Annonce

Klimadirektør Per Meilstrup død

2. januar 2013 kl. 21.54

Søndag den 30. december om morgenen måtte Per Meilstrup opgive den ulige kamp mod en uhelbredelig kræftsygdom – kun 49 år gammel. Hermed mistede hans familie – Lene og deres tre børn – en altopofrende, omsorgsfuld og kærlig mand og far. Et menneske der altid havde sin families tryghed og livskvalitet som sin vigtigste prioritet.

Mandag Morgen har samtidig mistet en helt usædvanlig kollega. Per kombinerede i én og samme person en række unikke kvaliteter. Hans faglige kompetencer var i særklasse. Han brændte for klimadagsordenen og blev fuldt fortjent mediernes foretrukne ekspert på området. Han koblede dyb indsigt med stærke kommunikative evner og skarpe synspunkter – såvel når han udtrykte sig på de elektroniske medier, på sine blogs eller i sit forfatterskab.  Hans indsats skabte bred respekt.

Uanset om man var enig med Per Meilstrup eller ej, byggede hans synspunkter altid på stor viden og grundigt forarbejde – evner som Mandag Morgen nød godt af i de fem år han var ansat i huset.

Sammen med sine nære kollegaer Laura Storm og Meik Wiking var Per en drivende kraft i opbygningen af Mandag Morgens ambitiøse og nu succesfulde satsning på bæredygtighed. Per har dermed sit store medansvar for, at Mandag Morgen i dag opfattes som en fremtrædende aktør i den nationale og internationale klimadebat.

Per Meilstrup måtte søndag d. 30. december opgive kampen mod sin kræftsygdom. Han blev 49 år gammel. Per begraves fra Birkerød Kirke tirsdag den 8. januar kl. 13.00.

Hertil skal føjes hans dybe engagement i hele virksomhedens udvikling, illustreret ved hans konstruktive indsats som medlem af Mandags Morgens lederteam. Per brændte for Mandag Morgen og var altid leveringsdygtig i klare og konstruktive ideer.

Men Per vil ikke alene blive husket for sine store professionelle færdigheder, men som en omsorgsfuld og deltagende kollega. Han var den type medarbejder, der gjorde en stor social forskel – hans humør og gåpåmod havde en stærkt afsmittende effekt på Mandag Morgens eget indeklima. Per var aldrig indifferent, men altid involverende.

Det forekom derfor uretfærdigt og urimeligt, at en person af hans særlige støbning pludselig skulle rammes af den værst tænkelige kræftsygdom. Men trods en stadig forværring af hans tilstand bevarede han en ukuelig optimisme og tro på fremtiden. Per ville livet. Der var så meget han fortsat ville yde – ikke mindst for sin elskede familie.

Vores tanker og dybe sympati samles nu om hans kone og tre børn. De står foran en meget svær udfordring efter så brutalt at være frarøvet en varm og altid nærværende mand og far, som de havde planlagt at dele deres liv med og som personificerede alt, hvad en kernefamilie dybest set handler om.

Per begraves fra Birkerød Kirke tirsdag den 8. januar kl. 13.00.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026