Mens frihandlen skaber arbejdsløshed i USA og Storbritannien, skaber den job i de fem nordiske lande.

Forklaringen er den nordiske arbejdsmarkedsmodel, som i årevis har været beundret af eksperter og politikudviklere verden over. Men tunge politiske magthavere har aldrig ladet det komme til andet end pæne ord. Sådan forholder det sig ikke længere. Nu er Nordens tid kommet.

Det er gået op for både de gamle regeringsbærende partier og tidens fremstormende populister, at staternes evne til at hjælpe lønmodtagere til at viderekvalificere sig til et evigt skiftende arbejdsliv er en forudsætning for samfundenes fortsatte økonomiske vækst og sociale sammenhængskraft.

”Der er ingen tvivl om, at de seneste politiske udviklinger endnu en gang understreger den nordiske models succes og relevans,” siger Christopher Prinz, der er senior-arbejdsmarkedsanalytiker i OECD.

Det britiske Brexit-resultat i juni 2016 og valget af Donald Trump i USA har gjort det klart for alverdens magthavere, at den aktuelle samfundsorden i de vestlige demokratier er decideret ustabil. Sammenhængskraften er i fare, fordi nationalpopulistiske bevægelser mobiliserer millioner af utilfredse lønmodtagere med løfter om lukkede grænser og handelsprotektionisme. Øverst på dagsordenen i årets Global Risk Report fra World Economic Forum (WEF) i Davos står således begrebet ’dyb social ustabilitet’.

Med dette i baghovedet debatterede erhvervsledere og politikere i forrige uge emner som ’indkomstulighed’, ’omfordeling’ og ’fremtidens arbejdsmarked’. Og WEF’s analytikere konkluderer, at det ikke mindst er fra de nordiske lande, man kan hente inspiration, når man skal forsøge at dæmpe globaliseringsfrygten hos særligt de dårligst uddannede lønmodtagere.

WEF’s analyse af verdens mest inkluderende lande har således Norge på førstepladsen, mens Island, Danmark og Sverige kommer ind som nummer 4, 5 og 6 efter Luxembourg og Schweiz. Også i de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, har man stor tiltro til den nordiske model. Her topper Norge og Danmark det såkaldte Job Quality Framework, der for første gang gør det muligt at undersøge jobkvalitet på tværs af OECD-landene.

”Hele spørgsmålet om økonomisk ulighed og omfordeling er blevet et varmt emne igen. I OECD har vi længe arbejdet med disse temaer, men de har ikke været på toppen af dagsordenen. Nu er vi i en situation, hvor de hårde økonomiske indikatorer dokumenterer, at den nordiske model er den bedste,” siger Christopher Prinz.

Han tilføjer, at populistiske partiers fremgang får stadig flere lande til at spørge sig selv og OECD om, hvilke svar man har på udfordringerne i forhold til den konstante destruktion af gamle job og fremvækst af nye.

Norden som udstillingsvindue

Ifølge Norges konservative europaminister, Frank Bakke-Jensen, er de stærke og fleksible arbejdsmarkeder med til at gøre Norden til en attraktiv region for udenlandske investorer. Norge har som formandsland i Nordisk Ministerråd formuleret en vision, der siger, at Norden skal være ’verdens mest innovative region og verdens mest integrerede region’.

”Trepartsmodellen gør os til en attraktiv region, fordi den sikrer ansvarlighed og kommunikation mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og det politiske liv. Det er et meget vigtigt element for udenlandske investorer. De oplever et transparent system, hvor det er let at etablere sig. Når det er let at forholde sig til forskellige aktører i arbejdslivet, så gør vi Norden til en attraktiv region. Vi skal arbejde ens med uddannelse i Norden. Det vil være med til at gøre Norden til et større arbejdsmarked at forholde sig til udefra,” siger Bakke-Jensen til Mandag Morgen.

Nordmændene vil tage den nordiske arbejdsmarkedsmodel med sig, når Norge i 2017 er inviteret med som gæsteland i G20-kredsen, hvor Tyskland i år er vært og afholder topmøde i Hamburg 7. og 8. juli.

På samme måde promoverer også den svenske regering aktivt den nordiske arbejdsmarkedsmodel, hvilket har været medvirkende til, at EU i sidste uge meddelte, at man i november i år vil afholde et særligt beskæftigelsestopmøde i Gøteborg. I EU-Kommissionen har man i årevis søgt inspiration i den nordiske arbejdsmarkedsmodel og den såkaldte flexicurity-filosofi, som den er præget af.

”Kombinationen af stor fleksibilitet for arbejdsgiverne, høj indkomstsikkerhed for lønmodtagerne og stærke videreuddannelsesforpligtelser for begge parter gør den nordiske model stærk og de nordiske lande konkurrencedygtige, selv om en sådan politik forudsætter stor omfordeling,” siger Christopher Prinz.

Torben M. Andersen, økonomiprofessor på Aarhus Universitet og tidligere overvismand, bruger – som han selv formulerer det – en hel del tid uden for landets grænser. På den baggrund understreger han, at den nordiske model har vist sig funktionsdygtig, og udfordringen for de nordiske landes regeringer er at bevare og udvikle denne model.

»Den nordiske model har netop vist, at man kan forene høj velstand med en lige indkomstfordeling. I andre lande siger man: ’Se på Danmark – de har høj velstand og høj lighed, de har fundet opskriften’,” siger han.

USA’s nyvalgte præsident, Donald Trump, har bestemt ikke erklæret sig som tilhænger af den nordiske model, som Bernie Sanders forgæves forsøgte at blive demokratisk kandidat på. Ikke desto mindre er det netop elementer af den nordiske arbejdsmarkedsmodel, som Trump har brug for, når han skal skaffe job til de arbejdsløse, nu hvor ’de rustne fabrikker ligger som gravstene i landskabet’, som han så dramatisk formulerede det i sin tiltrædelsestale i forrige uge.

Det kan godt være, at Trump på den korte bane kan tvinge landets bilproducenter til at skabe flere arbejdspladser i USA end i Mexico. Men hans handelsprotektionisme er, som kommentatoren Martin Wolf formulerede det i sidste uge i sin klumme i Financial Times, et forsøg på at ’genoplive de økonomisk døde’. I stedet for at forsøge at beskytte ’gamle’ job gennem handelskrig, bør den nye amerikanske præsident sikre, at amerikanske borgere fra barnsben og hele vejen gennem livet får mulighed for at opkvalificere sig til de nye job, som den amerikanske økonomi med sin enorme dynamik er verdensmester i at skabe.

Job forsvinder, og nye job opstår

Gennem historien har der været stor udskiftning af job; gamle job forsvinder, og nye job kommer til. Alene i Danmark forsvinder over 200.000 job hvert år, men endnu flere kommer til.

Den såkaldte 4. industrielle revolution vil imidlertid påvirke samfundene i endnu højere tempo og endnu større omfang, end det er sket tidligere. To ud af tre børn, der begynder i skole i dag, vil ende i et job, der slet ikke findes endnu, konkluderer World Economic Forum.

Selv om der hele tiden kommer nye job til, kan ny teknologi, robotter og kunstig intelligens trække dramatiske spor af høj arbejdsløshed og nedlagte job efter sig. Den politiske kamp om at skabe en vision for fremtidens arbejdsliv er i fuld gang – i USA, i Storbritannien, i EU og ikke mindst i Danmark.

Herhjemme taler Alternativet og Enhedslisten om en 30 timers arbejdsuge og borgerløn. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, blev for nylig enig med de fire andre nordiske S-formænd samt de nordiske LO-formænd om at sætte øget fokus på fremtidens arbejdsliv. De har nu givet hinanden håndslag på, at den nordiske model skal styrkes og udvikles. Det er en model, der med sin tårnhøje organisering af lønmodtagerne og den lave arbejdsløshed i alle fem nordiske lande har vist sin styrke.

”Vi vil sikre beskæftigelse og gode levevilkår for alle, mindske ulighederne, styrke ligestilling og slå ring om et godt og anstændigt arbejde i Norden,” hed det i en fælles udtalelse fra de ti formænd efter deres møde i Oslo.

De internationale spændinger og den politiske usikkerhed smitter også af på de hjemlige overenskomstforhandlinger i disse uger. Tryghed er en gennemgående rød tråd i fagbevægelsens ønsker til arbejdsgiverne. Fagbevægelsen kræver bl.a. flere rettigheder til seniorer, styrket kamp mod social dumping og bedre efteruddannelse, så lønmodtagerne står stærkere rustet til den dag, hvor robotterne for alvor har indtaget fabrikshallerne.

Samtidig ruster regeringen sig også. Den har nedsat et ekspertudvalg, der er i fuld gang med at forberede et udspil op til de kommende trepartsforhandlinger til maj for at finde løsninger på de nye og voksende krav, som voksen- og efteruddannelsesområdet står over for.

Lykkes det for regeringen at lande en ny trepartsaftale om efter- og videreuddannelse, vil statsminister Lars Løkke Rasmussen have fuldendt sit hattrick. Han har i forvejen landet to store aftaler om integration og praktikpladser. Samtidig vil han kunne sætte en tyk streg under sin succes med at genoplive den danske model – trepartsinstitutionen – som et permanent samarbejdsforum mellem arbejdsmarkedets parter og staten til at finde løsninger på nogle af samfundets største udfordringer.

Regeringen vil også snart få en stribe anbefalinger fra et andet af sine ekspertudvalg, der har fokus på ungdomsuddannelser for at sikre, at færre unge falder gennem uddannelsessystemet. Det er en betydelig svaghed ved det danske system, at flere end hver sjette unge borger i Danmark ikke har fået en ungdomsuddannelse, ti år efter de har forladt folkeskolen. Og senere på foråret vil også regeringens Disruptionsråd trække i arbejdstøjet.

Hvorvidt alle disse initiativer er nok til at ruste Danmark til den nye måde at arbejde på, kan kun fremtiden vise.

Jobsucces er både rød og blå

I Norge er den borgerlige regering under ledelse af den konservative Erna Solberg mindst lige så stærkt optaget af at forberede befolkningen på fremtidens arbejdsmarked, som den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven er det i Sverige.

”Det stærke og fleksible arbejdsmarked i Norden er ikke noget socialdemokratisk projekt. Den stærke trepartsmodel har udviklet sig mindst lige så godt under konservative regeringer som under socialdemokratiske regeringer. Måske bedre under konservative regeringer, hvor man har en mere afbalanceret model. Når socialdemokrater er i regeringer, bliver der ubalance. Det må du gerne bruge nogle linjer på at forklare,” lyder det grinende fra europaminister Frank Bakke-Jensen, der er en af drivkræfterne bag Norges ambitiøse program for 2017, hvor Norge har formandskabet i Nordisk Ministerråd.

”Vi er i Norge meget optagede af Nordens rolle i Europa. En af fordelene ved det stærke nordiske samarbejde er, at vi er vant til at tackle, at vi har forskellige roller. I NATO er vi tre lande, der er medlemmer, mens to lande har observatørstatus. I EU er det tre andre lande, der er med, og to som ikke er det. Men vi samarbejder vældig godt. Nu er det Norge, der er inviteret med til G20-møderne i år, men vi vil naturligvis repræsentere nordiske synspunkter,” siger Bakke-Jensen og tilføjer:

”Vi skal ikke være naive og tro, at vi fem nordiske lande altid kan tale med én stemme internationalt. Det ville være at lyve. Men når vi bliver set udefra som en attraktiv region, så er det, fordi vi gør tingene meget ens. Vi ved, at når vi bliver målt op imod andre regioner, så klarer vi os vældig godt. Vi er stærke sammen.”

Verdens 11.-største økonomi

Den norske minister understreger, at de nordiske lande tilsammen har over 27 millioner indbyggere og en økonomi, der tilsammen er verdens 11.-største.

”Sådan som verden ser ud i dag, har vi brug for at udvikle det strategiske samarbejde mellem de nordiske lande. Vi kan se, at verden gerne vil tale med os sammen. Det så man, da præsident Obama inviterede de nordiske statsministre til USA. Det gav en attraktiv kontakt for os alle. Det samme bør de nordiske lande gøre i forhold til Kina og Asien. Det vil være en styrke, når vi skal skabe en stærk nordisk region,” siger Bakke-Jensen.

Det ansete tidsskrift The Economist har for nylig sat fokus på livslang læring. Også her bliver de nordiske lande, sammen med Singapore, fremhævet som nogle af de lande, der er længst fremme på området, og som står med de bedste forudsætninger for, at folk kan holde trit med de nye krav til fremtidens arbejdsmarked.

Mens den nordiske arbejdsmarkedsmodel roses ude i verden, er der ingen grund til at hvile på laurbærrene. Tværtimod er selve modellens dna netop, at den hele tiden skal trimmes og finjusteres, og at lønmodtagerne konstant skal efteruddannes. I den forbindelse er det alarmerende, at antallet af kursister på efteruddannelse i Danmark er faldet med ikke mindre end 40 pct. i perioden 2010-2015.

En del af forklaringen er, at antallet af lønmodtagere på efteruddannelse i 2010 var exceptionelt højt, formentlig fordi mange ledige blev sendt på efteruddannelse i kølvandet på de massive jobtab i 2008 og 2009. Ikke desto mindre står det klart, at det danske efteruddannelsessystem er mindre agilt end dem i eksempelvis Singapore og Sverige, hvilket der gerne skulle rettes op på i forbindelse med den efteruddannelsesreform, som i øjeblikket forberedes i Danmark.

I Singapore har man indført statsfinansierede uddannelseskreditter, som borgerne kan bruge til at uddanne sig hos godkendte kursusudbydere. Og i Sverige arbejder man på en omfattende reform af efteruddannelsessystemet – en reform, hvor man blandt andet overvejer, om man skal indføre såkaldt ’kompetencegaranti’. Både systemet i Singapore og de svenske reformplaner indeholder fagpolitisk sprængstof, i den forstand at efteruddannelse ikke – sådan som det historisk har været i den nordiske model – nødvendigvis vil være forankret hos arbejdsmarkedets parter.

Uanset hvordan den danske efteruddannelsesreform ender, står det klart, at den kommer til at spille en central rolle i forhold at sikre, at danske virksomheder også i fremtiden vil være konkurrencedygtige på globale markeder, fordi man har adgang til velkvalificeret arbejdskraft, som hele tiden er klar til at skifte fra et job til et andet.

Den nordiske model er ikke alene god til at modvirke den enkelte lønmodtagers angst for at blive ladt alene tilbage, når forandringerne ødelægger gamle job og samtidig skaber nye. Den er også en forudsætning for, at de nordiske samfund kan opretholde den økonomiske velstand og dermed sikre den fremtidige sociale sammenhængskraft.