Løkke kæmper mod borgerligt flertal af nej-sigere

”Den klare liberale skepsis er noget nyt. Nu kan borgerlige vælgere stemme nej uden at skulle identificere sig med Dansk Folkeparti. Det vil nogle foretrække, og borgerlige vælgere kan derfor sige nej på flere forskellige måder,” siger Kasper Møller Hansen, der som professor i statskundskab ved Københavns Universitet løbende har analyseret danskernes stemmeafgivning ved folkeafstemningerne om EU. Se figur 2.

Den stærke og differentierede borgerlige skepsis betyder, at statsminister Lars Løkke Rasmussen står over for en mere end vanskelig opgave, når han skal ud at overbevise danskerne om, at de den 3. december skal sige ja til en omformning af retsforbeholdet. Han er afhængig af opbakning fra oppositionen.

”Lars Løkke Rasmussen skal som statsminister gå forrest, og de andre ja-partier kan gemme sig lidt. Men når Løkke Rasmussen kun har støtte fra de konservative i den borgerlige blok, så står og falder resultatet med, om Mette Frederiksen og Socialdemokraterne for alvor bidrager til kampagnen,” siger Kasper Møller Hansen.

Den skeptiske udvikling blandt de borgerlige vælgere gælder både de nationalkonservative borgerlige, der er bekymrede over den stadige afgivelse af suverænitet, og de liberalt sindede borgerlige, der med uvilje ser på den stigende regulering. Samlet set har udviklingen gjort borgerlige vælgere langt mere skeptiske end ved folkeafstemningen om det indre marked tilbage i 1986, hvor de bar et ja igennem – trods modstand fra både socialdemokrater, radikale og SF’ere.

”Situationen er helt anderledes. Dengang følte borgerlige politikere sig nødsaget til at forsvare alt muligt fra EU, nu er de langt mere kritiske,” siger Kurrild-Klitgaard.

Op gennem 1990’erne bar Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, som bekendt sokker og slips med EU-flag.

”En væsentlig del af Venstres vælgere er langt mindre begejstrede for EU, end Uffe Ellemann-Jensen var. Venstre-politikere som Lars Løkke Rasmussen eller Søren Pind kunne næppe finde på at gå med EU-sokker og EU-slips,” siger han.

Flygtninge skubber til dagsordenen

Datoen for folkeafstemningen har været kendt siden Lars Løkke Rasmussen fremlagde regeringsgrundlaget sidst i juni. På det tidspunkt havde han ingen forestilling om størrelsen af efterårets flygtningestrømme op gennem Europa, og så blev afstemningen sat til den 3. december.

Selv om folkeafstemningen i bund og grund ikke handler om, hvordan Danmark skal håndtere de mange flygtninge, påvirker det alligevel vælgerne, fordi EU-landene endnu ikke har fundet en holdbar løsning på, hvordan de i fællesskab kan håndtere problemerne.

”Asyl – og migrationskrisen er kommet meget ubelejligt for regeringen. Mange EU-skeptikere vil sikkert tænke, at når EU-landene ikke har kunnet finde en løsning, så må Danmark selv have hånd i hanke med det her. Det er jo ikke et drømmescenarie for en debat op til en folkeafstemning,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Et håbløst afstemningstema

Folkeafstemningen den 3. december handler om, hvordan Danmark fremover skal deltage i EU-landenes stadig mere udbyggede overstatslige samarbejde om retlige forhold, det vil sige emner, der i Danmark hører under Justitsministeriets område. Se tekstboks.

Det bedste eksempel er det europæiske politisamarbejde Europol. Her deltager Danmark i dag på lige fod med de andre EU-lande, men når samarbejdet engang til næste år overflyttes til den overstatslige del af EU, kan Danmark ikke deltage.

Derfor anbefaler Lars Løkke Rasmussen et ja. Dansk Folkeparti og de andre nej-partier vil fortsat holde Danmark ude af det overstatslige samarbejde og peger i stedet på en anden tilknytning til Europol, bl.a. med inspirationen fra den aftale, Norge har indgået. Alle partier vil fortsat gerne deltage i Europol, men de uenige om den måde, samarbejdet skal organiseres på. Selv for jurister er det kompliceret stof.

”Folkeafstemningen om euroen i 2000 var meget konkret, fordi vælgerne skulle tage stilling til, om Danmark skulle have kroner eller euro. Denne gang siger alle partierne, at vi skal deltage i Europol, det handler bare om formen for samarbejdet. Det er en svær pointe at gøre klar, forståelig og folkelig,” siger Kasper Møller Hansen.

Når selve temaet for folkeafstemningen er teknisk, og debatten derfor hurtigt kan mudre til, ender mange med at se mere på afsenderen end på budskabet. Og det vil styrke nej-siden, mener Kasper Møller Hansen.

”Dansk Folkeparti står meget stærkt lige nu og kan sandsynligvis mobilisere mange nej-stemmer. I EU-spørgsmål er de i langt bedre overensstemmelse med deres vælgere end ja-partierne. Det gælder både Venstre og Socialdemokraterne,” siger han.

En forklaring er her, at Socialdemokraterne nok anbefaler et ja ved folkeafstemningen, men på den anden side erfaringsmæssigt har en række vælgere, der er skeptiske over for EU.

”Socialdemokraterne kan slet, slet ikke gå ’all in’ i en kampagne for EU. De skal hele tiden tage hensyn til vælgere med meget forskellige holdninger i EU-spørgsmål,” siger Kasper Møller Hansen.

Samtidig handler langt de fleste diskussioner om udviklingen af det praktiske samarbejde mellem EU-landene som for eksempel Europol. Det er derfor ikke så overraskende, at Venstre i sin kampagne, der blev skudt i gang tirsdag i sidste uge, taler for at give dansk politi bedre redskaber i kampen mod kriminaliteten. Dansk Folkeparti ser lige omvendt netop udbygningen af retssamarbejdet som en glidebane mod mere union.