Annonce

Kassekredit på 2.000 milliarder kr.

8. februar 2010 kl. 11.04

Danmark er ved at støbe en møllesten om anklen på kommende generationer. For landets gæld vokser dramatisk. Og nu vil regeringen hæve loftet for, hvor meget staten må gældsætte sig for. I dag er det 950 milliarder kr., men finansminister Claus Hjort Frederiksen vil hæve det til 2.000 milliarder kr., fremgår det af et udkast til et nyt lovforslag.

Gældsbjerget vokser

Figur 1 | Forstør

Udviklingen af offentlig netto-gæld under forskellige forudsætninger, mia. 2010-kr.

Uden krisen ville den offentlige nettogæld i 2050 være vokset ca. 800 milliarder. Med krisen vil den vokse til ca. 1200 milliarder. Og gennemføres der ikke struktur-reformer, bliver beløbet ca. 2.000 milliarder kr.

Note: 1 Beregningerne bygger på 3 scenarier: 1. Den oprindelige 2015-plan inklusive de nødvendige reformer, men uden virkningen af den aktuelle økonomiske krise. 2. Den oprindelige 2015-plan inklusive virkninger af den økonomiske krise. 3. Den oprindelige 2015-plan inklusive virkningen af krisen, men eksklusiv reformer., Kilde: Finansministeriet og AERådet

Som afdelingschef Jakob Hald fra Finansministeriet forklarer i Politiken, skyldes ønsket, at man vil have ”sikkerhed for, at man kan håndtere uforudsete ting”. Nu er det næppe mange almindelige danskere, der går hen i banken for at få oprettet en kassekredit uden at have andre begrundelser, end at de skal bruge den til at håndtere uforudsete ting.

Regeringens mere præcise begrundelse for at hæve statens kassekredit kommer da også til at fremgå af den reviderede 2015-plan, som formentlig bliver præsenteret senere på ugen sammen med Danmarks konvergens­program til EU. Det bliver en gyser. Her vil nationen få et indblik i, hvor alvorlig den økonomiske krise er, hvor mange penge der kan spenderes på velfærdssamfundet de kommende år, og hvor langt Danmark er fra balance på de offentlige finanser. Underskuddet vil formentlig være vokset til et sted mellem 20 og 30 milliarder kr.

Sjovt nok – eller måske snarere tragisk nok – skrev Mandag Morgen for to uger siden, at Danmark er på vej ind i en kriseperiode uden historisk sidestykke. Den kan komme til at vare 40 år. Se MM04, 2010. Af vores analyse fremgik det, at den offentlige gæld vil stige eksplosivt til netop 2.000 milliarder kr. i år 2050, hvis ikke der blev gennemført drastiske reformer. Se figur 1. Det regnestykke betegnede skattefinansminister Kristian Jensen som fuldstændig useriøst til TV2 News. Denne uge vil afsløre, i hvor høj grad landets statsfinanser allerede er kørt af sporet.
 

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026