Klynger er vejen til nye investeringer

Store klynger som Copenhagen Cleantech Cluster og Medicon Valley er allerede internationalt anerkendte. Men selv på lokalt niveau er der grund til at opbygge og støtte klyngedannelsen.

Der er i den seneste tid blevet skrevet en del om, hvordan udenlandske investorer fravælger Danmark og i stedet placerer deres investeringer i lande som Sverige og Holland. I Danmark formår vi dog stadig at tiltrække en lang række udenlandske virksomheder. Det er en udvikling, som vi kan støtte op omkring ved at markedsføre vores internationalt anerkendte klynger inden for cleantech og life science.

Danmark er eksempelvis i front, når det kommer til at udvikle og markedsføre grønne løsninger. Mens hele verden, herunder de nye vækstøkonomier, satser på cleantech, arbejder Copenhagen Cleantech Cluster (CCC) på at øge samarbejdet mellem cleantech virksomheder, universiteter og offentlige institutioner.

Ambitionen er at skabe en fælles indgang til alt, hvad der har berøring med cleantech, hvad enten det er investeringer, internationale markedsmuligheder, forskningsordninger, netværk eller testfaciliteter.

Den seneste evaluering af CCCs performance viser, at klyngen er i vækst og at klyngens virksomheder har øget eksport. Desuden er antallet af medarbejdere stigende i cleantech-sektoren. Samtidig viser målingen, at klyngen er en videns- og innovationsintensiv klynge, hvor der i høj grad samarbejdes mellem virksomheder og videninstitutioner.

Klynger ses også inden for andre brancher i Danmark end cleantech. I hovedstadsområdet har vi blandt andet Medicon Valley, som består af mere end 100 forskningsbaserede biotech virksomheder.

Men klyngetankegangen kan også anvendes på lokalt niveau. For eksempel har vi i Copenhagen Capacity haft succes med at etablere en fødevareklynge i Køge, der i de kommende år vil komme til at bestå af 6-10 mindre fødevarevirksomheder.

Ideen er, at fødevareproducenterne i samarbejde kan få deres logistik- og udviklingsbehov dækket. Ved at kortlægge lokale styrkepositioner, som fx en velfungerende fødevareindustri, kan kommunerne således markedsføre sig som attraktive lokaliseringer for internationale investorer.

I Danmark skal vi sikre de bedst mulige rammevilkår for udenlandske virksomheder sammenlignet med lande som Sverige og Holland, så vi kan opretholde et højt niveau af udenlandske investeringer. Men samtidig skal vi sørge for at markedsføre vores styrkepositioner og de klyngeinitiativer, som vi igangsætter.

Ved at blive bedre til at markedsføre de muligheder, som klynger kan give udenlandske virksomheder, kan vi også i fremtiden tiltrække udenlandske investeringer til Danmark.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu