Tikkende bombe under danske virksomheder:
Tilstedeværelse i Rusland kræver bestikkelse
Omfanget langt større end food-for-oil-skandalen
Danske virksomheder i Rusland risikerer korruptionssager i et omfang, der får Irakskandalerne til at blegne. Agentsystemet - kernen i food-for-oil-sagerne - lever i bedste velgående på det russiske marked. Det viser Ugebrevets kortlægning af den voksende korruption i Rusland. Bliver lektien fra Irak, at internationale virksomheder skal stilles til ansvar for de lokale agenters metoder, er det en bombe under danske virksomheder på det russiske marked. “Hvis udenlandske virksomheder skal gøres ansvarlige for, at den lokale agent i Rusland benytter sig af bestikkelse, kan de lige så godt trække sig ud af markedet, ” siger næstformand i foreningen af europæiske virksomheder i Rusland, AEB, Aage V. Nielsen. Flere danske virksomheder erklærer anonymt over for Ugebrevet, at de kun kan holde korruptionen fra livet ved bevidst at overlade de problematiske forretningsgange til lokale agenter.