Lidegaard: Norden som rollemodel for EU’s energisektor

Den største mod­stand mod liberaliseringen af EU’s energimarkeder er kommet fra store energisel­skaber, der kæmper for at skærme lukrative hjemme­markeder mod konkurrence udefra. Det mener udenrigs­minister Martin Lidegaard (R), der samtidig erkender, at det ikke kan fortsætte på den måde. Det siger han i et interview med Mandag Morgen. Her peger han desuden på, at det vigtigste set med danske briller er, at vi får lavet et fælles ener­gimarked med Tyskland. I forhold til COP21 og den internationale klimadagsorden maner Lidegaard til realisme, idet han anser det for tvivlsomt, at der kan indgås en juridisk bindende aftale.

Claus Kragh

Reelt åbne, grænseoverskridende markeder for energi i Europa er den sikreste vej til både højere forsyningssikkerhed og billigere og mere miljøvenlig energi. Men desværre har nationale politikere, nationale energikoncerner og nationalt tunnelsyn i reguleringen af energipolitikkerne i EU-landene betydet, at energiforsyningerne i Europa trods 15 års liberaliseringsbestræbelser i vid udstrækning er forblevet nationale og ineffektive. Omvendt har Europas dybe konflikt med Rusland, krigene i Mellemøsten og den stigende bevidsthed om nødvendigheden af at imødegå de globale klimaforandringer i dag overbevist de førende EU-landes ledere om, at etableringen af en ægte energiunion i Europa er den eneste rigtige vej fremad.

Sådan lyder analysen fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R) på et tidspunkt, hvor både EU’s institutioner i Bruxelles og de førende europæiske hovedstæder som Berlin, Paris og Warszawa satser hårdt på at gøre omstillingen af Europas energiforsyning til omdrejningspunktet for nye investeringer i vækst og beskæftigelse.

Samtidig maner den radikale udenrigsminister til besindighed og politisk realisme, når det gælder den globale klimaaftale, der ventes indgået ved COP21 i Paris til december, og som ved siden af EU’s energiunion er årets store udfordring på den energi- og klimadiplomatiske dagsorden i 2015.

”Det helt afgørende er, at Paris fører til handling. EU vil fortsat stå på, at man skal have en juridisk bindende aftale, også internationalt. Men jeg kan ikke se, hvordan man får USA med,” siger Lidegaard, som dermed sår tvivl om visdommen i EU’s aktuelle tilgang til forhandlingerne i Paris.

”Omvendt kan jeg heller ikke se en aftale for mig, hvor man ikke får USA og Kina med – det er de to største udledere, som tilsammen står for mere end halvdelen af verdens samlede udledning af CO2. Det giver ingen mening at lave en aftale uden de to,” siger Lidegaard, som understreger, at EU efter hans opfattelse absolut skal holde fanen højt i de internationale klimaforhandlinger.

”Men man skal måske snarere gøre det i forhold til indholdet end i forhold til den juridiske form,” siger han.

”USA og Kina har jo meldt klart ud, at de ikke vil kunne levere på en internationalt juridisk bindende aftale.  Derfor må vi så finde ud af, hvordan vi på andre måder kan binde de to lande til handling. Det er min tilgang til det,” siger udenrigsministeren, som forestiller sig, at den globale klimaaftale bliver en ”internationalt politisk bindende aftale, hvor det enkelte land forpligter sig på at ratificere den gennem en indenrigspolitisk øvelse”.

I tilfældet USA indebærer det i praksis, at præsident Barack Obama skal have opbakning fra to tredjedele af Kongressen, hvis aftalen skal være internationalt bindende. Mens det ”blot” kræver simpelt flertal, hvis aftalen kun skal gælde nationalt.

Åbne markeder skal sikre grøn omstilling

Når det gælder den ”indenrigspolitiske” europæiske energidagsorden, erkender den radikale udenrigsminister, at ”rigtig meget har stået i stampe i en del år”, når det gælder den reelle liberalisering af markederne for el og gas i Europa.

”Det kan ikke fortsætte. Det må ikke fortsætte,” siger han.

Lidegaard peger på, at den største modstand mod skabelsen af ægte frie energimarkeder i Europa er kommet fra store energiselskaber, som ikke har haft den store interesse i reelt frie energimarkeder, fordi de bliver udfordret på både deres indflydelse og deres priser. De selskaber, udenrigsministeren hentyder til uden at nævne navne, er de store tyske E.ON og RWE og franske EDF, som i flere år har udnyttet deres gode politiske forbindelser i Berlin og Paris til at skærme store hjemmemarkeder mod konkurrence fra energileverandører i nabolandene. Men nu konstaterer ministeren det, han kalder et regulært tøbrud.

”Alle landene ser i dag store fordele i at sikre en større liberalisering, at forbinde Europa energipolitisk og i at harmonisere reguleringsmæssigt. Og for mig at se er det at få skabt et ægte indre energimarked den vigtigste af alle de vigtige ting, energiunionen skal kigge på. Det handler både om at få lavet de fysiske forbindelser i form af højspændingsledninger og gasnet og om at få harmoniseret de nationale regler for myndighedsbehandling og statsstøtte,” siger Lidegaard.

Han påpeger, at dette vil forbedre hele EU’s konkurrenceevne, fordi priserne vil gå ned. Og det vil bidrage til at reducere prisen på vedvarende energi markant, ligesom det vil kunne spare landene for at skulle råde over kostbar backup-kapacitet på nationalt niveau. Hvis energien flyder frit over grænserne, vil de enkelte lande kunne bruge det store marked som backup på samme måde, som det allerede i dag i vid udstrækning sker mellem de nordiske lande.

Martin Lidegaard peger ligesom danske energilobbyister i både Energinet.dk og i Vindmølleindustrien på, at den europæiske energiunion bedst udvikles ved, at markederne vokser sammen organisk i de regioner, som Europa består af.

”Det vigtigste set fra dansk side er helt klart, at vi får lavet et fælles marked med Tyskland. Desto hurtigere vi kan få udvidet det fællesnordiske marked med Tyskland og de andre lande omkring Østersøen, jo bedre. Det vil være en fantastisk vision og et fantastisk fremskridt, som både vil gøre dansk og tysk el billigere,” siger Lidegaard, som også påpeger, at dansk erhvervsliv står med store muligheder i kraft af naboskabet med det Tyskland, der er så optaget af sin nationale Energiewende, dvs. omstilling til bæredygtig energi.

”For det første kigger tyskerne rigtig meget på, hvad vi har gjort i Danmark. Og samtidig har Tyskland den store industrielle skala, der gør, at man kan presse priserne ned på nye, innovative løsninger, som danske virksomheder er gode til at udvikle. Det har vi allerede set med solceller, og det kan vi drage stor nytte af på andre områder,” siger udenrigsministeren.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu