Hovedparten af Danmarks 14 største konglomerater vil snart blive tvunget til at koncentrere sig om ét forretningsområde eller blive opkøbt, som det nu sker for Superfos. Tilsammen har de en omsætning på godt 200 milliarder kr. Men bortset fra A. P. Møller og VT Holding er de alle hårdt pressede af dårlig indtjening, massive kursfald eller begge dele. “Det betydelige pres fra aktiemarkedet vil gøre det meget vanskeligt at overleve som et konglomerat i gammeldags forstand,” siger analysechef i Aros Carl Jensen. Investorerne kræver, at de virksomheder, de invester i, koncentrerer sig om deres kerneforretninger. Mange investorer kræver rabat eller går helt uden om “rodebutikkerne”, som de virksomheder kaldes, der beskæftiger sig med for mange forretningsområder.