Bankerne har været langt dybere involveret i selskabstømning end hidtil antaget. I hovedparten af de 1.570 verserende sager har selskabstømmerens bank ifølge Told & Skat spillet en aktiv rolle. Det er sket ved at bistå selskabstømmerne med at finansiere selskabskøbet på ulovlig vis med selskabets egne penge - den såkaldte selvfinansiering. Kammeradvokat Gregers Larsen har udtaget stævning mod banker i 247 sager. Det svarer til 70 pct. af alle de sager, som i dag ligger på kammeradvokatens kontor. Bankerne mener selv, at de blot har formidlet betalingen, uden at få indsigt i transaktionen. Det afviser Told & Skat. “I hovedparten af sagerne fremgår det klart af betalings-instruksen fra selskabstømmeren til køberbanken, at der skulle ske selvfinansiering,” siger vicekontorchef Else Veggerby fra Told & Skat. I op mod 9 ud af 10 sager har bankerne været så dybt involveret i transaktionen, at de ifølge Told & Skat burde have indset, at der skete ulovlig selvfinansiering. I alt har 40 forskellige banker hjulpet selskabstømmere med at tømme selskaber. Enkelte bankfilialer i bl.a. Den Danske Bank, Unibank og BG Bank har været særdeles aktive med at hjælpe udvalgte, store selskabstømmere. Professor, dr. jur. Bernhard Gomard, tidligere bestyrelsesmedlem i Den Danske Bank, mener, at mange bankfolk ikke har været opmærksomme på selskabslovgivningens forbud mod selvfinansiering. Alligevel vurderer han, at bankerne vil pådrage sig et erstatningsansvar. Samlet risikerer bankerne at skulle betale op mod en halv milliard kr. i erstatning til Told & Skat.