Kapitalfondene ruster sig til mega-opkøb
Dansk erhvervslivs absolutte top i søgelyset
Kortlægning af kapitalfondenes nye opkøbsstrategi
De fem internationale kapitalfondes ventede bud på TDC er udtryk for en ny tendens, hvor de pengestærke fonde slår milliarderne sammen for i fællesskab at byde på landets største selskaber. Dermed er langt de fleste af Danmarks største erhvervsflagskibe nu inden for de mest aggressive kapitalfondes rækkevidde. Det viser Mandag Morgens analyse af branchens nye opkøbsstrategi. Kapitalfondene tvinges til at forlove sig med hinanden i et marked, hvor der er få sælgere og mange købere. Konkurrencen intensiveres af, at europæiske og udenlandske fonde også har kastet deres kærlighed på danske virksomheder. Resultatet er tårnhøje priser, og det gør det svært at skabe tilstrækkelig merværdi til at tjene investeringerne hjem. “Konkurrencen er blevet hårdere. Salgssiden er mere professionel. Der er flere om købene og mere kapital til rådighed. Det giver højere priser og stiller højere krav til os om at skabe værdi, ” siger Ole Andersen, partner i kapitalfonden EQT, der tidligere i år sammen med Goldman Sachs opkøbte ISS.