Tænketank advarer mod hastværk i energiø-projekt

Danmarks beslutning om at etablere en energiø og 10 enorme vindkraftværker i Nordsøen er præget af politisk hastværk og baseret på utilstrækkelige analyser. Projektet til en samlet pris på 210 milliarder kroner hviler på ufuldstændig dokumentation og er præget af lukkethed, og det giver ikke tilstrækkeligt indblik i de økonomiske risici, projektet indebærer for skatteyderne og elforbrugerne.

Så hård er kritikken fra tænketanken Kraka Advisory i rapporten ’Energiøen i Nordsøen – proces, fakta og risici’, som udkommer i dag.

Kraka Advisory fremhæver, at staten ”er forpligtet til at skabe en offentlig debat, så de danske skatteborgere ved, hvad deres penge bruges til, hvilken risiko der er, og hvilket grundlag investeringsbeslutningerne hviler på”.

Rapporten på 43 sider er udarbejdet på baggrund af en bevilling på 15 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden, der har støttet analysen ud fra et ønske om at sikre det bedst mulige grundlag for offentlige danske investeringer i grøn omstilling.

Lars Rebien Sørensen, der er formand for Novo Nordisk Fonden, konstaterer i en pressemeddelelse fra før færdiggørelsen af analysen, at Danmark, for at komme i mål med den nødvendige klimaindsats, er tvunget til at foretage store samfundsmæssige investeringer.

”Jo mere viden vi har, desto bedre mulighed er der for, at vi som land træffer de bedste langsigtede beslutninger, der kan få størst mulig effekt på klimaet. Vi håber, at Kraka Advisory, via fondens bevilling, kan bidrage til dette formål.”

Projektet har i juni 2020, februar 2021 og september 2021 fået opbakning fra alle Folketingets partier bortset fra Nye Borgerlige, og loven om etableringen af energiøen i Nordsøen er nu på vej gennem Folketinget efter en høringsfase, der sluttede 18. august i år.

Tænketank foreslår ’analysepause’

Kraka Advisory opregner i sin rapport blandt andet følgende kritikpunkter af den hidtidige proces i arbejdet med projektet: 

• Manglende åbenhed i processen
• Den politiske proces er gået voldsomt stærkt og fortsætter i samme tempo
• Dårlige og usikre forecast på elpriserne
• Stor usikkerhed forbundet med energiøprojektets risikoprofil
• Udbuddet for energiøen er låst fast på en inddæmmet ø
• Store risici forbundet med udlandsforbindelserne og den samlede tidsplan
• Al anden drøftelse om alternativer forstummer.

Mikael Andersen er cheføkonom hos Kraka Advisory og som sådan den økonomifaglige hovedkraft bag analysen af projektet, der skal opføre først tre og siden endnu syv store havvindmølleparker i Nordsøen.

”Den helt store joker i det her er elprisen. Er den høj nok til, at det kan betale sig? Og hvis ikke den er det, hvem får så regningen? Det vil være staten eller forbrugerne, der står med risikoen, hvis det koster mere at producere strømmen, end hvad vi kan sælge den for,” siger Mikael Andersen.

”Vi savner, at man prøver at lave et seriøst analysearbejde på det. Ramses (modellen, som Energistyrelsen bruger, red.) har nogle grundlæggende problemer, hvoraf det vigtigste er, at den kun kan lave fremskrivninger til 2040, hvorefter man så at sige forlænger med brædder. Og det anerkender Energistyrelsen også,” siger Mikael Andersen.

Direktør i Tænketanken Kraka, Peter Mogensen, har fremlagt kritikpunkterne for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg. Han understreger, at man i Kraka Advisory er enige i, at Danmark har brug for at udbygge produktionen af vedvarende energi kraftigt, og at idéen om at bygge en kunstig ø i Nordsøen er både innovativ og modig.

”Men det er et meget stort projekt med meget store investeringer. Derfor er det helt afgørende, at beslutningerne ikke hastes igennem. Det er såmænd blot det, vi gør opmærksom på,” siger Peter Mogensen.

Han mener, at der både i de politiske beslutningsprocesser i Folketinget og i embedsværkets arbejde er brug for tid, og for opmærksomhed på, at der rent faktisk kan være alternativer til den plan, som nu er lagt frem. Kraka konstaterer i rapporten, at projektets tidsplan allerede er skredet:

”Energiøprojektet er allerede blevet udskudt tre år. I Klimaaftale for energi og industri mv. fra juni 2020 blev det aftalt, at vindmølleparkerne i Nordsøen skal stå færdige og levere 3 GW i 2030. Men i tillægsaftalen fra februar 2021 konstaterer aftaleparterne, at øen, med den valgte ejerform og konstruktion, sandsynligvis ikke står færdig før 2033. Projektet er altså skredet tre år, inden det er besluttet, hvem der skal opføre øen.”

På den baggrund mener Peter Mogensen, at der er god grund til nu at tage en analysepause.

Det mener Dan Jørgensen til gengæld ikke, fremgår det af et skriftligt svar efter Krakas præsentation af kritikken i udvalget 28. oktober.

”I forhold til tempoet i beslutningsprocesserne er det væsentligt for mig at bemærke, at tempo har været afgørende for aftalekredsen, siden vi blev enige om at etablere energiøen i Nordsøen. Hensynet er, at jo hurtigere vi kan påbegynde storskalaproduktion af grøn strøm i Nordsøen, jo større et positivt klimaaftryk kan øerne bibringe. Tidspres og hastighed i beslutningerne er derfor først og fremmest et udtryk for, at vi leverer på de politiske ønsker og ambitioner,” skriver klima-, energi- og forsyningsministeren i sit svar.

Aktører: Usikre elpriser skal ikke bremse projektet

Finn Lauritzen er tidligere topembedsmand og nu seniorrådgiver i tænketanken Axcelfuture, der netop har udgivet en større rapport med anbefalinger til regeringens kommende strategi for udviklingen af brintindustrien gennem såkaldte P-t-X-teknologier. Disse industriers forretningsmodeller er helt afhængige af adgang til store mængder grøn strøm. Lauritzen er ikke enig i Krakas konklusioner.

”Vi er helt uenige i, at man skal lave en analysepause. Det er der sat tid af til i processen. Det er derfor, det hele tager mere end 10 år,” siger Finn Lauritzen.

”Vi mener grundlæggende, at energiøen er en god idé og en god investering. Det er klart, at der er risici ved at bygge en energiø. Det er klart, at der er usikkerhed ved at lave udlandsforbindelser til særligt Tyskland og Holland. Det er også klart, at der er en risiko for staten ved de såkaldte differencekontrakter. Men det er der jo ved alle de vindmølleparker, vi har i Danmark,” siger Lauritzen.

”Kraka siger, at man skal have en pause for at udvikle Ramses-modellen. Det er umuligt at forudsige elprisen efter 2040. Det har ikke noget med Ramses at gøre. Det kan man ikke udbedre, selvom man satte 100 økonomer til at arbejde på Ramses,” siger Lauritzen, der har en fortid som kontorchef i Finansministeriet, hvor han blandt andet havde ansvaret for ministeriets langsigtede fremskrivninger.

Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi, mener heller ikke, at der skal holdes pause i forbindelse med det store vindenergiprojekt i Nordsøen. Tværtimod har DI fremlagt et notat, hvori man opfordrer til så at sige at genvinde de tre år, som realiseringen af projektet reelt blev udskudt med ved den politiske aftale fra februar 2021.

DI mener således, at Danmark allerede inden 2030 bør have etableret energiøen i Nordsøen med tre gigawatt havvind og energiøen ved Bornholm med to gigawatt. Og at man skal lave projektet i Nordsøen, sådan at man umiddelbart kan udvide det til 10 gigawatt.

”Der er meget stor interesse for det her – både i Danmark og i udlandet. Derfor vi mener vi, at man kan fremrykke tidsplanerne, sådan at man kommer i mål i 2030,” siger Troels Ranis og tilføjer:

”Det er klart, at der er risici forbundet med det her, og at der er rigtig mange ting, som skal forberedes, og som skal passe sammen. Men det betyder ikke, at man skal udsætte det eller ikke realisere det,” siger Troels Ranis.

Han medgiver, at Krakas idé om at lave et worst case-scenarie for udviklingen i elprisen kan være udmærket, og han støtter fuldt ud Krakas ønske om størst mulig åbenhed.

”Men det er vigtig, at vi ser det her som et industripotentiale. Der er en række meget store power-to-X-projekter i Danmark, hvilket betyder, at der vil være stor efterspørgsel efter elektriciteten. Vi mener, at man skal speede op stedet for at bremse,” siger Troels Ranis. 

En ø eller en platform

En anden indvending fra Kraka er, at man finder det ”bekymrende, at aftaleparterne allerede i udbudsfasen har låst sig fast på en inddæmmet ø”.

”Specielt med tanke på, at der så vidt vides kun er foretaget én analyse af den tekniske konstruktion. Det kan betyde, at afgrænsningen kommer til at afskrække bydere, der foretrækker en anden teknisk løsning, fx at bygge en platform eller at samle energien på land. Derfor bør der være brede rammer for udbuddet,” hedder det i Krakas analyse.

Dette spørgsmål gav i begyndelsen af 2021 anledning til et interessant mellemspil internt i Danmarks største energiselskab. Ørsteds chef for energiøkonomi, Ulrik Stridbæk, sagde til dagbladet Børsen, at Danmark kunne være på vej mod en ny IC4-skandale, hvis man valgte at opføre en inddæmmet ø i stedet for en platform.

”En kunstig ø i denne sammenhæng er risky business. Vi frygter simpelthen, at det her bliver havvindens IC4-sag. Det vil være worst case,” sagde Stridbæk til Børsen med henvisning til, at en inddæmmet ø først og fremmest er interessant, hvis det viser sig rentabelt at placere produktion af brint gennem elektrolyse på øen.

Udtalelsen til Børsen faldt samme dag, som Folketinget vedtog den aftale, der betyder, at man satser på en inddæmmet ø. Senere samme dag kom Ørsteds direktør for havvind i Europa, Rasmus Errboe, dog på banen med en udmelding om, at Ørsted ”er glade for, at der nu præsenteres en bred politisk aftale om fremtidens energiøer i Danmark. Energiøer bliver vigtige dele af et fremtidigt, integreret energisystem, der skal udnytte det store potentiale for havvind i både Nordsøen og Østersøen.”

Ørsted har siden meddelt, at man sammen med ATP er i færd med at etablere et konsortium, der agter at byde på opgaven med at anlægge energiøen i Nordsøen.

Samlede investeringer for 210 milliarder

Energiøen i Nordsøen på 48 hektar skal opføres mindst 60 kilometer vest for Thorsminde på den jyske vestkyst. Selve øen ventes at koste omkring 10 milliarder kroner. Den skal etableres som et aktieselskab, hvor staten kontrollerer 50,1 procent, mens en eller flere private medejere kan eje 49,9 procent.

Udover udgifterne til selve øen skal der investeres 200 milliarder kroner i 10 havvindmølleparker på hver en gigawatt og de tilhørende strømkabler, der koster lige så meget som selve vindmøllerne.

Vindmølleparkerne skal bygges i tre faser og drives ligesom andre havvindmølleparker med en såkaldt differencekontrakt. Den betyder, at staten garanterer en mindstepris, når prisen er lav, mens ejeren omvendt afleverer en del af markedsindtægterne i perioder med høje priser.

De kostbare netforbindelser finansieres af systemoperatøren, det statsejede Energinet, og betales i sidste ende af energiforbrugerne.

Udlandsforbindelserne finansieres gennem en såkaldt flaskehalsindtægt, der opkræves, når strømmen sælges i et andet regionalt område (såkaldt budzone) end den er produceret.

Afhængigt af private investorer

På baggrund af beregninger i sin rapport anfører Kraka, at rentabiliteten af selve energiøen til en anlægsinvestering på cirka 10 milliarder kroner vil blive påvirket af ejerstrukturen. Altså at afkastkravet er højere med deltagelse af private investorer, end hvis det er rent offentligt finansieret, og at øens endelige størrelse i sagens natur også får betydning for dens rentabilitet.

Øen skal i første omgang bruges som base for det transmissionsudstyr, der er nødvendigt for efterfølgende at kunne sende strøm via kabler til Danmark eller til udlandet. En mindre del af øen ventes brugt til såkaldte innovationszoner, hvor det er planen, at der eksempelvis kan etableres brintproduktion, hvilket har den fordel, at brint er væsentligt billigere at transportere end elektricitet. Øen vil blive drevet af en havneoperatør, og rentabiliteten kan, som Kraka anfører, bliver påvirket af, i hvilket omfang dens arealer er i brug.

Kraka anfører overordnet set, at energiøprojektet består af en række forskellige aktiver, hvoraf nogle typisk vil være offentligt finansierede, mens andre er drevet af private aktører, hvor der typisk er forventning om et højere afkast.

”Udlandsforbindelser varetages traditionelt af offentligt ejede selskaber, der opererer med samfundsøkonomisk realafkastkrav på 3,5 procent. Vindmølleparker varetages af private aktører, der i vores beregninger opererer med et realafkastkrav på 6 procent eller 8 procent,” skriver Kraka, der antyder, at det måske ligefrem vil kunne være svært for staten at finde private investorer til energiøprojektet.

Den bekymring bliver ikke delt af Thomas Dalsgaard, der er partner i Copenhagen Infrastructure Partners og her talsmand for konsortiet VindØ, der har deltagelse af PensionDanmark, PFA, Andel og Nykredit. Han tror ikke, at det bliver noget problem at finde private investorer til de 49,9 procent af aktierne i energiøen, der forventes at koste i alt cirka 10 milliarder kroner at anlægge – eller til anlægget af de først tre og siden syv havvindmølleparker.

Dalsgaard mener, at det danske projekt skal ses i en europæisk kontekst, hvor EU-Kommissionen forudser, at havvind fra Nordsøen bliver den største komponent i EU’s energiforsyning. Og at man i øvrigt skal holde sig for øje, at danske myndigheder og virksomheder har helt unikke kompetencer inden for havvind.

”Da jeg var i Ørsted, håndterede vi mange komplekse processer med stor usikkerhed. Man får aldrig et fuldt billede. Det gør Kraka heller ikke,” siger Thomas Dalsgaard, der har en fortid i Ørsted, og som mener, at Danmark går glip at en historisk mulighed, hvis ikke man satser stort i den udbygning af elproduktion fra havvind, som finder sted i øjeblikket, og som vil føre til en samlet forøgelse af kapaciteten i EU fra 30 gigawatt i dag til 300 gigawatt i 2050.

”I det perspektiv bør Danmark, der har de bedste arealer i Nordsøen til havvind, godt kunne opføre 10 gigawatt,” siger Dalsgaard.

Naboerne er afgørende

Kraka påpeger i sin analyse, at udlandsforbindelserne til særligt Tyskland, Holland og Belgien udgør store usikkerhedsmomenter i forbindelse med hele projektet, fordi det tager lang tid at etablere disse forbindelser, og fordi det er vældig dyrt.

Netop betydningen af disse udlandsforbindelser er der ifølge Mads Krogh, kontorchef i Energistyrelsen, taget hensyn til i den politiske tillægsaftale fra februar 2021. Heraf fremgår det:

”Såfremt der primo 2022 ikke er indgået en forpligtende aftale om etablering af udlandsforbindelser, vil det være op til en politisk beslutning, om eller hvordan det skal have betydning for det videre arbejde med energiøerne.”

”På den måde er der jo indbygget en mulighed for at træffe en anden beslutning, inden projektet kommer i udbud,” siger Mads Krogh.

Han påpeger samtidig, at Energistyrelsen i september i år har fremlagt en omfattende beskrivelse af, hvilke analyser og metoder man agter at bruge i forbindelse med arbejdet med energiøerne.

Politisk opbakning

I Folketinget hilser både den konservative Katarina Ammitzbøll og SF’eren Karsten Filsø, der begge er medlemmer af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, det velkomment, at Kraka opfordrer til debat om processen og de risici, der er i så stort et projekt som energiøerne.

”Det er altid fornuftigt at undersøge tingene og debattere dem ordentligt. Men det mener jeg også, at man har gjort med energiøerne. Der har været talt om dem længe, og der er en bred debat, og samtidig er alle enige om, at vi har travlt med at få udbygget produktionen af vedvarende energi. Så min og vores indstilling i SF er, at vi ikke skal holde pause, men at vi i en eller anden forstand asfalterer, mens vi kører,” siger Karsten Filsø.

Katarina Ammitzbøll mener på sin side, at Krakas kritik er noget voldsom, men omvendt mener hun også, at det er vigtigt, at man hele tiden analyserer tidsperspektivet og rentabiliteten i projektet.

”Der sker rigtig meget på de her områder i disse år. Derfor har jeg også flere gange opfordret ministeren til, at regeringen fremlægger en overordnet strategisk plan for den grønne omstilling.”

Karin Lunde har bidraget med research til denne artikel.