Kinas næste rorgænger

Den 57-årige vicepræsident Xi Jinping blev på sidste uges årlige møde i det kinesiske kommunistpartis centralkomite udnævnt til viceformand for Kinas magtfulde centrale militærkommission. Ifølge det udsendte kommuniké fra mødet, der kun perifert nævner beslutninger vil udnævnelsen være “en styrkelse” af kommissionen.

Oversætter man det specielle kodesprog, som partiet benytter sig af, i den slags skrivelser, er udnævnelsen et forvarsel om, at han er blevet udpeget til at efterfølge Hu Jintao – både som partiformand og præsident. Hu forventes at fratræde de to poster i henholdsvis 2012 og 2013 – og fik selv tildelt samme job som Xi, fem år inden han overtog magten.

Historisk set har Kina rigtigt dårlige erfaringer med på forhånd udpegede efterfølgere. Hu er faktisk det første eksempel på en forholdsvis smertefri magtovertagelse, og derfor vurderes det heller ikke som 100 pct. sikkert, at Xi bliver den næste.

Den nyudnævnte kronprins, der som de fleste kinesiske ledere er uddannet ingeniør, er søn af en af partiets nu afdøde veteraner, der blev udrenset under Kulturrevolutionen, men rehabiliteret under Deng Xiaoping, der anses for at have været Kinas mest magtfulde leder siden Mao.

Hvad det er for kvaliteter, der har fået Xi til at udkonkurrere alle rivaler, står ikke klart. Bag sig har han en forholdsvis ukompliceret karriere som leder af to af Kinas rige kystregioner og som partiformand i Shanghai.

Med denne baggrund anser mange ham for at tilhøre den liberale fløj i partiet. Men reelt er det rent gætteri. Xi selv hører til de forholdsvis tavse, der stort set ikke har udtalt sig om sager, som kunne tolkes i hverken den ene eller den anden retning.

Hvis Xi overtager roret efter Hu Jintao, vil han stå med et kæmpe dilemma.

På den ene side bliver han før eller siden nødt til at løsne partiets meget faste politiske greb om befolkningen, hvis han skal imødegå de stadig tydeligere tegn på opløsning og social uro i det kæmpemæssige rige.

På den anden side skal han fastholde partiets kontrol med den stærke økonomiske vækst, hvis han skal undgå, at den sociale uro breder sig i et endnu hurtigere tempo.