Kometen Søvndal

SF-formanden Villy Søvndal er overalt. Han spiser middag med andre kendisser på tv, opfordrer statsministeren til at udskrive valg fra dagspressens forsider og indtager rollen som oppositionens trækplaster i meningsmålinger, der længe kun er gået en vej: Op!

Siden han i februar 2008 bad Hizb-ut-Tahrir “søge andre græsgange”, har han i stigende grad fremstået som manden, der kan sikre oppositionen sejren ved næste valg.

Og dog. I flere meningsmålinger er pilen nu begyndt at pege nedad, og kritikere i SFs bagland piller langsomt glansen af formanden.

Spørgsmålet er, om Søvndal blot er seneste eksempel på den tendens i dansk politik, man passende kunne døbe “komet-politik” – et politisk drama i tre forudsigelige akter.

I første akt vinder en frontfigur i et mindre parti pludselig voldsom popularitet pga. en provokerende og  uventet handling. I anden akt bliver det svært retorisk at overvinde forskellene i den brede vælgergruppes holdninger. Tilbagegangen er en realitet. I tredje akt brænder kometen ud. Vedkommendes parti ender i alvorlig identitetskrise.

Mønsteret bør være letgenkendeligt for enhver – ikke mindst Naser Khader og Marianne Jelved.

Førstnævnte vendte op og ned på dansk politik i det første turbulente halvår  af 2007 med stiftelsen af Ny Alliance. En enkelt meningsmåling lige efter stiftelsen gav partiet 29 mandater. Men efter en valgkamp, hvor alliancen havde svært ved at finde ud af, om den var liberal eller bare ny, blev resultatet de mere beskedne fem mandater. Kometen Khader brændte hurtigt ud.

Marianne Jelved nåede at omsætte sin kometstatus til et kanonvalg for De Radikale i 2005, og meningsmålingerne gik fortsat op, indtil hun fremsatte ønsket om at blive sit partis statsministerkandidat i april 2006.  Året efter var partiets fremgang sat  over styr. Forkvinden var brændt ud.

Villy Søvndal kan endnu undgå at blive den tredje politiske komet, der rammer jorden i forsøget på at udfordre den stærke VKO-alliance, men det kræver, at han gør op med rollen som reality-tv-stjerne og manifesterer sig som en politiker med en troværdig dagsorden.