Kapitalfonde dårligst til at informere
Ingen oplysninger om samfundsvigtige virksomheder
Svigter sociale og etiske værdier
Kapitalfondenes opkøbstogt i dansk erhvervsliv risikerer at skabe et informationsunderskud om nogle af samfundets væsentlige aktører - de store virksomheder som f. eks. TDC. Kapitalfonde kommer nemlig med langt færre oplysninger om deres selskabers gøren og laden end f. eks. børsnoterede bedrifter. Det viser en undersøgelse blandt 100 af landets største virksomheder, som KPMG har udført. Dermed går kapitalfondene som ejere imod den generelle tendens i erhvervslivet i retning af stadigt flere oplysninger om virksomhedernes sociale ansvar, miljømæssige og etiske opførsel. Og det vækker bekymring blandt nogle af dansk erhvervslivs mest erfarne deltagere: “En samfundsvigtig virksomhed kan ikke bare trække sig tilbage og lukke af for informationerne, ” siger Lars Nørby Johansen, ophavsmanden bag de danske retningslinjer for god selskabsledelse og bestyrelsesformand i Falck, der er ejet af kapitalfonden Nordic Capital. Han håber, at de dygtigste fonde vil indse, at ejerskab af en sådan virksomhed indebærer et hensyn til de øvrige interessenter som f. eks. lokalsamfund og medarbejdere.