Ifølge 2020-planen vil regeringen bruge halvanden milliard på at oprette 10.000 nye studiepladser på de videregående uddannelser. Læg hertil to milliarder kroner, der skal bruges på at gøre uddannelserne bedre.

Danmarks vækst bløder, og en anerkendt behandling af patienten består i at opkvalificere det danske arbejdsmarked gennem mere og længere uddannelser. Forskning viser, at jo bedre uddannet man er, jo mere værdi leverer man til sit arbejde til gavn for hele samfundet. Set i det lys giver det rigtig god mening at satse på at få endnu flere unge til at tilbringe ekstra år på skolebænken.

Ifølge tal fra Undervisningsministeriet ender hver tiende unge stadig uden anden uddannelse end folkeskolen. Det er et problem i et land, der efterhånden er udtømt for ufaglært arbejdspladser.

Spørgsmålet er, hvordan Danmark får mest ud af milliardinvesteringen og de ekstra 10.000 studiepladser. Skal vi blot kaste pengene ind i systemet, som det er i dag - eller er der i virkeligheden brug for at gå mere strategisk til værks for at sikre, at udbyttet også opfylder intentionen om at skabe flere arbejdspladser og øget vækst?

[quote align="left" author=""]Universiteterne aflønnes i dag efter hvor mange studerende, de optager, og hvor mange, der består eksamenerne. Det har fået mange af de populære uddannelser til at skrue op for antallet af studiepladser.[/quote]

I 2010 kunne man i en analyse i Mandag Morgen læse, hvordan de danske universiteter var godt i gang med at skabe en akademisk underklasse. Analysen viste bl.a., at ledigheden blandt akademiske humanister var halvanden gang højere end gennemsnittet for de øvrige akademikergrupper. Samtidig viste en fremskrivning fra Videnskabsministeriet, at den humanistisk uddannede arbejdsstyrke ville vokse fra 30.000 til 45.000 frem mod 2020. Og det var vel at mærke på baggrund af beregninger, der ikke tog højde for de ekstra studiepladser, som regeringen nu har planer om.

De forkerte incitamenter

Mit ærinde her er ikke at indlede et korstog mod humanisterne. Tværtimod spiller de en stor og strategisk vigtig rolle for et land som Danmark, der bl.a. skal leve af brugerdrevet design og procesinnovation. Men analysen fra 2010 afslører en markedsfejl i den måde, hvorpå universiteternes incitamentsmodel er skruet sammen.

Universiteterne aflønnes i dag efter hvor mange studerende, de optager, og hvor mange, der består eksamenerne. Det har fået mange af de populære uddannelser til at skrue op for antallet af studiepladser. Fra 2007 til 2011 er optaget på de humanistiske bacheloruddannelser således steget 10 pct., selv om ledigheden inden for en lang række af de humanistiske fag har ligget over 10 pct. gennem hele perioden.

På Roskilde Universitet, der udbyder en populær overbygningsuddannelse i journalistik, øgede man det samlede antal studiepladser fra 183 i 2005 til 281 i 2009. Det til trods for, at ledigheden blandt nyuddannede journalister steg markant i samme periode.

Heller ikke de samfundsvidenskabelige kandidater kan se sig fri. Ifølge nye tal fra AC er ledigheden blandt nyuddannede DJØF’ere nu helt oppe på 28.5 pct. Men de danske universiteter fortsætter med at lukke flere studerende ind på de samfundsvidenskabelige uddannelser.

[quote align="right" author=""]Har vi råd til at fortsætte i samme spor og blot krydse fingre for, at de studerende i højere grad selv begynder at vælge studie efter, hvor jobmulighederne ser bedst ud?[/quote]

Meget tyder på, at ledigheden vil falde i takt med, at de store babyboomer-generationer når pensionsalderen og trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Men det er en ringe trøst for de store årgange af nyuddannede, som vi er godt i gang med at tabe på gulvet. En stor regning for efteruddannelse og opkvalificering lurer i horisonten i takt med, at langtidsledige skal sluses tilbage på arbejdsmarkedet.

Samtidig kan man rejse spørgsmål ved opfattelsen af, at lange uddannelser nødvendigvis er en god forretning. F.eks. viser Humanistundersøgelsen, at 20 pct. af de humanister, der var i beskæftigelse i 2007, arbejdede i funktioner, der lige så godt kunne bestrides af HK’ere med kortere – og billigere – uddannelser.

Har vi råd til at fortsætte i samme spor og blot krydse fingre for, at de studerende i højere grad selv begynder at vælge studie efter, hvor jobmulighederne ser bedst ud? Eller er der brug for at skabe en incitamentsstruktur, der får universiteterne til at øge antallet af studiepladser på grundlag af f.eks. veldokumenterede EU-analyser, der viser, hvor Danmark i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft?

Opgør med lønmodtagermentaliteten

Sporene fra Bertels Haarders forsøg på at styre markedet for uddannelse har skræmt efterfølgende regeringer og ministre fra at gøre ham øvelsen efter. En satsning på at uddanne mange ingeniører resulterede i 1990’erne i en stigende ingeniørledighed. Den nåede dog aldrig op på de 10 pct., der har klæbet til mange humanistiske uddannelser gennem flere år. Ironisk nok får manglen på ledige ingeniører i dag skylden for at mange virksomheder må bremse ned for væksten.

Et andet vigtigt kriterium, som regeringen bør have for øje, handler om iværksætteri. Vejen til ny vækst for Danmark går gennem flere arbejdspladser. Men som langt hovedparten af de danske universitetsuddannelser er skruet sammen i dag, uddannes de studerende til lønmodtagermentalitet og ikke til at springe ud som innovative iværksættere.

Curriculum på mange uddannelser afspejler slet ikke den virkelighed, som de studerende kommer ud til. I stedet er uddannelserne låst fast i fag og pensumlister, der afspejler en svunden tid.

Hvorfor er det f.eks. ikke muligt at sammensætte sin egen uddannelse ved at vælge selvstændige fag og moduler, måske endda fra forskellige universiteter? Og hvorfor er entreprenørskab og innovation ikke for længst oprettet som store fag, også på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser?

Milliardinvesteringer i uddannelser er vejen frem for Danmark. Men uden en prioriteret indsats risikerer vi at kaste pengene i et stort sort hul. De nye bevillinger bør forsynes med ambitionen om at løfte uddannelsesinstitutionerne fra lønmodtager- til iværksætterfabrikker.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.