Briter har gennem århundreder været kendt for at være flegmatiske, konservative og frihandelsorienterede. Rolige mennesker, der ikke lader sig ophidse, selv i besværlige situationer, og som sædvanligvis ikke bryder sig om forandringer, især ikke pludselige forandringer. Sådan forholder det sig ikke længere.

Storbritannien ledes i dag af en revolutionær regering, der anser medlemskabet af EU for at være så stor en fare mod det britiske samfund, at man om nødvendigt bør forlade EU’s indre marked uden nogen juridisk aftale for på den måde at forsvare sig mod angivelige skadevirkninger fra EU.

Premierminister Boris Johnson anser situationen for at være så alvorlig, at han nu har brugt sine beføjelser til at tvinge Dronning Elizabeth til at afskære det britiske parlament Underhuset fra at kunne blande sig i hans håndtering af Brexit. Johnson er af den opfattelse, at Brexit bør blive en realitet 31. oktober ved midnat, uanset om Storbritannien og de øvrige 27 EU-lande til den tid er nået frem til en aftale, som også regeringen i London kan acceptere.

Et "farligt angreb"

Johnsons beslutning blev mødt med skarpe reaktioner fra eksperter og meningsdannere over hele den vestlige verden. Den tysk-amerikanske politolog Yascha Mounk kalder i The Atlantic Johnsons beslutning for "det farligste angreb på britiske institutioner i mands minde", alt imens han dog trøster læserne med, at Johnson efter hans opfattelse udemokratiske omgang med de britiske samfundsinstitutioner næppe vil føre så vidt, som det er sket i Erdogans Tyrkiet og Nicolás Maduros Venezuela.

Det er i sagens natur endnu for tidligt at sige, om Brexit bliver en succes for Storbritannien. Det kan ikke udelukkes, at Storbritannien – når det har forladt EU – vil lykkes med at genopfinde sig selv som land.

At man vil opfinde nye produkter, finde nye handelspartnere og få skabt en national lovgivning, der gør det lettere at være borger og forretningsmand og derfor lettere at skabe virksomheder, der kan få succes i den globale økonomi. Folk, der ved noget om sagerne, har dog ikke megen tillid til, at det vil ske. Tværtimod.

Adam Posen, leder af tænketanken Peterson Institute for International Economics, PIIE, i Washington, gjorde det tilbage i 2017 klart, at Brexit i realiteten svarer til en omvendt frihandelsaftale. I talen, der ofte deles på sociale medier, redegør Posen i glasklare vendinger for, hvad Brexit egentlig betyder.

At det, de gør, er at trække sig ud af EU’s indre marked, som de handler dobbelt så meget med, som de handler med USA. Og at de trækker sig væk fra Irland, som de på dette tidspunkt handler mere med, end de handler med Kina, Indien, Brasilien og Rusland tilsammen. At Harvard-professor Adam Posen ved, hvad han taler om, understreges af, at han sad i ledelsen af Bank of England fra 2009 til 2012.

Frie hænder i forhandlinger

Ser man Johnsons stærkt kontroversielle træk i relation til den konkrete forhandling med de øvrige EU-lande, er det klart, at han nu vil få friere hænder til at spille hardball over for modparten.

Hidtil har der ikke været udsigt til, at de øvrige EU-lande er til sinds at ændre på den aftale, som man indgik med Johnsons forgænger, Theresa May, der som bekendt ikke kunne få flertal i Underhuset for sin aftale. Men det kan ikke udelukkes, at der rent faktisk fra Bruxelles' side vil blive gjort forsøg på at imødekomme Johnson og dermed undgå den skilsmisse uden en aftale, som alt andet lige også vil være et nederlag for hele EU.

Det mest realistiske forslag til en optøning af den fastlåste forhandlingssituation mellem London og Bruxelles synes at være et, der er skrevet af tre fremtrædende jurister og offentliggjort på den virkelig nørdede blog Verfassungsblog ved Center for Global Constitutionalism i Berlin.

De tre jurister Jonathan Faull, Joseph H.H. Weiler og Daniel Sarmiento foreslår kort fortalt en løsning vedrørende grænsen mellem Irland og Nordirland, som indebærer, at der ikke kommer nogen grænse. I stedet vil princippet være, at EU og Storbritannien kan have hver deres regler, og at de samtidig begge erklærer det som en kriminel handling at eksportere varer hen over den geografiske men ikke fysiske grænse.

Om den juridiske konstruktion kan fungere i virkeligheden, vides endnu ikke. Men det står klart, at Boris Johnson med sin – om end midlertidige – kastrering af Underhuset har sat nye standarder for britisk politik.