Af Klaus Majgaard, rådgiver i offentlig ledelse og styring

Hvor kommer lederens mandat og autoritet fra? Umiddelbart kunne man hurtigt komme til at tænke på sin formelle opdragsgiver. Den, der har ansat en, og som man refererer til. Men dette svar er alt for simpelt.

Prøv at vende spørgsmålet om: Hvem kunne afklæde og deautorisere dig? Og hvor hurtigt kunne det gå? Her myldrer mulige sabotører frem. Kritik fra medarbejdere vil kunne underminere autoritet og omdømme. Det samme vil utilfredse kunder, dårlig omtale i medierne, ildsjæle med en sag, interesseorganisationer med en dagsorden. Der er mange stemmer i det kor, der til syvende og sidst er med til at skabe og vedligeholde autoriseringen som leder. Og når disse stemmer ikke længere bakker op, går der ikke lang tid, før din formelle opdragsgiver bliver bekymret.

Mandater er flertydige kompromiser

Pointen er muligvis banal. Men den har en vidtrækkende konsekvens. Et ledelsesmandat kan kun eksistere som et kompromis, der for en tid holder sammen på en koalition, der bakker op om mandatet. Den formelle opdragsgiver (bestyrelsesformanden, borgmesteren eller ministeren) udøver en politisk metier, som består i at skabe og udvikle koalitioner gennem kompromiser.

Et af de vigtigste redskaber i at skabe sådanne kompromiser er at formulere sig abstrakt. Abstrakte formuleringer af intentioner, mål og planer kan nemlig rumme forskelligartede og endda modstridende synspunkter. Ledelsesmandatet vil derfor ofte være bygget op om abstrakte kompromiser med floromvundne formuleringer om ”mere for mindre”, ”innovation”, ”samskabelse”, ”borgeren i centrum”, ”resiliens” og ”bæredygtighed”. Jo mere abstrakte formuleringer, desto større evne til at fortrænge uenigheder.

Risikable oversættelser

Nu kommer det svære.

Ikke nok med, at lederen skal forhandle sit mandat, men det skal jo også kunne føres ud i livet. Det er ikke nok at være politisk let på fødderne. Mandatet skal kunne oversættes til præmisser, som er konkrete og fagligt meningsfulde for medarbejdere og samarbejdspartnere.

Det autoriserende miljø kan være i splid med sig selv. Men medarbejdere sætter normalt pris på mål og planer, som er inspirerende, gennemtænkte og gennemførlige. Den loyale leder skal altså oversætte flertydige og usikre mandater til konkrete og motiverende præmisser for handling. Her er blot det problem, at da mandatet er flertydigt, så vil enhver oversættelse kunne anfægtes.

Der vil altid være en aktør i det autoriserende miljø, som vil kunne blive skuffet eller stødt. Og hvad der er værre: Den formelle opdragsgiver kan ikke garantere dig sin opbakning. Det er der en god grund til. Den politiske metier er at skabe og udvikle koalitioner, og det kræver, at den politiske leder har bevægelsesrum og ikke har bundet sig til masten med en ansat leder.

Den strategiske trekant

Dette drama har harvardprofessoren Mark Moore billedliggjort som en strategisk trekant i sin klassiske og skoledannende bog om ledelse i politisk styrede organisationer ’Creating Public Value’. På den ene side er der et autoriserende miljø, som kræver fleksibilitet og konstant forhandling af kompromiser. På den anden side er der den operationelle kapacitet, der kræver konkretisering og faglig meningsfuldhed.

Broen mellem de to miljøer bygges ifølge Moore gennem en fortælling om den værdi, vi skaber gennem organisationens arbejde. Fortællingen skal være fleksibel og inddragende nok til at appellere til de forskellige aktører i det autoriserende miljø. Og den skal være konkret nok til at sætte retning og skabe troværdighed i forhold til den operationelle kapacitet.

Ledelse bliver her en virkelig vigtig og nobel praksis. Ledelse af at hjælpe medarbejdere og samarbejdspartnere med at bevæge sig og skabe handlemuligheder og værdi i en flertydig og usikker kontekst. Men det er også en kompleks og risikabel praksis. Både det autoriserende miljø og den operationelle kapacitet har sine egne dynamikker, og det er ikke sært, hvis lederen kommer ud af trit.

Mandat og autorisering kan bryde sammen. Det må være forventeligt i et lederliv. Mandater er ikke noget, man har. Det er noget, man hele tiden skaber og genskaber.

Handlelogikker og modenhed

At håndtere trekantens spændingsfelter er krævende, og de fleste af os kommer på psykologisk overarbejde. Med William Torbert (2004) kunne vi pege på en række mere eller mindre modne handlelogikker, når vi skal håndtere spændingsfelter. Her er nogle eksempler:

• Opportunisten: Her er den flertydige kontekst en spillebane for manipulation. Opportunisten kan ikke frigøre sig fra sine egne behov og interesser (sikkert af gode grunde). Det vil typisk handle om at benytte flertydigheden i konteksten til enten at opnå styring og kontrol eller bare at slippe billigt og loppe den af.
• Eksperten: Eksperten kan godt forholde sig kritisk til egne behov og interesser. Til gengæld har man forankret sig hårdt i sin specifikke faglighed. Eksperten er den faglige fortaler, som vil forsøge at skaffe sig et mandat til at gøre det rigtige. De politiske processer vil for eksperten fremstå som noget usaglige, og man vil rulle med øjnene over de grumsede kompromiser.
• Resultatskaberen: Her har lederen lært at forholde sig fleksibelt til både egne behov og faglige tilhørsforhold. Lederen har fundet et mere autonomt ståsted, hvorfra interesser og tilhørsforhold kan balanceres. Lederen kender sine værdier og grænser og agerer derfor temmelig effektivt. Bagsiden er bare, at dette selvstændige ståsted kan blive meget rigidt og ideologisk.
• Strategen: Her taler vi om de meget få ledere, som magter at forholde sig fleksibelt og balanceret både til egne ideologier, tilhørsforhold og interesser og vel at mærke gøre det med afsæt i en rød tråd af mere universelle værdier. Her kan ageres med en høj dømmekraft, smidighed og integritet.

Ideelt set burde vi alle udøve ledelse som strateger. Det kan vi (de fleste af os, inklusive forfatteren) bare ikke – endnu i hvert fald. Derfor må vi kaste os ind i håndteringen af den strategiske trekant med, hvad vi har. Og vi må lære at skabe og genskabe vores mandater, vel vidende at de kun holder for en tid. Til gengæld er arbejdet kolossalt vigtigt, meningsfuldt og lærerigt. Vi har ikke bare chancen for at skabe værdi for mennesker og samfund, men også for at forfine vores egne handlelogikker, dømmekraft og modenhed.

Klaus Majgaard har arbejdet med offentlig styring i mere end 20 år, blandt andet som forvaltningsdirektør i Fredericia og Odense kommuner, kommunaldirektør i Furesø, konsulent i Deloitte og kontorchef i Økonomistyrelsen. I dag er han selvstændig rådgiver og underviser på Altingets masterclass i offentlig ledelse.