Der findes få i dette land, der har en så indgående viden om den kreative branches økonomiske systemer som Peter Ingemann.

Han er ikke bare bassist. Han er ikke bare ham fra Røde Mor, Young Flowers, Skousen & Ingemann, Kim Larsen & Bellami og en masse andre musikalske sammenslutninger og filmproduktioner. Han er også revisoren Peter Ingemann – eller von Kuglenberg, som venner kalder ham. Og manden med kuglerne er i nogles øjne en så vigtig person for den danske musikbranche, at den ikke kan klare sig uden ham.

”Den dag, han lukker og slukker, vil den faktisk gå ned. Jeg kan ikke engang sige, hvor mange både ældre og yngre der kommer igennem hans system. Han er ligesom grundstenen i dansk musikliv,” har sangerinden Caroline Henderson sagt om ham.

Han er helt nede i materien, når kunstnere skal rådgives økonomisk; når SKAT igen kommer med en, for en talblind kunstner, overraskende stor opkrævning; og når stort opsatte produktioner skal sikre et overskud.

Og han er helt inde og justere på fordelingsnøglen, når frontmand og crew skal have løn efter en turné eller indspilning af en plade.

Fællesskab er et nøgleord, forstår man. For når man er i samme båd, løfter man naturligt i flok.

”Investeringer i fællesskaber er de mest profitable. Der er en større sikkerhed, al den stund at hvis det går dårligere end forventet, så har det indflydelse på fællesskabet. Og det giver stabilitet, fordi det betyder noget for folk. Så står man sammen. Til forskel fra kun at investere af hensyn til sig selv. Går det galt, er der nærmest ingen, der opdager det, og det er jo en sørgelig tilværelse,” siger Peter Ingemann.

LÆS OGSÅ: Demokratiske virksomheder er som skabt til Generation Z

Fortiden i kommunistbandet Røde Mor fornægter sig ikke. Manden, der i dag bor i en stor villa i Hellerup nord for København, er stadig ræverød, og holdningerne er lige så stærke her i 2018. Nu har han bare mere erfaring at trække på – mere ammunition.

Peter Ingemann er en mand fyldt med dilemmaer. Han har svært ved at sige en sætning uden at følge op med et dilemma. Det gælder også, når snakken falder på fællesøkonomi og fællesbonusser i musikbranchen.

Fællesbonusser har stort set altid eksisteret i musikbranchen, og royalties – det honorar, der sikrer en musiker penge, når sange og albums bliver solgt – bliver almindeligvis også delt mellem flere personer.

En almindelig model i dag er, at musikeren placeres i en A-, B- eller C-kæde, afhængigt af hvor involveret han eller hun har været i en produktion. Inden for hver kæde tjener man det samme.

”Så har vi bare lidt af et dilemma,” kommer det så.

”Hvad hvis det giver underskud? Hvad gør man så? Der har været koncerter, der gav underskud, og så har man lavet indsamlingskoncerter for at dække det. Det er en indirekte måde at dække det på. Men du kan ikke direkte gå ud til alle deltagere i en produktion og sige, at de må til at hoste op,” siger han og leverer hurtigt den logiske løsning, han er kendt for i det kreative miljø.

”Det tager vi højde for ved at reservere dele af overskuddet, så vi også kan betale, den dag det giver minus.”

Hvor mange tabere går der på en vinder?

Revisoren taler ifølge sig selv i kruseduller, og det er fuldstændig korrekt. Men henne for enden af de dilemmafyldte kruseduller og modsatrettede pointer finder man ofte et sted, hvor enderne trods alt mødes. Og hvis ikke de gør, tyr han til at citere gode venner.

Det gør han for eksempel, når han skal sætte ord på, hvorfor fællesskab og fællesøkonomi genererer noget særlig positivt sammenlignet med at være ansat i et stort selskab.

”Min gode ven, Erik Clausen, siger om de faste institutioner: ’Jamen de ligner jo fast løn i ansigtet’. Og det er jo rigtigt,” siger han, som om en prås lige dér går op for ham for første gang. Men så uddyber han vennens pointe, og man forstår, at Clausen blot bliver brugt som et afsæt.

I en ordinær virksomhed går ansatte op i, hvor meget tid de bruger på arbejdet, hvad de har præsteret, og hvad de skal have i tillæg. Uden, ifølge Peter Ingemann, at have nogen fornemmelse for, hvor meget de belaster produktionen. De vil bare have det ud af det, som de med rimelighed kan forlange. Og der er det helt anderledes med fællesøkonomi.

”For der er vi alle fælles om det. Alle er indstillet på, at det kræver en indsats. Ingen kommer pludselig og siger, at man har ydet en ekstraordinær indsats, og med en masse krav. Så får du et lavt break even-punkt, og dermed får du også tidligere et overskud, som du kan dele ud af.”

Det er den gamle kending, ’vi løfter i flok’. Og det virker, mener han.

Hans mantra er, at ingen gør noget alene. Det er en fysisk umulighed. Ingen kan være den bedste, hvis det ikke var, fordi en anden er den næstbedste.

”Jeg plejer at sige: ’Hvor mange tabere går der på en vinder?’. At så mange kunstnere udvikler en socialistisk holdning, er måske netop, fordi vi er så tæt på, at vi kan se forståelsen af, at der ikke er en, der bliver nummer 1, uden der også er en, der er nummer 2, 3, 4. Der opstår en forståelse for, at der ikke er nogen, der gør noget alene,” siger han og kommer med, hvad han selv kalder en joke. Og det er det egentlig også.

For år tilbage forsøgte Ingemann at forklare dette syn på musikkens verden til sin ven og klient i revisorbiksen Ping ApS, Kim Larsen.

”Kim kiggede på mig og sagde: ’Cool, babe. Jeg er sgu nummer 1, fordi jeg er nummer 1. Slut færdig.’ Og hvad ser vi nu? I dag kan jeg ikke bruge det eksempel med, at ingen gør noget alene, for hele den reaktion, der er kommet oven på Kims død, har jo resulteret i, at han både er nummer 1, 2, 3. Og det har jeg aldrig set før.”