Sponsorering
Nyt udspil fra Brian Mikkelsen:
Kulturinstitutioner skal tvinges i armene på erhvervslivet
Bekymring for uafhængigheden
Statens kulturinstitutioner skal tvinges til at samarbejde med private firmaer. Det mener kulturminister Brian Mikkelsen, som lægger op til flere sponsorerede udstillinger og forestillinger, hvor pengemænd og kunstnere arbejder sammen som ligeværdige partnere. Kulturens ledere har hidtil været for “jomfrunalske” og “bange for kommercielle midler”, siger Brian Mikkelsen til Ugebrevet. Alle 43 statslige kulturinstitutioner, herunder Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Bibliotek og Filmskolen, vil nu blive bedt om at formulere mål for samarbejdet med virksomhederne. De nye succeskriterier skal nedfældes i de resultatkontrakter, statsinstitutioner styres efter. Udspillet får en blandet modtagelse i de berørte institutioner. Direktør Allis Helleland fra Statens Museum for Kunst er enig i, at kulturfolket skal “hoppe ned fra piedestalerne”. Andre er bekymrede for, om institutionerne kan bevare deres uafhængighed under de nye krav om fundraisingog sponsorship. “Kulturministeren gør sig urealistiske forestillinger, ” siger Det Kongelige Biblioteks direktør, Erland Kolding Nielsen.