Annonce

Isforsker med klimasag

23. maj 2011 kl. 22.06

Hvis man som forsker vil gøre en forskel i verden, er det ikke nok at opdage ny viden – man skal også være i stand til at formidle den. Den erkendelse har været afgørende for isforsker Dorthe Dahl-Jensens succes med at sætte sit faglige område på de globale beslutningstageres dagsorden.

Det skete blandt andet, da hun sammen med 400 af verdens førende klimaforskere sendte en skarp advarsel til verdenssamfundet om risikoen for, at byer som New York, Shanghai og Amsterdam vil komme til at stå under vand i dette århundrede.

“Det er vigtigt at forklare, at klimaforandringerne ikke kun er et arktisk problem, som eskimoer skal leve med. Det vil ramme os alle. Medmindre man får en nobelpris, skal man selv være god til at træde frem og fortælle om sine resultater. Det er jeg,” siger hun.

Hvem har Væxt-Factor?

Jagten på Væxt-Factor fortsætter. Denne uge præsenterer vi fem nye innovative talenter, der tegner Danmarks fremtid.

Læs alle de personlige portrætter på mm.dk/fremtidensdanmark

Ud over evnerne til at levere faglige budskaber i et klart og overbevisende sprog, gælder det også om at have modet til at træde frem med personlige holdninger som forsker. Det er noget, som ikke er altid er lige velanset.

“I modsætning til humanister bliver naturvidenskabelige forskere tit klandret for at give deres mening til kende. De skal bare levere fakta. Men her har vi med mennesker at gøre, som rent faktisk har en viden om problemstillingen. Er det ikke et tab i debatten, at de ikke giver deres besyv med?” siger Dorthe Dahl-Jensen. Dorthe Dahl-Jensen er professor og leder af Center for Is og Klima under Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Centret har netop modtaget en bevilling på 55 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond.

Hun er desuden en af hovedforfatterne bag en nylig rapport om klimaforandringerne i Arktis og deres konsekvenser for resten af verden. Rapportens konklusioner stiller et meget mere dramatisk fremtidsscenarium i udsigt, end den seneste rapport fra FNs klimapanel, IPCC, fra 2007.

Dorthe Dahl-Jensens Væxt-Factor

CV – Dorthe Dahl-Jensen – f. 1958

  • 2010: Koordinator af EU FP7 Past4Future og ERC WATERundertheICE
  • 2007: Leder af Grundforskningscenteret for Is og Klima
  • 2002: Professor, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet
  • 1988: Ph.d. i geofysik, Københavns Universitet
  • 1984: M.Sc. i geofysik, Københavns Universitet

Center for Is og Klima

  • 49 ansatte
  • Etableret i 2007
  • Finansieret af 5-årig bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond, EU og Københavns Universitet

"Dorthe Dahl-Jensen har med dygtighed og ihærdighed – ja næsten besættelse – arbejdet med at gennembore Grønlands indlandsis for at forstå fortidige, nutidige og fremtidige klimaforhold. Hun har samlet en stor international, højt respekteret forskergruppe omkring sig og har bidraget til at dansk forskning indgår med stor vægt i den internationale klimadebat."

Merete Nordentoft

Professor, Københavns Universitet

Som centerleder ser Dorthe Dahl-Jensen det som sin primære rolle at sætte forskergrupper sammen og skabe de rette betingelser for, at de bliver ved med at være verdens bedste forskerteam inden for is- og klimaforskning. Hun indrømmer dog, at det ikke er ledelse og administration, hun brænder for. Det er selve forskningen, der driver hende. Hun river hvert år mindst en måned ud af kalenderen, hvor hun får fingrene ned i isen ved forskningsprojekter på Grønland. Hun mener, at det er en af kilderne til den faglige anerkendelse, hun nyder.

“Man kan næsten kun være en respekteret leder i et forskermiljø, hvis man også er en respekteret forsker. Det er virkelig vigtigt, at man snakker samme sprog og er respekteret for sin faglige kunnen,” siger hun.

Center for Is og Klima  er inde i en positiv spiral, hvor det formår at tiltrække verdens dygtigste klimaforskere, der er med til at skabe så banebrydende resultater, at det tiltrækker endnu flere anerkendte klimaforskere. 

“Dorthe er skolet i et internationalt miljø og er ekstremt god til at drage nytte af sine internationale kontakter. Hun tager sin mand og fire børn med på forskningsprojekter i hele verden, hvilket skaber et utroligt netværk for vores center,” siger postdoc og ansat på Center for Is og Klima, Bo Møllesøe Vinther.

Dorthe Dahl-Jensen ser det som en af sine største professionelle sejre, at de fleste mennesker i dag erkender, at der finder en global opvarmning sted, og at det er blevet noget, der er i deres tanker.

“Som forsker føler man altid, at man siger ting en million gange, og at folk bliver lige forbløffede hver gang. Men i dag vil folk ikke købe et hus, der ligger få meter over havet. Klimaforandringerne er blevet en del af danskernes hverdag,” siger hun.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026