For nylig foreslog De Konservative i fuld alvor, at man burde forbyde adgang til internettet til eksaminer på danske uddannelsesinstitutioner. Baggrunden for forslaget er, at flere og flere unge snyder til eksamen. Men alligevel – forbyde internetadgang? Hvorfor ikke i stedet gentænke udprøvningen af elever efter nutidens målestok?

Forslaget stod i diametral modsætning til min oplevelse i sommer, hvor jeg var på et ugelangt kursus på Singularity University i Californien. Her fik jeg for alvor testet min forestillingsevne i forhold til, hvor langt forskere og virksomheder er kommet i forsøget på – gennem bits og bytes – at udvikle den menneskelige race og livet her på jorden, for ikke at tale om udenfor, i rummet. Udviklingen inden for sociale medier, virtual reality, førerløse biler, robot- og nanoteknologi er efterhånden yesterday’s news i forhold til de landvindinger, der er gang i på det digitale område.

F.eks. var det imponerende – og også lidt skræmmende – at høre om, hvordan det amerikanske firma Deep Space Industries er i gang med at drive minedrift på de asteroider, der passerer tæt forbi jorden, og hvordan den digitale udvikling har gjort det muligt at producere meget af det udstyr, der skal bruges til rum-minedrift, on site i rummet ved hjælp af 3D-print.

At drive minedrift på asteroider er endnu et skridt mod ambitionen om, at vi mennesker en dag kan flytte et andet sted hen, når jordens ressourcer er opbrugt. Det vilde er ikke, at mennesker kan få sådan en tanke. Fri forestillingsevne har altid været blandt homo sapiens’ fremmeste overlevelsesegenskaber, og det er ikke uden grund, at mange af de ideer, som gennem tiden er blevet til virkelighed, er født i diverse science fiction-forfatteres hjerner. Nej, det vilde er, at den amerikanske rum-minevirksomhed allerede har undersøgt asteroider for brugbare mineraler.

Også på andre områder var besøget på Singularity University en øjenåbner. Jeg mødte den efterhånden legendariske Ray Kurzweil, der har gjort sig bemærket ved bl.a. at have opfundet den teknologi, der gør det muligt for computere at forstå tale. Desuden er han forfatter til bogen ”The Age of Spiritual Machines”. Kurzweil er helt klar i spyttet og forudser, at vi inden for de næste 15 år vil se mennesker, der har computere i hjernen og således har fuld adgang til al data på nettet. Ikke længere noget med at hive smartphonen frem for at spørge Wikipedia, for Wikipedia er lagret i hjernen!

Ray Kurzweil mener ikke, at det er en stor hurdle for menneskeheden at acceptere at få en lille computer ind i kroppen, for vi er allerede i gang. Pacemakere og implantater, der skaber hørelse hos døve, er kendt og accepteret, så hvorfor ikke kunstig intelligens, spørger han.

Mit besøg på Singularity gjorde det klart for mig, at virkeligheden næsten overgår fantasien, uden at vi ænser det i dagligdagen.

For uddannelsesområdet betyder digitaliseringen blandt andet, at vi må til at tænke uddannelse på en helt ny måde i forhold til i dag. Det sker allerede i stor stil i USA, hvor man de senere år er nået langt med platformsbaserede, digitale læringssystemer, som vender undervisningen på hovedet, og som forsøger at bruge både de unges digitale kompetencer og de muligheder, som digitale og interaktive platforme giver. Men ikke i Danmark. Her oplever jeg en mærkelig – nærmest Don Quixote’sk – tendens til at gå imod den digitale udvikling. Lad os forbyde internettet til eksaminer!

Jeg kunne også nævne den seneste beskæring af taxameteret til virtuel undervisning. Eller den – diplomatisk sagt – meget forsigtige fagbekendtgørelse inden for faget informationsteknologi. Eller det faktum, at kun 10 pct. af undervisningen i gymnasiet må være virtuel, selv om det pædagogisk set vil være langt mere effektivt med mere individualiseret, virtuel undervisning.

Mon dampmaskinen, samlebåndet eller den første flyvemaskine nogensinde var blevet opfundet, hvis Henry Ford, brødrene Wright eller James Watt var blevet underlagt de mange benspænd, som vi oplever mod den digitale udvikling på uddannelsesområdet?

Og det er faktisk paradoksalt. For Danmark kan bryste sig af at være blandt verdens mest it-udviklede lande. Og i hverdagen er vi danskere, herunder de fleste politikere, hurtigere på Facebook-tasterne end Usain Bolt er på 100 meter. Så hvor bliver modet, nysgerrigheden og lysten til at gribe de digitale muligheder af? Danmark har brug for vilde digitale ambitioner. Vi skylder de unge og os selv, at vi alle stempler ind i den digitale virkelighed.