Stimulus EU-landenes redningspakker er mere Keynes end klima Kortlægning: Kun én pct. er øremærket til grønne investeringer Europas økonomiske redningspakker er nærmest klinisk rensede for grønne fingeraftryk. Ud af 90 milliarder euro i de 13 største EU-landes redningspakker er der kun øremærket 1, 2 milliarder euro til klimaforbedringer. Det viser beregninger, som Mandag Morgen har foretaget på baggrund af en ny omfattende analyse fra den anerkendte europæiske tænketank, Bruegel. Selvom regeringerne har markedsført deres krisepakker som grønne, så viser Mandag Morgens analyse, at hele 99 pct. af bevillingerne er traditionel krisepolitik med skattelettelser, beskæftigelsesinitiativer og støtte til kriseramte brancher som bilindustrien. “Billedet er det samme overalt. Redningspakkerne er indrettet på, at vi skal have vores gamle liv tilbage, ” siger Staffan Laestadius, professor ved Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm. Indholdet i EU-landenes krisepakker ligger milevidt fra det, den europæiske cleantech-industri havde håbet på. Dermed dermed bliver det sværere at sikre en omlægning til en ny klimavenlig økonomi. Den radikale klimaordfører, Margrethe Vestager, opfordrer nu statsminister Anders Fogh Rasmussen til at tage spørgsmålet op, når EUs stats- og regeringschefer mødes til økonomitopmøde i næste måned.