Lars Løkke Rasmussen bliver uden sammenligning den hidtil svageste af de regeringschefer i EU, som har oplevet at regere på det nationalpopulistiske og EU-skeptiske højres nåde. Det vil øge den politiske pris, som Dansk Folkeparti skal have for at være parlamentarisk grundlag for Lars Løkke Rasmussens kommende regering.

Samtidig er Venstre-formanden ude på en både urealistisk og risikabel kurs, efter at han umiddelbart før valget såede tvivl om Danmarks overordnede EU-strategi. Løkke har tidligere udtalt, at Danmark bør følge Tyskland. Men nu mener han – efter pres fra Dansk Folkeparti – at Danmark snarere skal følge den EU-skeptiske, britiske kurs under ledelse af den netop genvalgte konservative David Cameron.

Sådan lyder analyserne fra en række europapolitiske eksperter i Finland, Tyskland og Holland. De har over for Mandag Morgen indvilget i at vurdere de europapolitiske konsekvenser af dels Dansk Folkepartis store sejr ved valget til Folketinget og dels for Lars Løkke Rasmussens position som et af 28 medlemmer af Det Europæiske Råd, EU’s højeste politiske myndighed.

Tidligere har borgerlige statsministre i Østrig, Holland og senest Finland enten dannet regering sammen med Dansk Folkepartis søsterpartier eller brugt dem som parlamentarisk grundlag.

 I Finland har Lars Løkke Rasmussens borgerlige partifælle, statsminister Joha Sipilä, netop taget Finnernes Parti med i regering for første gang.  Finnernes Parti, der er stærkt EU-skeptisk og indvandrerfjendsk, har overtaget ministeransvaret for udenrigspolitik, forsvar, retsvæsen, beskæftigelse, sundhed og socialpolitik.

I Danmark er europapolitikken ifølge Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, en af de store knaster i forhandlingerne om sammensætningen af Danmarks kommende regering. DF ønsker grænsekontrol, et opgør med velfærdsydelser til EU-borgere, en folkeafstemning om dansk deltagelse i EU’s bankunion og en strategisk nyorientering af Danmarks europapolitik, så Danmark følger Storbritanniens – og ikke som hidtil Tysklands – europapolitiske kurs. Storbritannien vil have mindre EU, mens Tyskland sammen med en række andre eurolande og lederne af de europæiske institutioner ønsker mere europæisk integration, fordi eurokrisen har afsløret store institutionelle og politiske mangler. Se også artiklen "Eurolande på vej mod meget mere EU"

Den finske model

Tuomas Iso-Markku, ekspert i finsk europapolitik og europæisk politik ved Finlands Institut for Internationale Anliggender, FIIA, konstaterer, at Dansk Folkeparti befinder sig i en væsentlig stærkere forhandlingsposition, end Finnernes Parti gjorde efter valget i april og ved regeringsdannelsen i maj. I Finland vandt den liberale statsminister, Joha Sipilä, 14 ekstra mandater, så han nu har 49 ud af i alt 200 i parlamentet, mens Løkke Rasmussen omvendt gik 13 mandater tilbage. Samtidig havde Sipilä muligheden for at danne regering hen over midten, hvilket Løkke Rasmussen reelt ikke har.

”Derfor står Dansk Folkeparti langt stærkere i forhandlingerne, end Finnernes Parti gjorde. Det vil være mærkeligt, hvis ikke det kommer til at afspejle sig i både regeringsgrundlag og den kommende regerings sammensætning,” siger Isu-Markku.

Han tilføjer, at netop de EU-skeptiske mærkesager er blevet nedtonet i det nye finske regeringsgrundlag på foranledning af Aleksander Stubb, der er leder af regeringens tredje parti, det konservative Samlingsparti.

”Som finansminister bliver Stubb den ledende finske politiker i europapolitikken, som han reelt kommer til at køre sammen med statsministeren. Over hele Europa ser man i dag, at udenrigsministrene ikke spiller den samme rolle i europapolitikken som tidligere. Særlig siden finanskrisen er europapolitik blevet indenrigspolitik og et område, som stats- og finansministrene tager sig af,” siger Isu-Markku.

Det er med andre ord lykkedes statsminister Sipilä og finansminister Stubb taktisk at stække Finnernes Partis indflydelse på finsk europapolitik ved at tildele dem en række ministerier, herunder posten som udenrigsminister, der alligevel ikke spiller den store realpolitiske rolle i en europæisk sammenhæng.

Løkke har før skabt uro

Uanset om Danmark får en smal Venstre-regering eller en VO-regering, er det givet, at det kommer til at ske uden deltagelse af en stærk EU-rutineret og entusiastisk toppolitiker som f.eks. Aleksander Stubb. I den stadig mindre kreds af EU-positive borgerlige stemmer i Danmark noterer man sig allerede, at valgkampens såkaldte europapolitiske aftale mellem de fire blå partier ”først og fremmest udmærker sig ved graden af uvidenhed, i forhold til hvordan EU fungerer”, som en blå kilde udtrykker det.

Josef Janning, Senior Fellow ved tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin, hæfter sig ved, at man i de andre europæiske hovedstæder langtfra har glemt den krise, som Lars Løkke Rasmussen fremkaldte, da han i 2011 gav efter for Dansk Folkepartis ønske om at genindføre grænsekontrollen.

Dengang hængte Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, ligefrem Løkke Rasmussen ud over for pressen, da hun noget utraditionelt orienterede om, at en række af kollegerne i Det Europæiske Råd på tomandshånd havde taget planerne om grænsekontrollen op med den danske statsminister.

Josef Janning mener, at Lars Løkke Rasmussen i grænsesagen valgte at fremme partitaktiske nationale interesser på bekostning af hensynet til EU’s interesser.

”Det blev ikke ligefrem mødt med entusiasme,” siger Janning, der samtidig er stærkt kritisk over for den europapolitiske aftale mellem de fire blå partier i Folketinget.

”Det er dårlige nyheder for Danmark. Den britiske vej fører ingen steder hen, og det er uklogt at binde sig til en proces, der har meget lidt potentiale. Samtidig er der ingen vej til genforhandling før den britiske folkeafstemning. Aftalen lyder derfor mere som et valgoplæg til vælgerne end som et seriøst politikforslag,” siger han.

Lars Løkke Rasmussen har i løbet af det seneste år både sagt, at Danmark bør være så tæt på hjertet i Europa som muligt – underforstået tæt på Tyskland – og at han vil gå sammen med den britiske premierminister, Cameron.

”Det bliver meget svært at gøre begge dele på samme tid,” siger Tuomas Iso-Markku, som tilføjer, at Finland som euroland uanset modstanden fra Finnernes Parti fortsat vil være helt tæt på Tyskland, men også at tidligere tiders EU-begejstring er taget kraftigt af.

Josef Janning påpeger samtidig, at Lars Løkke Rasmussen langtfra vil stå alene i EU-kredsen med de betænkeligheder vedrørende velfærdsydelser til borgere fra andre EU-lande, som spiller hovedrollen i de blå partiers europaaftale, som i øvrigt har fået den lidt misvisende overskrift: ”Dansk velfærd i Europa”.

I aftalen, der fylder to A4-ark, slår de fire blå partier fast, at de ikke er enige om alt i europapolitikken. Men at de dog er enige om, at Danmark skal blive i EU. Samtidig slår de fast, at de både i Folketinget og i Bruxelles vil arbejde for at reducere andre EU-borgeres adgang til velfærdsydelser i Danmark. Og endelig slår man fast, at man vil følge Storbritannien i landets bestræbelser på at genforhandle hele sit forhold til EU.

EU er Løkkes svage punkt

Mens Lars Løkke Rasmussen i sidste uge instruerede afgående statsminister Helle Thorning-Schmidt i, hvordan hun skulle repræsentere Danmark ved topmødet torsdag og fredag, skal han som statsminister fremover selv repræsentere Danmark ved EU-topmøderne og dermed også ved de traditionelle formøder i kredsen af liberale partiledere.

Mens både Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt gennem årene har prioriteret disse møder højt og derved plejet deres europæiske netværk til fordel for Danmark, har Lars Løkke Rasmussen langtfra udvist den samme entusiasme for denne del af statsministerjobbet.

Lars Løkke Rasmussen er kendt for at være en vidende og kompetent indenrigspolitiker, der kan de indenlandske politikområder som sin egen bukselomme, men når det gælder europapolitikken og den praktiske varetagelse af danske interesser i EU, forholder det sig nærmest omvendt. Løkke Rasmussen bryder sig ikke om de langstrakte, europæiske stormøder, der er præget af protokol og etikette, og i sin forrige statsministerperiode er han ved mindst én lejlighed uden grund udeblevet fra et af formøderne blandt de liberale toppolitikere i den transeuropæiske partiorganisation, ELDR.

Luuk van Middelaar, hollandsk politolog og taleskriver for EU-præsident Herman Van Rompuy i perioden 2009-2014, mener ikke umiddelbart, at det vil skade Lars Løkke Rasmussens position i Det Europæiske Råd, at han kommer til at sidde på Dansk Folkepartis nåde.

”I perioden 2010-2012 sad den liberale hollandske statsminister Mark Rutte på Geert Wilders stemmer. Det var ikke noget, han blev kritiseret åbent for, selvom nogle måske har tænkt deres. Alle statsministre kan have nogle hjemlige udfordringer i forhold til EU-politikken. Så de dømmer ikke hinanden så hårdt. Det er jo, når alt kommer til alt, en klub af politiske dyr,” siger Van Middelaar.

Folkeafstemning er største hurdle

Mens Lars Løkke Rasmussen har en række udfordringer i Bruxelles, venter den første og den sværeste europapolitiske opgave dog hjemme på Christiansborg.

Løkke har i en aftale med det gamle europapolitiske flertal i Folketinget forpligtet sig til inden udgangen af første kvartal 2016 at afholde en folkeafstemning om at ændre det danske retsforbehold, således at Danmark kan forblive medlem af det europæiske politisamarbejde Europol, alt imens man bevarer forbeholdet over for den endnu ikke særlig udviklede fælles asylpolitik i EU.

Dansk Folkeparti har siden indgåelse af den aftale gjort det klart, at man agter at stemme nej, ligesom DF også flere gange har slået fast, at man ønsker en folkeafstemning om dansk tilslutning til bankunionen.

Men hvis Lars Løkke Rasmussen under de aktuelle forhandlinger med Dansk Folkeparti kan overbevise dem om fornuften i fortsat dansk deltagelse i Europol og dermed få dem til ikke at anbefale et nej ved folkeafstemningen, vil han have fjernet en potentielt livstruende sag fra sin nærmeste politiske horisont. At prisen så måske vil være en senere folkeafstemning om bankunionen og opfyldelse af DF’s øvrige europapolitiske krav, betyder formentlig mindre for Lars Løkke Rasmussen. Svækket som han er, er Løkke tvunget til først og fremmest at tænke på sin politiske overlevelse på den korte bane.

At Dansk Folkeparti er ved at ændre sin hidtidige kongstanke om at kræve folkeafstemninger om så mange EU-spørgsmål som overhovedet muligt, fik man et tegn på i sidste uge. Partiets hidtidige EU-ordfører, Pia Adelsteen, sagde således til Altinget, at man skal være ”påpasselig” med ikke at ønske sig folkeafstemninger om for mange sager.

”Det vil trætte folk,” sagde hun med et ordvalg, der kunne ligne en markant opblødning i Dansk Folkepartis europapolitiske linje.