Kaspar Basse er Danmarks største væksttalent
Danmarks største væksttalent er juicekongen og iværksætteren Kaspar Basse. Det blev afgjort, da DR onsdag aften sendte finaleshowet i Væxt-Factor. Han blev valgt af dommerne i skarp konkurrence med de to andre finalister, biotek-kometen Mads Laustsen og superarkitekten Kim Herforth Nielsen. Med sejren følger en præmie på 200.000 kroner. Prisen blev overrakt af Mandag Morgens administrerende direktør og chefredaktør, Erik Rasmussen.
Kaspar Basse står bag forretningskonceptet Joe & The Juice, der indtil nu tæller 20 forretninger i Danmark og to i England. Men der er allerede flere på vej. Alligevel var det en overrasket vinder, der efterfølgende havde store roser til de andre deltagere:
"I hele processen går det op for en, hvor stærke de andre virksomheder er, og at de har lige så fantastiske muligheder," sagde Kaspar Basse, da finalen var afgjort.
Dommertrioen blev udgjort af Jesper Mathiasen, stifter af Frej Capital Partners, Christian Motzfeldt, direktør for Væksfonden og Peter Torstensen, direktør for Symbion. Undervejs fik de tre finalister hjælp af Stine Bosse, Ulrik Wilbek og Alfred Josefsen.
Mere Væxt-Factor
Onsdagens finaleshow var den foreløbige kulmination på Mandag Morgens fokus på de største danske væksttalenter. Hvis du vil læse mere om de øvrige 50 væksttalenter kan du finde fyldige portrætter i særtillægget Væxt-Factor, der kan downloades gratis.
Fik du ikke set finaleshowet på DR1 i går, kan du se det her




