Man får det, man måler på, siger man. Og så er spørgsmålet, om man måler på det, man ønsker. 

Bruttonationalproduktet, BNP, måler den samlede værdi af producerede varer og tjenester i en given periode, fratrukket de materialer, som er anvendt i produktionen, og er måske det mest udbredte mål for et lands tilstand og udvikling.

Men der er imidlertid mange andre værdier, der tilsammen påvirker, om et land oplever egentlig velstand, velfærd og udvikling.

Problemet er, at hvis alle væsentlige værdier ikke indgår i det mål, man bruger til at følge og diskutere udviklingen, får man dels et misvisende billede af, hvordan det egentlig går, dels risikerer man at fokusere på at maksimere BNP på bekostning af andre værdier, der kan være lige så vigtige, men som ikke for alvor tæller i den måde, man laver regnskab på.

Når New Zealands finansminister, Grant Robinson, skal forklare, hvorfor landet nu har indført et budget, der prioriterer trivsel fremfor blot økonomisk vækst, citerer han den amerikanske præsidentkandidat Robert Kennedys tale fra 1968.

”BNP måler ikke vores børns sundhed, ikke skønheden af vores poesi eller styrken af vores ægteskaber. Det måler ikke, hvor intelligent den offentlige debat er eller myndighedernes ubestikkelighed. Det måler ikke vores vid eller vores mod, ikke vores visdom eller erfaring, ikke vores omsorg eller vores tilknytning til vores land. BNP måler alt, kort sagt, undtagen det, der gør livet værd at leve,” sagde Robert Kennedy for over 50 år siden.

Lige siden BNP blev udviklet i 1930’erne af den amerikanske økonomi Simon Kuznets, har man peget på problemerne med at bruge en målestok, der udelader mange helt centrale værdier. BNP blev udviklet under depressionen for at kunne følge udviklingen i produktion, og Kuznets advarede selv mod at bruge BNP som et generelt mål for samfundets udvikling.

Problemerne er ikke blevet ikke blevet mindre med tiden. BNP-begrebet knager på en række punkter:

• I takt med at menneskets belastning af naturen er blevet større, er det blevet tydeligere, at en økonomisk fremgang, der bygger på at forurene og bruge flere ressourcer end naturen kan nå at gendanne, reelt er en underskudsforretning på langt sigt.
• Tilsvarende er en økonomisk udvikling præget af ulighed, stress, nedslidning og socialt udstødte ikke et udtryk for fremgang og trivsel.
• Mange faktorer, som tæller positivt i BNP, fordi de skaber større omsætning, er reelt ikke noget, vi ønsker. BNP vokser eksempelvis, når der bruges mere på katastrofehjælp, pendling og behandling af sygdomme.
• Værdien af en større økonomi aftager, jo rigere man bliver. Når man har meget få penge, giver det markant større livskvalitet at tjene flere penge, men over en vis grænse, gør det ikke den store forskel, om man tjener ekstra.
• Endelig er en voksende del af den værdi, der skabes, usynlig i BNP-opgørelsen. Alt arbejde som udføres i hjemmet, især af kvinder, indgår eksempelvis ikke i BNP. Det samme gælder nu meget af den hastigt voksende del af økonomien, som består af digitale tjenester. Wikipedia, Ted-talks, GPS, Facebook og Google er gratis for brugerne – eller man betaler med data og ikke med penge.

Mange forsøg på alternativer

Der har været en lang række storstilede og internationale forsøg på at erstatte eller supplere BNP med andre måder at måle samfundets udvikling på, men det er nyt, at New Zealand nu med premierminister Jacinda Ardern i spidsen gør det til et krav for statens budget, at det skal afvejes i forhold til en række indikatorer, der handler om trivsel i en bred forstand, og ikke blot penge. 

De rige økonomiers samarbejdsorganisation OECD har igennem et par årtier arbejdet på at udvikle og forfine det såkaldte better life index, som opgør, hvordan indbyggerne i et land trives.

De indikatorer, som OECD baserer indekset på, er blandt andet sammensat med udgangspunkt i en rapport, som blev udarbejdet for den daværende franske præsident Sarkozy i 2009 af tre top-økonomer, nobelpristagerne Joseph Stiglitz og Amartya Sen samt den franske professor Jean-Paul Fitoussi. 

Rapporten identificerede og gennemgik de faktorer, som man fra globale undersøgelser ved påvirker menneskers velbefindende, og lagde dermed grunden for at udvælge det sæt af indikatorer, som kan bruges internationalt til at måle trivsel.

FN’s verdensmål kan også ses som en måde at definere fremskridt som andet end det, der kan måles i kroner og øre. De 17 overordnede mål, som det globale samfund stiler mod at opnå i 2030, er opdelt i 169 delmål, og på mange af dem er der sat konkrete tal for den fremgang, vi ønsker.

Verdensmålene er i høj grad med til at sætte dagsordenen for både regeringer og virksomheders indsats, og i den forstand er de blevet det måske væsentligste sæt af parametre for udvikling, der rækker ud over det monetære.

Endnu et eksempel er Verdensbankens begreb ’ægte opsparing’, hvor man forsøger at korrigere opgørelsen af, om landet samlet er mere velstillet, når man ud over den økonomiske udvikling også medregner udviklingen på det sociale og miljømæssige område. Man fratrækker eksempelvis værdien af de naturressourcer, der er blevet brugt, og på positivsiden medregner man værdien af, at flere bliver bedre uddannet.

Grønt BNP i støbeskeen

En lignende tankegang ligger bag et forskningsprojekt om Danmarks ’grønne BNP’, som et forskerhold under ledelse af tidligere overvismand og eksformand for Klimarådet Peter Birch Sørensen har startet på Københavns Universitet – og i samarbejde med Danmarks Statistik.

Det grønne BNP korrigerer det traditionelle BNP for miljøeffekterne af økonomisk aktivitet for at synliggøre, når den økonomiske vækst sker på bekostning af miljøet, men også for at medregne de værdier, vi opbygger eller bevarer gennem indsatser for at beskytte miljøet.

Et kontroversielt aspekt af det grønne BNP er, at det forsøger at opgøre værdien af miljøet i penge. Det kan virke abstrakt at forsøge at beregne værdi af biodiversitet, rent vand eller klimaforandringer, men Peter Birch Sørensen insisterer på, at det er nødvendigt at forsøge.

”Hvis ikke man er villig til at sætte kroner og øre på, får man aldrig hævet den dagsorden op på niveau med den økonomiske dagsorden. Ved eksplicit at trække værdien af miljøgoderne frem, kan de få en højere prioritet i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik, når man kan påpege, at miljøet har en økonomisk og velfærdsmæssig værdi – selvom den ikke manifesterer sig på et marked. Man vil også bedre kunne prioritere, når man får en metode til at indregne værdien af miljøgoderne på en konsistent måde,” siger han.

I modsætning til det grønne BNP forsøger man blandt andet i OECD’s better life index og i New Zealands well-being budget at skabe et indeks for trivsel, der sammenfatter et stort sæt meget forskelligartede indikatorer for velfærd – lige fra levealder, tryghed, arbejdsløshed til forurening.

”I udvælgelsen af indikatorer og i måden, man afvejer dem i forhold til hinanden, er der subjektive politiske valg. Det betyder, at over tid, eksempelvis når man skifter regering, kan det, man synes, skal tælle med, og måden, man vægter det på, ændre sig,” siger Peter Birch Sørensen.

Det grønne BNP begrænser sig til at korrigere det traditionelle BNP for ændringerne i miljøtilstanden – og dét er i sig selv særdeles kompliceret. Et mål for trivsel vil ydermere skulle inddrage allehånde sociale forhold.

Peter Birch Sørensen er skeptisk over for, at det skulle være muligt at lave et enkelt tal, der sammenfatter alle de dimensioner, som er relevante for borgernes velfærd.

”På den ene side ønsker man et så detaljeret billede som muligt, og det trækker i retning af, at man skal kigge på en frygtelig masse enkelte indikatorer, for ellers risikerer du at overforenkle. På den anden side mister du overblikket og evnen til at prioritere, fordi du drukner i detaljer. Der er altid et trade-off; du er nødt til at sammenfatte i et eller andet omfang,” mener han. 

Indikatorer afslører prioriteter

Carl-Johan Dalgaard, professor i økonomi ved Københavns Universitet og med i formandskabet for Det Økonomiske Råd, minder om, at BNP trods sine svagheder stadig er et relevant mål.

”Der er ingen økonomer, der vil hævde, at BNP er et mål for velfærd, men der er ofte en meget positiv sammenhæng i praksis. Den forventede levetid og sundhedsniveauet er generelt højere i lande, hvor BNP per capita er højere. Ligestilling mellem kønnene er mere udtalt i velstående lande – og så fremdeles. En fortolkning af det er, at det kræver et forbrug af ressourcer at opnå den form for gunstige resultater, og et højere BNP betyder alt andet lige, at der er større muligheder for det.” 

”BNP vil nok, så langt øjet rækker, fortsætte med at være relevant, for det er en væsentlig indikator i forhold til lønudvikling, beskæftigelsen og den type ting,” siger Carl-Johan Dalgaard.

”Men jeg tror, at der vil være et voksende krav, også fra vælgerne, om, at man over for en politiker, der eksempelvis stiller op med en grøn dagsorden, kan spørge: Hvad er det så, vi kan måle dig på? Flere indikatorer muliggør en præcisering af, hvad det er, man fra politisk hold gerne vil opnå. Bare hvilken indikator man er interesseret i, afslører en hel masse om, hvordan et parti prioriterer. Den nye type budget i New Zealand er netop et eksempel på, at den siddende regering fremlægger en række indikatorer, som man vil evaluere på, når man gennemfører politik,” siger Carl-Johan Dalgaard.