Fagbevægelsen vil nu presse på for at komme i direkte dialog med de førende danske virksomheder, som arbejder med at udvikle deres sociale og etiske værdier. Hidtil har de faglige organisationer koncentreret sig om at opstille mere kollektive kodeks og retningslinier for menneskerettigheder, sociale forhold m.v. Men nu vil LO, SID og HK også diskutere de nye værdier med den enkelte virksomheds øvrige stakeholdere - d.v.s. medarbejderne, ejerne, forbrugerne, leverandørerne og det omgivne samfund. “Danmark har en enestående chance for at blive foregangsland i udviklingen af erhvervslivets sociale og etiske værdier. Det kan styrke virksomhedernes konkurrencekraft, så det vil vi gerne give vores bidrag til,” siger LOs formand, Hans Jensen. Fagbevægelsens udspil er bl.a. inspireret af en toplederkonference i sidste uge, hvor knapt 400 ledere drøftede kapitalismens fremtid. I dele af fagbevægelsen føler man, at virksomhedslederne er kommet dem i forkøbet og har sat sig på en del af deres dagsorden. Sam-tidig opfordrer Forbrugerrådet og en meget betydelig del af de institutionelle investorer i øvrigt virksomhederne til at udarbejde en social og etisk er-klæring i forbindelse med deres officielle regnskaber.