Kuraterede kulturskatte, burkinsk byggeri og oversete begavelser

Set

Returnering af en fjerkappe til Brasilien og tilsvarende sager giver anledning til at tænke over den kulturelle og samfundsmæssige betydning af at kende hinandens kulturer; at blive inspireret, klogere og lære af historien og andre kulturer og derigennem styrke den gensidige respekt og forståelse. København er heldigvis stadig fuld af fantastiske og utroligt smukke kulturgenstande fra hele verden. Davids Samling er overdådig i viden, kvalitet og skønhed. Men netop denne overdådighed kan – ligesom på Nationalmuseet – godt virke ganske uoverskuelig og for de indviede. Derfor er det vigtigt, at institutionerne husker at kuratere og skabe særudstillinger med færre genstande og et skarpere fokus, end samlingerne i sig selv kan præstere. Glyptoteket og Copenhagen Contemporary har netop nu et samarbejde omkring udstillingen ’curtain call’ med den iranske kunstner Abbas Akhavan, som sætter kulturudvekslingen i perspektiv. Begge kan klart anbefales.

Hørt

Når det handler om at lytte og få ny viden, så har vi som danskere en lidt kedelig tendens til at betragte kultur- og vidensudveksling som en envejskommunikation, hvor andre skal lære af os – og ikke så meget omvendt. Det gælder også inden for den bæredygtige dagsorden, hvor der i høj grad er brug for en kulturforandring, der skaber bedre balance mellem vores æstetiske idealer og jordens ressourcer. Vi skal værne om de ressourcer, som allerede er sat i kredsløb, og vi skal i højere grad værdsætte lokale og genanvendelige materialer. Denne sommer besøgte arkitekten Francis Kéré København i forbindelse med vores verdenskongres for arkitekter. Kéré arbejder blandt andet med udvikling af boliger i lokale materialer i Burkina Faso med en vision og tilgang, som vi med vores vestlige selvforståelse kan hente masser af viden og inspiration fra. Lyt til Kéré i samtale med Minik Rosing og modereret af Connie Hedegaard ved at finde ’Rethinking Resources – How To Do More With Less’ på YouTube.

Læst

Vi kan stadig lære rigtig meget af vores egen historie og kulturelle udvikling og huske den træge udvikling, vi selv har gennemgået, når vi bedømmer andre kulturer. Hvordan vi gennem historien har overset og ignoreret enestående talenter inden for både kultur, kunst og videnskab, bliver heldigvis i disse år afdækket af talrige udstillinger og bøger. Denne sommer læste jeg ’Den inderste kerne’ af Lotte Kaa Andersen om den danske forsker og seismolog Inge Lehmann. Det er ikke ret længe siden, at vi i Danmark havde et patriarkalsk kvindesyn, som gjorde det til en vanvittig kamp for en kvinde at gøre videnskabelig karriere. Vi møder Inge Lehmann som ung, lovende forsker i 1960’erne, men hun skulle blive tæt på 80 år gammel, før hun opnåede en modstræbende faglig anerkendelse i Danmark. Hun var ud af et ressourcestærkt og absolut progressivt miljø – og den dybe modstand hos alle, fra hendes moder til universitetsverdenen, virker med vore dages øjne helt ufattelig.