De Konservatives leder, Lars Barfoed, glæder sig sikkert over meningsmålingerne i disse dage. Efter lang tids ørkenvandring er hans parti kommet op over 5 pct. Barfoeds enegang i skoleforhandlingerne, hans modstand mod både heldagsskole og obligatorisk lektiehjælp, ser ud til at have haft en folkelig klangbund.

Men glæden kan blive kortvarig. Han har undervejs slået skår i det tætte samarbejde med Venstre, og samtidig har han indtaget en position i skoledebatten, som strider imod meget af det, som De Konservative har sagt gennem årene. Lektier, flid og hårdt arbejde er gode konservative dyder, som Barfoed undsagde i sin forvirrede enegang – måske drevet af en misforstået kappestrid med Liberal Alliance.

I forrige uge kunne børne- og undervisningsminister Christine Antorini indgå et forlig med Venstre og Dansk Folkeparti om en meget bedre folkeskole, hvor skoledagen kunne løftes helt op på 35 timer i de ældste klasser, og hvor eleverne kunne få engelsk fra 1. klasse, flere idrætstimer og obligatorisk lektiehjælp på skolerne. 

Men da man var bundet af tidligere skoleaftaler med K, måtte parterne samtidig sige, at lektiehjælpen først kunne indføres efter næste valg. Forliget udstillede De Konservatives stædighed, og den parlamentariske tradition med at respektere indgåede forlig så ud til at betyde, at landets 500.000 skolebørn måtte vente yderligere to år på at få løftet timetallet og få lektiehjælp. 

Heldigvis er det ikke helt gået sådan. 

I torsdags, på folkemødet på Bornholm, fik forligsparterne alligevel overtalt De Konservative til at gå med i skoleforliget. Den gode nyhed er, at skolereformen kan gøres til virkelighed allerede fra næste skoleår. Børnene skal have flere timer end i dag, de vil få engelsk fra første klasse og få mere motion og bevægelse i form af flere idrætstimer. 

Den dårlige nyhed er, at de svageste elever i skolerne ikke får den obligatoriske lektiehjælp, som der lå i det oprindelige forlig. Det har De Konservative fået vandet ud. Skolerne får pligt til at tilbyde lektiehjælp, men eleverne får frihed til at sige nej. Og sandsynligheden taler for, at netop de elever, der har mest brug for det, vil benytte sig af den mulighed. Dermed kan mønstret fra de sidste mange år fortsætte: Elever fra bogligt svage hjem får ingen lektiehjælp på hjemmefronten, sakker bagud i undervisningen og forlader for uhyggeligt manges vedkommende skolen uden at have lært at læse og skrive. 

En social katastrofe

De danske folkeskoler producerer langt flere tabere end andre landes. Indvandrerbørn klarer sig markant dårligere end i andre lande, og 15-17 pct. af folkeskolens elever går ud af niende klasse uden basale kompetencer til at læse, skrive og regne. 

Det er en social katastrofe, som de obligatoriske lektiecaféer kunne have gjort noget ved. Der skal naturligvis gøres mange andre ting for at løfte kvaliteten af den daglige undervisning, men obligatorisk lektiehjælp var et godt og effektivt redskab til at kickstarte opgøret med den sociale taberproduktion. 

Regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti forbeholder sig stadig ret til, i reformens trin to, at indføre den obligatoriske lektiehjælp efter næste folketingsvalg, men De Konservative har fået udsat den del af reformen i de første par år.

Den konservative ”frihedskamp” betyder, at børnene kan vende ryggen til skolens lektiecaféer, så de kan komme hjem og gå tur med hunden, zappe foran tv-skærmen, spille computerspil eller passe deres fritidsarbejde. 

I stedet for at skabe en vinderkultur, hvor hårdt arbejde og flid i skolerne fremhæves som noget, der er værd at efterstræbe, har Barfoed allieret sig med dem, som ønsker, at der ikke bliver stillet for høje krav. 

Det vil han sikkert benægte eller tale uden om, men han kan da i det mindste glæde sig over, at formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen – efter en lang og udmarvende kamp med de konservatives kommunale chefforhandler, Michael Ziegler – nu roser De Konservative for at have forhindret den obligatoriske lektiehjælp og sikret børnene en to timer kortere skoledag. Det er skæbnens ironi, at Lars Barfoed nu står som Anders Bondos tro væbner – eller er det omvendt? – mens der undervejs er slået nye skår i samarbejdet med oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen.

Borgerlig splittelse

Lars Barfoed har vundet en pyrrhussejr, der frem for alt udstiller hans opportunisme og mangel på langsigtet strategisk overblik. Hvis effekten af den kortvarige fremgang i meningsmålingerne forsvinder, og De Konservative igen begynder at dykke ned nær spærregrænsen, kan han være forvisset om, at risikoen for knive i ryggen stiger i det plagede parti. Han er ikke manden, der kan lede folket ud af ørkenen. 

Regeringen har fået en gylden chance for at udstille splittelsen i den borgerlige lejr, og den er blevet udnyttet med kirurgisk præcision. Samtidig har den fået en lejlighed til at præsentere sig som en regering, der samarbejder bredt i Folketinget, både til højre og til venstre. De Radikale elsker det samarbejdende folkestyre, og mon ikke også mange vælgere i tidens fylde gør det? 

Samtidig bliver det sværere og sværere for vælgerne at vide sig sikre på, at Lars Løkke Rasmussen også efter næste valg vil kunne levere, hvad han lover. Det nytter ikke, at der er så mange divergerende holdninger – eller standpunkter – mellem Venstre og De Konservative, for hvad er det regeringsduelige alternativ så?  De seneste uklare udmeldinger med Lars Løkke og Venstres zigzag-kurs i sagen om brugerbetaling på universiteterne er vidnesbyrd om, at der for tiden er en mangel på lederskab i oppositionens lejr.

Magten kan være meget nedslidende, men lang tid uden en regeringsmagt, man har vænnet sig til, kan også være ganske nedslidende for oppositionspartier, der føler sig berettigede til at besidde den. I Schlüter-årene – og i de første år af Fogh-æraen – var det Socialdemokraternes store forbandelse, at de ikke kunne enes og holde sammen på lederskabet, fordi de forivrede sig og havde for travlt med at genvinde den regeringsmagt, som de troede, at de havde førstefødselsretten til. 

Hovmod og umættelige ambitioner kan i nogle sammenhænge drive folk til vanvid eller få dem til at tage forhastede beslutninger. Lars Løkke, der har badet sig i tårnhøje meningsmålinger efter et valg, som han følte, at han vandt, har i flere situationer vist, at netop hovmodet er et af hans svage punkter. Har han ikke rådgivere, der kan hjælpe ham til at dosere sine interventioner, udmeldinger og beslutninger rigtigt, vil regeringen forsøge at udstille denne svaghed. 

På samme måde kan udsigten til det totale nederlag – i Barfoeds tilfælde spærregrænsen – få ledere til at gå i panik og miste den fornødne strategiske kølighed, der er forudsætningen for igen at få stabil fremgang og nå store resultater. Den store asymmetri i meningsmålingerne mellem Lars Løkkes himmelflugt og det sorte hul, som Lars Barfoed længe har stirret ned i – eller op fra – er stadig en kilde til nye ubalancer og konflikter i den borgerlige lejr. Barfoed har med sit skolestunt mindsket forskellen en anelse, men der er stadig lang tid til næste valg.