På hugst i det offentlige
Powershopping for 80 milliarder kr.
Offentligt ejede selskaber er et attraktivt mål for kapitalfondene
Eksperter: Vi har kun set begyndelsen
For 80 milliarder kr. statsejede selskaber. Så meget powershoppede kapitalfonde for i den offentlige sektor sidste år. Det er en tidobling på seks år. Det viser helt nye tal, som Thomson Financial har udarbejdet for Ugebrevet Mandag Morgen. Og udviklingen er kun lige begyndt, vurderer eksperter. “Der er rigtig mange penge i private equity i dag. Og der er rigtig mange dårlige ledelser i spidsen for offentligt ejede aktiver. Derfor vil offentligt ejede selskaber være et oplagt mål for private equity, ” mener Peter Záboji, professor på Insead Business School. Statsejede selskaber på vej mod privatisering er rige på forbedringsmuligheder. De kan købes for en brøkdel af, hvad virksomheder ellers handles for. Og kapitalfondene er så godt som eneste aftagere i et ellers hårdt presset marked for opkøb og fusioner af virksomheder. Kapitalfondene ruster sig samtidig til at få del i flere velfærdsopgaver fra det offentlige. Sundhedsområdet er i vækst, og det får kapitalfonde til at købe massivt op i privathospitaler og ældrepleje. “Kapitalfonde går efter forudsigelige og stabile cash flows. Inden for hospitalsvæsenet og ældreplejen ved vi, at efterspørgslen kun er stigende. Derfor er velfærd et meget attraktivt mål for kapitalfondene, ” siger David Bernard fra Thomson Financial.