Forvandling Løkke har gode muligheder for at træde i karakter som statsmand Klimatopmødet er en foræring for den nye statsminister Løkke har gode muligheder for på kort tid at træde i karakter som international statsmand. Både Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen blev opfattet som provinsielle, da de flyttede ind i Statsministeriet, men endte deres regeringstid som internationale aktører. Lars Løkke Rasmussen har alle forudsætningerne for at gøre dem kunststykket efter, hvis han griber chancen. Især det danske værtskab for klimatopmødet er en foræring til statsministeren, der nu har udsigt til fire møder med Barack Obama og en række andre fremtrædende statsledere inden jul. Han har intet at vinde ved at overlade ansvaret til Connie Hedegaard, sådan som flere iagttagere pr. automatik har forudsat, at han vil gøre. Også i EU vil Løkke kunne styrke Danmarks profil. Øverst på EUs dagsorden står økonomi og finans – emner som statsministeren kender godt, og hvor Danmark naturligt kan spille en rolle.