Produktivitetskommissionen har afleveret 123 anbefalinger til højere produktivitet. Men der mangler nummer 124: Den, der handler om ”MM-faktoren”. Det vil sige den menneskelige motivationsfaktor. Retfærdigvis skal tilføjes, at den er kort inkluderet i en omtale af kravet til ledelse og motivation af offentlige medarbejdere og har fået tildelt otte anbefalinger, der primært fokuserer på kendte initiativer som uddannelse og præstationsfremmende lønsystemer. Men de private virksomheders motivationsfaktorer er sorteret helt fra. Ifølge kommissionens formand, Peter Birch Sørensen, er det ikke kommissionens opgave at blande sig i innovationen på arbejdspladserne – og slet ikke i det private erhvervsliv.

[quote align="right" author=""]Det kunne være interessant og nytænkende, hvis regeringen for en gangs skyld lyttede til andre end finansministeriets og universitetsverdenens makroøkonomer og tog f.eks. arbejdsmiljøforskerne og tilsvarende eksperter på ordet og bad dem udarbejde en alternativ vækstplan.[/quote]

Men dermed giver rapporterne ikke et fyldestgørende billede af de danske produktivitetsproblemer, ej heller af mulighederne for at løse dem. Meget tyder på, at det er ude på arbejdspladserne og i relationerne mellem ledere og medarbejdere, at barriererne findes og de store gevinster kan høstes. Potentialet dokumenteres bl.a. af et forskningsprojekt i Nykredit. Det viser, hvordan ledelsens evne til at skabe motivation og trivsel kan øge rentabiliteten med intet mindre end 35 pct.  Eksplosionen i rentabilitet blev udløst af et opgør med stram styring af de enkelte medarbejdere og et udbredt kontroltyranni.

Den problemstilling kan fire danske arbejdsmiljøforskere nikke stærkt genkendende til. De går i dagens ugebrev stærkt i rette med Produktivitetskommissionens ensidige fokus på makroøkonomiske dimensioner. De efterlyser langt større vægt på de menneskelige faktorer ud fra den opfattelse, at det netop er de menneskelige motivationsfaktorer og samspillet mellem ledere og medarbejdere, der er krumtappen i udviklingen af konkurrenceevnen. De henviser samtidig til analyser, der viser, at vi her er ved at miste en mangeårig førerposition. Undersøgelserne viser, at danske medarbejdere generelt bliver mindre motiverede og finder deres arbejde mindre meningsfyldt end tidligere. Det opfatter forskerne som et alvorligt faresignal. Årsagen tilskrives bl.a. mere kontrol og mere topstyring. Læs artiklen på side 6.

Advarslerne er værd at lytte til og rejser spørgsmålet, om makroøkonomerne har for mange blinde vinkler i deres forståelse af samfundsudviklingen – hvad der henholdsvist hæmmer og fremmer den. Med al respekt for Produktivitetskommissionens store indsats er såvel delrapporter som slutrapporten gennemsyret af rationelle økonomiske overvejelser og anbefalinger. Mennesket er – forenklet udtrykt – en brik, der kan flyttes med, og som motiveres til givne handlinger ud fra givne incitamenter.

Hvis det rationelle menneske overhovedet har levet, eksisterer det i hvert fald ikke mere – kun i de økonomiske modeller. Derfor er det på tide, at erfaringerne fra Nykredit indtænkes i de nationale vækst- og konkurrencestrategier.

Danmark har traditionelt scoret højt på alle ranglister over relationerne på arbejdsmarked og arbejdspladser. Vi har været gode til at forrente den sociale kapital. Det har været en del af hemmeligheden bag en stærk dansk konkurrencekraft. Nu stiller fremtrædende arbejdsmiljøforskere spørgsmålstegn ved holdbarheden af den hypotese og opfordrer til en national indsats for at genskabe og styrke denne spidskompetence. 

De henviser bl.a. til initiativer i de øvrige nordiske lande, som alle går ud på at sikre en bedre forrentning af den sociale kapital. I Finland har man f.eks. formuleret en ambition om at have Europas bedste arbejdsliv i 2020, og regeringen har afsat 1,3 milliarder kr. til at løfte opgaven.  Fællesnævneren i de nordiske initiativer er bl.a. et utraditionelt samspil mellem virksomheder og institutioner. Men vi behøver ikke at rejse til udlandet for at hente inspiration. Mandag Morgen kunne i sidste uge kortlægge ”Danmarks hemmelige væxtfaktor” ud fra en analyse af, hvordan regionale vækstcentre har skabt ny udvikling igennem etablering af tværgående netværk og udnyttelsen af kulturelle egenskaber. Værdien af den form for ”vækstpakker” er svær at beregne med de traditionelle makroøkonomiske modeller, fordi den dybest set handler om udefinerbare størrelser som lederskab, iværksætterkraft og innovationsevne.

I dette nummer af Mandag Morgen kan tilføjes et eksempel fra Danmarks største offentlige arbejdsplads, Københavns Kommune, der lancerer en omfattende ledelsesreform. Den gør op med årtiers regelstyring til fordel for en tillidsstrategi, der skal sikre de enkelte medarbejdere og ledere større ansvar og mere frirum – stort set efter den opskrift, som de fire arbejdsmiljøforskere i dag efterlyser.

Om kort tid barsler regeringen med den vækstpakke, der bl.a. skal forholde sig til nogle af Produktivitetskommissionens mange anbefalinger. Her kan vi forvente, at der bliver sat lighedstegn mellem vækst og færre omkostninger, lettelse af administrative byrder etc. Det vil sige gamle kendinge. Derefter kan vi forudse en længere forudsigelig og ørkesløs drøftelse af, om vækstpakken er stærk nok, social nok, grøn nok etc. – alt sammen inden for rammerne af en håndfuld milliarder kr. Det lever til fulde op til Albert Einsteins definition på tåbelighed, nemlig at gentage det samme gang på gang og forvente et anderledes resultat.

Til gengæld kunne det være interessant og nytænkende, hvis regeringen for en gangs skyld lyttede til andre end finansministeriets og universitetsverdenens makroøkonomer og tog f.eks. arbejdsmiljøforskerne og tilsvarende eksperter på ordet og bad dem udarbejde en alternativ vækstplan. Gruppen kunne omfatte et bredt spektrum af kompetencer inden for ledelses- og medarbejderudvikling og inkludere såvel danske som udenlandske nøglepersoner. Bl.a. har en af verdens mest fremtrædende ledelsesguruer, professor Michael Porter fra Harvard Business School, udviklet et såkaldt Social Progress Index, der kortlægger betydningen af den sociale kapital. Det sker ud fra den erkendelse, at det kendte bruttonationalprodukt ikke giver et dækkende billede af en nations økonomiske formåen. Danmark kan her glæde sig over at indtage en 9.-plads blandt 132 nationer, men – tankevækkende nok – ligger vi dårligst i Norden.

Michael Porter kunne således være et oplagt medlem af gruppen, der inden for et år skulle fremlægge en plan for, hvordan Danmark som nation kunne præstere ny vækst på udvalgte parametre igennem en bedre udnyttelse og udvikling af den sociale kapital. Ambitionen burde være, at vi både skulle toppe listen på Social Progress Index og World Economic Forums rating af verdens mest konkurrencedygtige nationer – ud fra erkendelsen af, at de er hinandens forudsætninger.

Økonomerne har deres berettigelse, men den verden, vi står over for, og de vilkår, vi skal konkurrere under, kræver flere og bredere kompetencer end de makroøkonomiske. Vi må erkende, at deres forståelse for den sociale kapitals rammebetingelser er for spinkel og sparsom. En nations konkurrenceevne er for alvorlig og kompliceret en sag til udelukkende at blive fortolket og beskrevet af økonomer.