.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil nemlig iværksætte et såkaldt disruptionråd, hvor arbejdsgivere, fagbevægelse, virksomheder, eksperter og ministre skal drøfte, hvordan Danmark gearer sig til, at it og teknologi vil forandre vores måde at arbejde på. Og det får statsministeren point for af Paul Evans, selv om disruptionrådet – eller ’Partnerskab om fremtidens arbejdsmarked’, som er rådets officielle betegnelse – endnu kun er streger på et A4-ark og først reelt bliver sat i søen efter forårets overenskomstforhandlinger.

”Jeg blev meget begejstret, da jeres regering annoncerede disruptionrådet. Bravo igen til Danmark. Det er et initiativ, jeg er meget positivt stemt over for, fordi det indrammer den kæmpe opgave, den 4. industrielle revolution stiller samfund over for, nemlig at systemerne bliver disruptet, og at der er behov for en debat på tværs af samfundets stakeholdere. Det er et godt tegn, for her kan I tage debatten.”

Om disruptionrådet så også får held til indfri Paul Evans forventninger, må vi vente med at se lidt endnu. Men lad hermed budskabet være givet videre fra en talentprofessor med hjertet i Danmark:

’Danskere, tag nu den debat om behovet for forandringer. Disruptionråd eller ej.’