Fredag morgen meddelte den japanske delegation ved COP19, at landet ikke kan leve op til sin forpligtelse til at reducere CO2-udledningen med 25 pct. ift. 1990-niveau. I stedet vil Japan, der er verdens femtestørste udleder af CO2, øge sine emissioner med 3 pct. frem mod 2020.

Det er en meget markant ændring af ambitionsniveauet, og konsekvenserne for de internationale forhandlinger kan blive betydelige.

Forklaringen på denne U-vending skal ifølge japanerne selv findes i Fukushima-katastrofen og den efterfølgende udfasning af atomkraft. Den sidste japanske atomreaktor blev slukket i september i år, og nedlæggelsen af atomkraftværkerne har øget Japans forbrug af kul og gas.

Men skiftet væk fra atomkraft er langtfra nok til at forklare en så markant ændring i målsætningen, og japanerne er da også blevet mødt med kraftige reaktioner fra EU og Kina samt en række ngo’er, der påpeger, at energieffektiviseringer og vedvarende energi vil kunne holde landet på sporet af de gamle reduktionsmål.

Japans udmelding er en våd klud i hovedet på forhandlerne ved COP19, og flere iagttagere frygter, at det kan sætte gang i en negativ spiral, hvor ilande begynder at slække på ambitionerne. Men Japan er ikke det eneste land, der har forkastet en ambitiøs klimapolitik.

Koalitionen af klimaskurke

I Australien er en ny, konservativ regering tiltrådt i september i år, og den giver ikke meget for den gamle regerings klimaindsats. Australien har en af verdens mest CO2-intensive økonomier pga. stor andel af kul i energiforsyningen og er samtidig storeksportør af kul til andre lande.

Den nye regering har siden den tiltrådte forsøgt at få tilbagerullet en lov om klimaskat vedtaget af den gamle regering. Samtidig har den nye regering signaleret, at en ændring af reduktionsmålene også kan komme på tale.

Japans udmelding har utvivlsomt banet vejen og gjort det nemmere for Australien at følge trop. Ved COP19 er Australien også et af de få ilande, der har valgt ikke at sende en minister til at styre forhandlingerne, og det sender et klart signal om, at ambitionsniveauet og forhandlingsvilligheden er lav.

Canada har officielt meddelt deres støtte til australiernes tilbagerulning af klimaskatter. Canadierne er lige så afhængige af energi fra fossile kilder og har de seneste år oplevet et økonomisk meget givtigt boom i produktionen af olie fra tjæresand, der er en af de mest karbonintensive energiformer.

Hertil kommer den meget omtalte kul-konference, som det polske formandskab afholder under COP19. Den sætter endnu en gang en tyk streg under polakkernes plads allerbagerst i vognen i EU og de internationale klimaforhandlinger.

Sammen udgør Australien, Canada, Polen og Japan en koalition af klimabagstræbere blandt ilandene, som står stejlt i forhandlingerne, og som besværliggør fremskridt frem mod Paris i 2015, hvor en global aftale gældende fra 2020 skal vedtages.

Pres på EU

Fordi enkelte lande kan blokere hele processen i FN-systemet, lægger flere ulande nu pres på EU, som de opfordrer til handling, når andre ikke gør det.

Den nye koalition af klimaskeptiske lande og tyfonen i Haiyan har gjort de mest udsatte udviklingslande bekymrede, og de skruer nu op for kritikken af de manglende resultater fra COP-processen. Filippinernes forhandler har nu sultestrejket i en uge i sympati for ofrene for tyfonen, og han peger på, at klimaforandringer allerede i dag påvirker verdens fattigste befolkning.

[quote align="right" author=""]Det står også højt på de udviklede landes dagsorden, at man på COP19 får en bedre forståelse af begrebet ’loss and damage’.[/quote]

Den første af COP-forhandlingerne har derfor øget presset på EU for at udvise større lederskab. De ambitiøse lande i EU har ikke fået resten af unionen med på at hæve reduktionsniveauet fra det nuværende mål på 20 pct. i 2020, og det er ifølge forhandlere fra ulandene ikke længere nok til at kunne kalde sig en rollemodel blandt ilande. Det bruger udviklingslandene til at sætte spørgsmålstegn ved EU’s klimalederskab, hvilket forstærker presset på EU i forhandlingerne.

Presset ligger både på den korte bane, hvor udviklingslandene vil have mere finansiering og aftaler om handling inden 2020, men også i forhold til de langsigtede mål i 2050, hvor EU endnu ikke har besluttet det præcise mål for reduktioner.

Det står også højt på de udviklede landes dagsorden, at man på COP19 får en bedre forståelse af begrebet "loss and damage", der dækker over kompensation for uoprettelige skader forårsaget af klimaforandringer. Her står ilandene – med USA i spidsen – stejlt i forhandlingerne af frygt for størrelsen på kompensationen.

USA og Kina handler – men kun nationalt

I USA har Obama siden sit genvalg lagt en mere aggressiv linje i klimapolitikken ved at bruge sine særlige beføjelser som præsident til at regulere CO2-udledningen gennem den amerikanske miljøstyrelse. Det gælder i særdeleshed planerne om at regulere CO2-udledning hos eksisterende kraftværker og derved flytte energiproduktionen væk fra kul, men energieffektivitet er også kommet på agendaen i hidtil uset grad i USA. Endelig er skifergas-eventyret også en stor del af forklaringen på, at USA er lykkedes med at nedbringe emissionerne over de sidste godt fem år.

[quote align="left" author=""]Den første uge af forhandlinger i Polen har ikke været lovende, men hvis de store spillere gør det klart, at handling er nødvendig, kan konferencen stadig overraske positivt.[/quote]

Men USA bliver i Polen beskyldt af udviklingslandene for ikke at være villig til at få forhandlingerne om "loss and damage" og klimafinansiering videre. USA har i oktober meldt klart ud, at et nyt stort kompensationssystem ikke er realistisk i den nærmeste fremtid. Det betyder, at hvis kompensationer skal adresseres, skal det foregå inden for det eksisterende system for klimafinansiering. Det er udviklingslandene meget imod.

I Kina har problemer med luftforeningen været styrende for et betydeligt skift mod mere vedvarende energi, store investeringer i offentlig transport og regulering af udledninger fra industrien. Indsatsen ser også ud til at virke, for i 2012 lykkedes det kineserne at afkoble den økonomiske vækst fra vækst i CO2-udledinger, så Kina i 2012 "kun" udledte 3 pct. mere CO2 end året før på trods af større økonomisk vækst.

Kina og USA har også lanceret et bilateralt samarbejde, hvor formålet er at håndtere klimaforandringer. Det har allerede ført til konkrete tiltag, men både Kina og USA mangler at oversætte national handling til de internationale forhandlinger om en global klimaaftale. Kineserne står stadig stejlt på deres nationale suverænitet og spiller på deres historiske rolle som en del af udviklingslandene, og USA er meget påpasselige med at love flere penge til at håndtere klimaindsatsen i de mest udsatte lande.

I denne uge ankommer ministrene til Warszawa, og med dem kommer også større muligheder for at finde kompromiser og forhandlingsløsninger. Den første uge af forhandlingerne i Polen har ikke været lovende, men hvis de store spillere gør det klart, at handling er nødvendig, kan konferencen stadig overraske positivt.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.