Kold krig og varmt klima stopper Grønlands flirt med Kina og Rusland

Den aktuelle geopolitiske istid mellem Vesten på den ene side og Rusland og Kina på den anden gør det klart, at hvis truslen er stor nok, så vil USA i sidste ende gøre, hvad der passer dem i Grønland.

USA betragter Grønland som værende del af det amerikanske kontinent og som et område af kritisk betydning for USA’s nationale sikkerhed.

Derfor kommer USA aldrig til at acceptere, hvis et selvstændigt Grønland frit vælger andre strategiske alliancepartnere.

Hvis man ser en trussel mod USA, så bruger man sin tilstedeværelse i Grønland til at svare på den trussel. Hvis truslen er stor nok, så er det i sidste ende sekundært, hvad Danmark eller Grønland mener

Marc Jacobsen
Adjunkt ved Forsvarsakademiet med speciale i Arktis

Sådan fremstilles de geopolitiske realiteter i Grønland i bogen ‘Greenland in Arctic Security’, der netop er udkommet på University of Michigan Press. 

Marc Jacobsen, der er en af hovedforfatterne og ph.d. i international politik og adjunkt ved Forsvarsakademiet med speciale i Arktis, påpeger i bogen, at USA reelt ikke anerkendte Danmarks fulde suverænitet over Grønland i 1916 som en politisk del af handlen, da USA købte De Dansk Vestindiske Øer for 25 millioner dollars.

”Hvad der er værd at notere, er, at USA med denne erklæring ikke eksplicit anerkendte fuld dansk suverænitet over Grønland, men blot dets (Danmarks, red.) økonomiske og politiske interesser,” skriver Jacobsen i bogens meget udførlige kapitel om USA’s ageren i forhold til Grønland – et emne, der kom på den politiske dagsorden i Washington helt tilbage i 1832. 

Vil det sige, at USA reelt aldrig har anerkendt Danmarks ret til at bestemme, hvad der sker i Grønland?

”USA optræder i Grønland, i henhold til hvad man opfatter som USA’s nationale interesser. Hvis man ser en trussel mod USA, så bruger man sin tilstedeværelse i Grønland til at svare på den trussel. Hvis truslen er stor nok, så er det i sidste ende sekundært, hvad Danmark eller Grønland mener,” siger Jacobsen, der i øvrigt påpeger, at den grønlandske regering klogt tager bestik af dette forhold i landets strategi vedrørende udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og forsvarspolitik, som kom i midten af februar.

Global opvarmning og ny kold krig

‘Greenland in Arctic Security’ er skrevet af et hold af overvejende danske eksperter med indsigt i sikkerhedspolitik, Arktis og den arktiske regions betydning for verdens stormagter. Udover Marc Jacobsen er professor Ole Wæver fra Københavns Universitet og Ulrik Pram Gad, seniorforsker ved DIIS, hovedmændene bag bogen.

Den tager sit udgangspunkt i det meget konkrete klimamæssige tøbrud, der er accelereret over de senere årtier, og som æder Grønlands indlandsis, og i den nye kolde krig, som er indtrådt med Kinas og Ruslands stadigt mere fjendtlige ageren over for de to landes naboer og over for USA og Europa.

I den aktuelle politiske kontekst efter EU-topchefen Ursula von der Leyens og statsminister Mette Frederiksens besøg i Nuuk i midten af marts, står det klart, at det grønlandske hjemmestyre kan glæde sig over, at både USA og EU er stærkt interesserede i Grønland på grund af dets strategiske betydning over for Rusland og Kina og dets enorme potentiale inden for udvinding af kritiske råstoffer. 

Denne interesse betyder, at der i de kommende år vil flyde milliarder af kroner fra Washington og Bruxelles til opbygningen af militær og civil infrastruktur og af de energi- og mineindustrier, som kan danne det økonomiske fundament under en moderne grønlandsk velfærdsstat. Mens USA og EU har åbnet nye kontorer i Nuuk, står det til gengæld klart, at hverken Rusland eller Kina længere tilhører det gode selskab i Nuuk.  

Ifølge den nye bog har Danmarks regering på amerikansk opfordring modarbejdet Kinas interesser i Grønland. Det skete blandt andet i 2018, hvor den kinesiske byggekoncern China Communications Construction Company havde afgivet tilbud på at udvide lufthavnene i Nuuk og i Ilulisat. Det kinesiske selskab blev imidlertid overhalet af den daværende danske regering, som efter amerikanske advarsler pludselig fandt dansk finansiering til lufthavnsudvidelserne i Grønland.

Rusland, der så sent som i 2020 fik en honorær konsul i Nuuk, måtte i 2023 konstatere, at konsulen – den dansk-grønlandske forretningsmand Miki Jonas Brøns – ikke længere ønskede at repræsentere russiske interesser i Grønland. Og Rusland har tilsvarende oplevet, at Grønland i december 2022 ikke længere ville udveksle fiskekvoter med Rusland, sådan som man har gjort det siden 1992. Det skridt kom efter dansk og amerikansk pres.

USA’s militærbase over alt andet

Grønland er med andre ord for vigtig for USA til, at nogen flirt med Rusland og Kina kan udvikle sig.

Marc Jacobsen forklarer, hvordan den nuværende grønlandske regering har måttet rette ind efter Washington, der – med Danmark som mellemmand – igen og igen gør det klart, at USA’s base i landet har afgørende betydning for beskyttelsen af det amerikanske kontinent. 

 “Da Grønland fik sin nye regering i 2021 ledet af partiet IA (søsterparti til SF, red.), skrev de i deres regeringsgrundlag, at Grønland skulle afmilitariseres. Det var noget, der fik folk op af stolene, og så rettede regeringen det til, at Grønland ikke skulle militariseres yderligere. Og det hører vi ikke noget til i dag, fordi man i Grønland er bevidste om, at der kommer en øget militarisering,” siger Marc Jacobsen.

Han fortæller, at der er planer om at opgradere USA’s store base i det nordlige Grønland, som nu hedder Pituffik Space Base, og at Grønlands største lufthavn i Kangerlussuaq skal renoveres, så moderne jagerfly kan lande og lette på den. 

Marc Jacobsen er også forfatter til bogens interessante kapitel om USA’s historiske interesse for at sikre sig Grønland, der rækker helt tilbage til 1832.  

Det er i dette kapitel, at det konstateres, at USA aldrig reelt har accepteret Danmarks fulde suverænitet over Grønland, selvom dette har været krævet af danske regeringer flere gange. Første gang i forbindelse med salget af De Vestindiske Øer til USA i 1917. Men også i 1945 ved Anden Verdenskrigs afslutning, hvor Danmark – uden at blive adlydt – forsøgte at få USA til at fjerne sine militære installationer fra Grønland. Og senere overtrådte USA med hjælp fra H.C. Hansen dansk lovgivning fra 1957 om forbud mod atomvåben på dansk jord.

Betyder det, at USA aldrig eksplicit har anerkendt Danmarks suverænitet over Grønland?

”Man kan vel sige, at USA de facto anerkendte Danmarks suverænitet over Grønland med forsvarsaftalen af 1951,” siger Jacobsen.

Alligevel har Danmark hele vejen frem til i dag reelt fundet sig i, at USA har brugt Grønland, som det passede magthaverne i Washington. 

Men selvom Washington har det sidste ord i forhold til Grønlands sikkerhedspolitik, har Grønland reelt fået større udenrigspolitisk autonomi de senere år. Det er et forhold, der til en vis grad respekteres af regeringen i København. Dette fremgik senest ved Mette Frederiksens besøg i Nuuk, hvor hun var meget påpasselig med at give plads til den grønlandske landsstyreformand, Mute B. Egede. Den danske statsminister udviser stor forsigtighed, fordi Grønlands voksende betydning i verden også er et aktiv for den danske regering, der jo er ekstra interessant at tale med både i Washington og i Bruxelles, fordi Grønland er del af Rigsfællesskabet. 

Det store tøbrud 

Mens det reelt er USA, der afgør, at Grønland i sikkerhedspolitisk forstand aldrig vil kunne forlade USA’s interessesfære, har skiftende grønlandske regeringer i klimapolitisk forstand fastholdt, at man skulle betragtes som et uland, som i kraft af manglende industrialisering ikke har noget ansvar for den globale opvarmning, der er i færd med at forandre Grønland. 

Den globale opvarmning betyder, at Grønlands indlandsis er hele verdens dommedagsur. Jo mere isen svinder ind, jo større er risikoen for, at borgere i millionbyer og sårbare egne andre steder på kloden trues af oversvømmelser med deraf følgende farer for helbred og ejendom.

Denne situation skaber global opmærksomhed og nye økonomiske muligheder for Grønland. Dels betyder de vigende ismasser, at større dele af Grønlands mineraler bliver tilgængelige for minedrift, og dels betyder det varmere klima, at der i Sydgrønland bliver nye muligheder for fødevareproduktion.

Men der bliver samtidig større risici for naturkatastrofer som den over 90 meter høje tsunami, der i 2017 blev fremkaldt af et gigantisk fjeldskred, og som kostede fire mennesker livet.

Ifølge Javier Arnaut, der er leder af afdelingen for socialvidenskab og økonomi ved universitetet i Nuuk, har den aktuelle regering under ledelse af Mute B. Egede fra det venstreorienterede IA et stærkt fokus på, at de nye erhvervsmuligheder fremkaldt af klimaforandringerne og af den store interesse for Grønlands mange mineraler skal forvaltes på en politisk bæredygtig måde. 

“Selvom IA går ind for selvstændighed for Grønland, ved de godt, at landet ikke er klar til at blive det, fordi man ikke har økonomien og infrastrukturen til det. Derfor går de langsomt fremad,” siger Arnaut. 

I den grønlandske regering siger Naaja H. Nathanielsen, der er finansminister med ansvar for råstoffer, at hverken EU eller USA får nogen særbehandling, når det gælder adgangen til råstofferne. 

“Vi oplever, at EU og USA er meget opmærksomme på de mineraler, vi har. EU har eksempelvis kun ti procent af de mineraler, de har brug for. De skal derfor ud i verden og finde de resterende 90 procent, og de har aftaler med mange lande. Vi er land nummer 16, de har indgået aftale med. USA har forsyningsproblemer med de kritiske mineraler, så vi taler med EU og med USA,” fortæller Naaja H. Nathanielsen til den grønlandske avis Sermitsiaq.

Hun understreger samtidig, at Grønland ikke selv har mulighederne for at investere i den infrastruktur, som er nødvendig for, at man kan komme i gang med de mineprojekter, som der er gode muligheder for at gennemføre. 

Selvom Kina i mange henseender er ved at blive presset ud af Grønland, har Kinas største statsejede aktør inden for sjældne jordarter og mineraler, selskabet Shenghe, fortsat en stor aktiepost i det mineprojekt i Sydgrønland, som er en af den grønlandske regerings helt store hovedpiner. Projektets hovedaktør er det australske selskab Energy Transition Minerals, der i mange år har arbejdet på projektet ved Kvanefjeldet, som blandt andet går ud på at udvinde uran.

Men den siddende IA-regering forbød ved sin tiltrædelse i 2021 udvinding af uran, og nu har de australsk-kinesiske investorer rejst en erstatningssag med krav på 76 milliarder kroner for de spildte anstrengelser på Kvanefjeldet. Dette krav afvises fra dansk og grønlandsk side, og sagen skal nu afgøres ved en voldgift.

Hvordan den sag lander, vides ikke. Men det er givet, at Grønlands fremtid byder på mere minedrift, flere jobs og mere industrialisering, i takt med at klimaforandringerne og den fortsatte militarisering forandrer landet. Den udvikling vil der blive set med velvilje på i Washington, København og Bruxelles, hvis grønlænderne holder op med at flirte med magthaverne i Moskva og Beijing.