Trods højlydt og gentagen kritik af det administrative bøvl i den offentlige sektor, tyder alt på, at kampen mod bureaukratiseringen ude i kommunerne er gået i stå. Efter et markant fald i udgifterne til administration er udviklingen i hvert fald vendt.

Siden 2011 er de kommunale udgifter til administration steget med godt 3 pct. Se figur 1.

”De kommunale udgifter steg meget op gennem 00’erne, og det gælder også de administrative udgifter. Så kom kommunalreformen i 2007 og efter nogle år falder udgifterne til administration. Den udvikling er nu stoppet, og der bliver ikke længere brugt færre penge på administration,” siger programchef Kurt Houlberg, KORA, der i en analyse har undersøgt, hvor mange penge pr. borger kommunerne har brugt på administration fra 2002 og helt frem til 2015.

Der er tale om komplicerede analyser, fordi kommunernes opgaver hele tiden ændrer sig. I analysen har Kurt Houlberg derfor korrigeret tallene, så de kan sammenlignes fra år til år.

Hans analyse står dog ikke alene. Også KL når frem til, at der ikke længere sker et fald i rådhusenes administrationsudgifter. Siden 2013 har andelen af administrative medarbejdere i kommunerne ligget på samme niveau, målt pr. 1.000 borgere. Dykker man ned i tallene, er der store forskelle på, hvor meget de enkelte kommuner bruger på administrative opgaver. De kommuner, der blev lagt sammen ved kommunalreformen i 2007, har reduceret de administrative udgifter mest. Se figur 2.

”Der er det, jeg vil kalde smådriftsulemper for de små kommuner, som kommer til at bruge flere penge på administration end de store kommuner,” siger Kurt Houlberg.

På tværs af kommunerne oplever pædagoger, sygeplejersker og andre offentligt ansatte langtfra altid den administrative kapacitet på rådhusene som et gode.

En medlemsundersøgelse fra 2014 blandt pædagoger viser, at 76 pct. mener, kommunerne burde luge ud i unødvendigt bureaukrati. Der er bl.a. problemer med indberetninger, hvor pædagogerne skal taste oplysninger om et barn ind til en række forskellige samarbejdsparter. I sig selv kan opgaven være rimelig nok, men i det omfang, oplysningerne skal tastes ind mere end én gang, giver det frustrationer. Samlet klager pædagogerne over omfanget af den skriftlige dokumentation.

En anden undersøgelse blandt sygeplejersker fra foråret viser et helt tilsvarende resultat. To ud af tre mener, de foretager unødvendige registreringer. Det bruger de en halv times arbejde på hver dag, eller 6-7 procent af arbejdstiden.

”Det har vist sig overraskende svært at ændre på, for den ene regering efter den anden lover at forenkle og afbureaukratisere. Sygeplejerskerne oplever det bare ikke sådan. De skal dokumentere rigtig meget, der ikke giver mening for dem,” siger Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Dertil kommer, at dokumentationen langtfra altid registrerer alle de opgaver en sygeplejerske udfører. Dorte Steenberg nævner, at sygeplejersker i psykiatrien skal registrere patienternes fysiske besøg, og ikke hver gang en sygeplejerske taler i telefon med en patient.

”Dele af vores arbejde bliver ikke målt, og så er det usynligt for dem, der skal tage beslutningerne,” siger hun og efterlyser større klarhed om formålet med en indsats eller en ydelse.

”Måske måler vi på det forkerte eller kun på enkelte dele af det samlede arbejde, fordi man ikke er enig om, hvad der er vigtigst, og derfor heller ikke får målt på det,” siger hun.

Rigsrevisionen efterlyser viden om effekt

Senest har Rigsrevisionen taget fat på problemet med de manglende målinger af det vigtigste, nemlig effekten for borgerne. Det gør de på det område, der handler om indsatsen over for anbragte børn.

Selv om en reform helt tilbage fra 2006 netop blev vedtaget for at skabe bedre resultater for børnene, ved ingen her ti år efter, om det har været tilfældet. Rigsrevisionen konkluderer i rapporten fra august, at ”Social- og Indenrigsministeriet efter 10 års indsats ikke kan dokumentere, at kommunernes sagsbehandling i forhold til anbringelse af børn er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den tilsigtede effekt”.

Til gengæld bliver der registreret så meget andet.

Socialrådgiverne skal f.eks. dokumentere, at de lever op til en række krav til den måde, de arbejder på. Det kan være, om de holder et bestemt møde efter tre måneder, og igen om de så også holder mødet efter seks måneder.

”Vi skal hele tiden fortælle, hvad vi gør, og vi skal gøre det meget detaljeret. Vores arbejde går mere ud på at opfylde krav i systemet og mindre på at skabe en forandring til det bedre for de familier, der har brug for hjælp,” siger Niels Chr. Barkholt, der er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Kommunerne peger over for Rigsrevisionen på, at 2006-reformen på nogle områder er overimplementeret, så der i stedet for fokus på effekt registreres for meget. I virkeligheden ved ingen, om kommunerne har ret. Det er ganske enkelt ikke blevet undersøgt.

Her konkluderer Rigsrevisionen, at Social- og Indenrigsministeriet siden 2006 ”ikke har gennemført en evaluering af, om udbyttet af registreringen står mål med indsatsen, og hvilke centrale informationer der er vigtige for at kunne følge effekten på nationalt plan”.

Ingen ved altså noget om effekten af den dokumentation og den registrering, der foretages. Det er særlig tankevækkende, for ikke bare har det været målet med 2006-reformen af indsatsen over for anbragte børn; det har været et gennemgående mantra i de seneste godt 25 års administrative reformer. Reformer, der har fundet sted under overskriften New Public Management.

Det er ikke kun i Danmark, at der mangler viden om, hvorvidt New Public Management har gjort den offentlige sektor mere eller mindre effektiv til at levere en god service over for borgere eller virksomheder.

”Siden de mange administrative reformer i begyndelsen af 1990’erne med fokus på dokumentation og registrering er det blevet dyrere at drive den offentlige sektor – og ikke billigere, som mange havde håbet,” siger den britiske Oxford-forsker Christopher Hood. Sammen med en kollega har han gennemført en meget rost analyse af de seneste 25 års administrative reformer af den offentlige sektor i England.

LÆS OGSÅ: Stram styring af den offentlige sektor er et dyrt bekendtskab

Bureaukrati igen på Christiansborg-dagsordenen

I virkelighedens verden er det nærmest umuligt at forsvare overdreven dokumentation og registrering. Prøv selv at sige: ”Ja, jeg går ind for, at sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere skal bruge en halv time om dagen på at indsamle data, som ikke giver mening, og som i alle fald ikke kan bruges til at forbedre den ydelse, de skal levere til borgerne.” Nej, vel? Det kan man ikke sige.

Alligevel er det sjældent, at problemerne med den overdrevne dokumentering ryger helt til tops på den politiske dagsorden. Det skete imidlertid i SR-regeringen, hvor særligt den daværende leder for de radikale, Margrethe Vestager, fik adresseret problemerne med bureaukratiseringen i regeringsgrundlaget fra 2011. Det skete i form af det, der senere er kaldt en tillidsreform.

Reformen har sat sig spor rundt omkring i det offentlige. Senest har Kriminalforsorgen kastet sig ud i et ambitiøst arbejde for at opbygge en tillidsbaseret ledelse. Det vil også sige en ledelse, der styrer mindre og lader lokale ledere have ansvaret for mere – og gerne i samarbejde med tillidsrepræsentanter.

På det kommunale område er de to største kommuner, København og Aarhus, gået i spidsen med helt tilsvarende reformer.

Men i det samlede billede halter praksis stadig bagefter de gode tanker om afbureaukratisering, modernisering og tillidsbaseret ledelse. Det er Rigsrevisionens rapport et godt eksempel på.

Liberal Alliance har i forbindelse med deres sommergruppemøde offentliggjort det hidtil mest ambitiøse politiske udspil for at reducere overbureaukratiseringen af den offentlige sektor.

Et af forslagene er for eksempel at sætte en pris på data, så alle ved, hvad det koster, når sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere skal taste løs i deres arbejdstid. Den pris må politikerne eller evt. Centraladministrationen så betale, hver gang de efterspørger mere dokumentation og flere registreringer.

Liberal Alliance arbejder nu på en række beslutningsforslag, der kan sætte kampen mod bureaukratiseringen af den offentlige sektor på den politiske dagsorden.