Kommune søger partner

Jens Reiermann
[graph title="Jørgen Andersen" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/5b315-jorgen_andersen.JPG" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/5558d-jorgen_andersen.JPG" text="· Født i 1957"] [/graph]

Hvis man vil tælle alle landets privat ejede og drevne plejecentre, behøver man kun at bruge fingrene. Trods flere års intens interesse for partnerskaber mellem kommuner og private virksomheder om levering af pleje til ældre borgere, er det mest blevet ved snakken. For nogle kommuner er tanken om at overdrage kerneopgaver på velfærdsområdet et meget stort skridt ud i en uvis situation.

Men i Syddjurs Kommune har Forenede Care siden januar 2012 stået for både drift og udvidelse af det største plejecenter, Søhusparken, som ligger lidt nord for Ebeltoft. 

Det er sket med opbakning fra et næsten enigt byråd, på tværs af de traditionelle blå og røde skillelinjer og, overraskende nok, under ledelse af en af landets få SF-borgmestre, Kirstine Bille.

“Man kan godt sige, at det her er utraditionelt for en SF’er, men jeg ser på vores service ud fra borgernes synsvinkel. Hvis jeg som borgmester kan give borgerne en bedre service, så har jeg ingen hellige køer i diskussionen om, hvem der skal levere den,” siger hun.

Direktør for ældre, sundhedsfremme samt social- og beskæftigelsesområdet Jørgen Andersen har haft en nøgleposition i forløbet, der begyndte i forbindelse med forhandlingerne om budgettet for 2011.

”Vi satte gang i det, vi først troede skulle være en udlicitering. Men det udviklede sig til også at være et partnerskab. Jeg tror, den udvikling har været med til at fremme enigheden i byrådet, så udliciteringen ikke blev en kampplads,” siger Jørgen Andersen.

Han betragter sin egen rolle i processen som ”ham, der skulle gøre det muligt”: Skabe rammerne og den politiske forståelse for, at udlicitering også kan være et partnerskab. 

Selv om Jørgen Andersen understreger, at der ”reelt er tale om en udlicitering”, har forløbet været utraditionelt. Kommunen har inviteret private virksomheder til i fællesskab at udvikle tilbuddene til ældre medborgere i samarbejde mellem de kommunalt drevne plejecentre og det private. Se også tekstboks.

Partner søges

Formålet med at udbyde plejecentret Søhusparken er at få en professionel samarbejdspartner, der kan levere en høj kvalitet og effektivitet, og som i samarbejde med kommunen kan udbygge og udvikle plejen og omsorgen inden for rammerne af partnerskabet.

Det er et særskilt mål for kommunen at få en samarbejdspartner, der sammen med kommunen kan skabe en udviklingsorienteret partnerskabsmodel. 

Kommunen ønsker, at prioritere et samarbejde, der er baseret på tillid og konstruktiv dialog. Konkret er det kommunens mål, at partnerskabet skal føre til udvikling, effektivisering, læring og tværgående videndeling.

Kilde: Syddjurs Kommune – Udbudsmateriale, Udbud af Plejecenter Søhusparken. 

 

Og endemålet er ikke privat drift af alle plejecentrene. ”Hvis vores partner går konkurs, skal vi som kommune kunne overtage driften. Det kan vi ikke uden videre gøre, hvis private står for drift af alle centre,” siger Jørgen Andersen.

Fra udbud til dialog

Partnerskabet er kommet i stand efter inspiration fra kommunens samarbejde med private virksomheder på beskæftigelsesområdet. 

Netop det at overføre erfaringer fra en del af den kommunale administration til en anden er en af Jørgen Andersens hjertesager.

”Vi skal omplante erfaringer fra ét område til et andet, men også nytolke erfaringerne. Ideen til partnerskabet om plejecentret hentede vi fra beskæftigelsesområdet, hvor vi i mange år har samarbejdet med private. Det har givet os inspiration til effektivisering og udvikling af vores egen administration,” siger Jørgen Andersen.

Tanken om partnerskabet begyndte allerede under forberedelsen af selve udbudsmaterialet, hvor kommunen fra starten ville undgå et traditionelt udbud med detaljerede specifikationer i mange A4-bind.

”Beslutningen var, at vores udgifter til administration ikke måtte stige som følge af udbuddet. Det nytter jo ikke, at vi tjener nogle penge på at udlicitere og bagefter bruger dem på at kontrollere, om vores partner også lever op til alle mulige specifikationer. Vi hænger os ikke i detaljerne, men ser på, om tingene lykkes,” siger Jørgen Andersen.

Og netop den tilgang er unik, fremhæver Jørgen Andersens partner i Forenede Care, administrerende direktør Thomas Nistrup.

”Mange offentlige ledere arbejder med en nulfejls-kultur, hvor det er lettere at blive straffet end at blive løftet. Det har Jørgen Andersen sat sig ud over. I udbudsmaterialet har kommunen netop bedt os om ikke at levere en kopi af den måde, de selv drev plejecentre på, men lagt op til, at vi skaber noget sammen. Det er modigt gjort,” siger han.

Bæredygtigt partnerskab

Selve udbudsmaterialet er udformet efter en række samtaler med mulige leverandører om, hvad kommunen forventede og ønskede sig af det kommende partnerskab, og hvilke løsninger leverandørerne kunne tilbyde.

Efter godt et års samarbejde drejer det sig stadig om at få etableret udviklingssamarbejde mellem kommune og virksomhed – på alle niveauer. 

”Jeg havde troet, at det ville være nemmere, men det tager tid, når to organisationer skal fungere sammen. Det er en kompliceret proces, fordi vi ikke kender hinanden ret godt på forhånd,” siger Jørgen Andersen. 

Spørgsmålet er så, om han er tilfreds med sit partnerskab?

”Ja. Når vi ser på, hvor meget det ville koste os selv at drive Søhusparken, så er det nogenlunde den samme økonomi, nu hvor Forenede Care står for driften. Så nej, der er ikke den store nettogevinst for os. Men det var heller ikke kun det, der var tanken. Det handler også meget om at blive klogere i fællesskab,” siger han.

Lakmusprøve på partnerskaber 

Den tilgang er modig, mener Thomas Nistrup: ”Det bliver nemmere for kommunen at finde den rigtige samarbejdspartner gennem dialogerne. Men mange kommuner frygter dialogfaserne, fordi der bagefter kan komme et retligt efterspil, hvis nogle deltagere ikke føler, de er blevet behandlet lige. Men Jørgen Andersen har haft stor lyst til at forandre, han har haft visionerne, og han har haft modet til at realisere dem,” siger han.

For ham skal samarbejdet vise, hvordan hans virksomhed og kommunen kan lære noget af hinanden. 

”Jeg tror den løbende dialog med kommunen betyder, at vi har ekstra fokus på, hvad vi gør, og derfor er skarpere,” siger han.

Forenede Care er en dansk virksomhed, men paradoksalt nok udgør driften af plejecentre i Sverige langt den største del af forretningen. Nu håber Thomas Nistrup, at samarbejdet om Søhusparken kan skubbe til udviklingen i Danmark.

”Vi skal kunne vise, at vi gør det ordentligt. Men så tror jeg også, at der er en åbning på vej. Kommunerne har udliciteret mange af deres ’hårde’ opgaver, og nu er de også langsomt ved at vænne sig til at udlicitere driften af plejeopgaver,” siger han.

Tre anbefalinger

Jørgen Andersen har tre råd til andre, der ønsker at etablere partnerskaber med en privat virksomhed:

  1. Anvend viden og inspiration fra andre fagområder i kommunen.
  2. Lyt til aktørerne i dialogfasen, og brug dem som hjælpere til at finde ud af, hvad der er vigtigst.
  3. Vær bevidst om, at kriterier fører til det ønskede resultat, og at de er bæredygtige, så både partner og kommune får en gevinst.
 

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu