Når politikerne i Folketinget trykker på knappen ved afstemninger, er de ofte overraskende enige på tværs af de politiske blokke. Politikere fra Venstre og Socialdemokratiet stemmer således ens ved 80 pct. af afstemningerne i Folketinget.

Det kunne tyde på, at de politiske forskelle mellem blokkene er ret små, når alt kommer til alt. Det er da også det budskab, der ofte går igen blandt politiske kommentatorer.

Men når politologer på universiteterne måler forskellen mellem de røde og blå partier, kigger de bl.a. på klassiske fordelingsområder som offentligt forbrug, skat og ulighed. Måler man Lars Løkke Rasmussens tre år på magtens top på netop disse tre nøgleområder, har han trukket Danmark i en klart mere blå retning.

Den offentlige velfærd udgør en stadig mindre del af den økonomiske sam­fundskage og har kurs mod det laveste niveau i flere årtier. Der bliver ganske vist brugt flere penge på velfærd, men samtidig stiger antallet af indbyggere og specielt ældre. Væksten i det offentlige forbrug pr. indbygger har reelt været 0 siden 2010.

Uligheden i Danmark stiger. Selv om uligheden i Danmark stadig ligger i den lave ende i internationale sammenligninger, så er Danmark sammen med Sverige det land i verden, hvor uligheden er steget hurtigst.

Skattetrykket falder år efter år. Det er faldet fra ca. 47 pct. af BNP i 2013 til ca. 45 pct. sidste år. Det lavere skattetryk har stået lidt i skyggen af den store dramatik i blå blok om topskatten, som næsten var ved at koste Lars Løkke Rasmusen livet som statsminister. Udviklingen forventes at fortsætte de kommende år, i takt med at det seneste års skattepolitiske aftaler bliver indfaset.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) tøver da heller ikke med at konkludere, at Løkke-regeringen har malet Danmark mere blåt.

”Danmark er blevet mere blåt i denne valgperiode. Det er hævet over enhver tvivl. Skattetrykket falder. Den privat sektor fylder en større andel af BNP, og det offentlige forbrugs andel falder. Det synes jeg er klart positivt,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Løkkes lånte velfærdsfjer

Venstre er i gang med at (op)ruste sig til den kommende valgkamp. Partiet har taget hul på en stor og dyr velfærdskampagne. Med slogan som ’75 mia. kroner. ekstra til velfærd’ skal Lars Løkke Rasmussen fremstå som garanten for velfærden, som med stor sandsynlighed bliver valgkampens varmeste tema. Se tekstboks under artiklen.

Kampen handler ikke bare om kroner og ører. Den handler også om spin. Kampagnen dækker over, at velfærden har fået tilført 75 milliarder kr. ekstra i perioden fra 2001 til 2017, en periode på 17 år, hvoraf Venstre har haft magten i de 13.

Det er da også korrekt, at det offentlige forbrug er 75 milliarder kr. højere nu end tilbage i 2001. Men stigningen er ikke sket på Lars Løkke Rasmussens vagt. Den skete først og fremmest under Anders Fogh Rasmussen og til dels under Helle Thornings-Schmidt.

Det offentlige forbrug er faktisk ifølge tænketanken Kraka faldet i de år, hvor Lars Løkke har været statsminister. I den periode har der været et minus i det offentlige forbrug på 1,7 mia. kr. Se figur 1.

Løkkes sparefinanslov

Flere medier har efter fremlæggelsen af forslaget til finansloven for 2019 omtalt Løkke som en slags velfærdens ridder, der deler velfærdsgaver ud til højre og venstre. Sammen med kampagnen om de 75 mia. kr. skal finansloven overbevise vælgerne om, at partierne i rød blok ikke har patent på velfærd, men at også Venstre passer på velfærden.

Men regeringen deler rent faktisk ikke milliardgaver ud til højre og venstre med sit forslag til finanslov. Regeringen vil ganske vist øge det offentlige forbrug til næste år med 0,4 pct., hvilket svarer til godt 2 milliarder kr.

Der bliver altså afsat lidt flere penge til velfærd. Men samtidig stiger antallet af indbyggere og specielt ældre. Det koster flere penge til pleje og behandling. Finansministeriet anslår selv, at det demografiske træk på de offentlige budgetter til næste år er på ca. 0,7 pct. Det stigende antal ældre sluger altså hele den ekstra pose penge og mere til.

Hvis det offentlige så samtidig skal følge med den almindelige private velstandsudvikling – såsom at folkeskolens computere bare er nogenlunde lige så gode som dem, eleverne har derhjemme – skal der endnu flere penge på bordet. De økonomiske vismænd anslog i deres efterårsrapport 2017, at der er brug for en vækst på ca. 1,1-1,2 pct. om året frem mod 2025 bare for at holde status quo.

Regeringens finanslov for næste år kan derfor ikke betegnes som en gaveregn. Måske snarere tværtimod. Finansloven fortsætter de senere års tendens med relativt lave årlige stigninger i det offentlige forbrug.

Ny kurs for velfærdsstaten

En mere præcis måde at måle velfærd på er at se på det offentlige forbrug pr. indbygger. Det har professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet gjort. Han konkluderer, at der reelt har været tale om nulvækst.

Der bliver ganske vist sat flere penge af til velfærd, men samtidig stiger antallet af danskere og specielt antallet af ældre, hvoraf mange er plejekrævende. Det betyder, at flere skal deles om kagen. Derfor har der fra 2010 og frem til nu kun været en årlig vækst i det offentlige forbrug pr. indbygger på knap 0,1 pct.

Udviklingen står i skærende kontrast til de foregående to årtier, hvor der var en gennemsnitlig årlig vækst pr. indbygger på 1,8 pct. Dengang gav det mere mening at tale om velfærdsfest og gaveregn.

Jørgen Goul Andersen mener, at politikere fra begge sider af folketingssalen nærmest i al ubemærkethed har lagt kursen om for det danske velfærdssamfund, og at det er gået hen over hovedet på de fleste danskere og medier. Fortsætter udviklingen i nogle år endnu, vil flere folk begynde at søge alternative private løsninger, og så kan opbakningen til den danske velfærdsmodel begynde at smuldre, forudser han.

”Nu har denne udvikling stået på i otte år. Hvis det fortsætter, vil en stigende del af befolkningen overveje, om niveauet er godt nok for dem og selv begynde at spytte lidt i kassen for at få en ordentlig service. Der vil åbne sig et større privat marked. Og man kan diskutere, om det allerede er i gang,” siger Jørgen Goul Andersen

Mette Frederiksen vil øge forskellen

Det er særligt påfaldende, at denne udvikling både har fundet sted under Lars Løkke Rasmussen og under socialdemokraten Helle Thorning Schmidt, der var statsminister i kriseårene fra 2011 til 2015.

På Socialdemokratiets netop afsluttede kongres lagde formand Mette Frederiksen op til en langt mere klassisk socialdemokratisk kurs end den, som Helle Thorning-Schmidt stod i spidsen for.

”Er vi blevet mere klassiske socialdemokrater, når det kommer til fordelingspolitik? Svaret er ja,” sagde Mette Frederiksen og fortsatte: ”Og kan I huske det sidste regeringsgrundlag? Der var en enkelt formulering, som mange syntes var lidt mærkelig for en socialdemokratisk ledet regering. Det her med, at vi ville videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand. Kære kongres. Lad os være enige om, at den formulering ikke kommer med igen.”

Meget tyder derfor på, at Socialdemokratiet er klar til at bryde med de seneste mange års udvikling. Spørgsmålet er imidlertid, om det også vil sætte sine spor på udviklingen i det offentlige forbrug. 

Her deler Mette Frederiksen og Socialdemokratiet udfordring med Lars Løkke Rasmussen og Venstre. Det økonomiske råderum frem til 2025 er ikke ret stort. Selv om Mette Frederiksen ikke vil give plads til yderligere skattelettelser og derfor har lidt flere ekstra penge til velfærden, har hun ikke en stor pose penge at gøre godt med.

Foreløbig har hverken Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen eller Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl været i nærheden af at kræve en vækst i det offentlige forbrug på over 1 pct., som kan være nødvendig for at velfærden bare kan holde status quo med det stigende antal indbyggere, flere ældre og den almindelige velstandsudvikling.

”Der er ingen af de såkaldte ansvarlige politiske partier, som er i nærheden af det niveau, som både Finansministeriet og De Økonomiske Råd regner med, er nødvendigt for at bevare status quo. Det er temmelig bemærkelsesværdigt,” siger Jørgen Goul Andersen.

Kagen bliver mindre og mindre

Selv om økonomien blomstrer, danskerne bliver rigere og rigere, og vi har flere penge mellem hænderne til at købe mad, tøj, rejser, biler og iPhones for, smitter det ikke af på velfærden. Den offentlige velfærd udgør en stadig mindre del af den økonomiske samfundskage.

Da Lars Løkke Rasmussen blev statsminister første gang i 2009, toppede det offentlige forbrug og udgjorde hele 28 pct. af BNP. I dag udgør det offentlige forbrug ’kun’ 24,6 pct. af BNP. Det er 0,4 pct.point under gennemsnittet for perioden 1980-2017, viser beregninger foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Hvis regeringen fortsætter sin økonomiske kurs de kommende år, styrer Danmark direkte mod et historisk lavt offentligt forbrug målt i forhold til vores samlede BNP. Med undtagelse af få år i 1990’erne skal vi helt tilbage til 1970’erne under Anker Jørgensens tid som statsminister for at finde en periode, hvor Danmark sidst lå stabilt på det lave niveau, som regeringen lægger op til frem mod 2025. Se figur 2.

Reformer har øget uligheden

Uligheden er også steget under Lars Løkke Rasmussens tid som statsminister. En stribe af hans reformer og politiske aftaler har bidraget til at gøre Danmark mere skævt.

Det drejer sig bl.a. om den lave integrationsydelse, kontanthjælpsloftet, erstatningen for PSO-afgiften, boligskatteaftalen og skattereformen fra i år. De har hver især øget uligheden en smule.

Dermed fortsætter Løkke de senere års tendens. Gennem de seneste 20 år har skiftende regeringer gennemført en bunke reformer og politiske aftaler, der på hver sin måde har øget uligheden. De fleste har blå regeringer taget initiativ til. Andre står røde regeringer bag.

En række skattereformer har igennem årene – den seneste fra februar i år under Løkke – på hver sin måde bidraget til at øge den økonomiske ulighed. Lavere skat på arbejde betyder som udgangspunkt, at folk på overførselsindkomst sakker bagud.

Derfor er der ganske enkelt mindre Robin Hood og mere prins John i det nuværende skattesystem sammenlignet med for 20 år siden.

Forringelser og udhulinger af en stribe velfærdsordninger som dagpenge, kontanthjælp og integrationsydelse har også bidraget til at øge skellet mellem rig og fattig. Dermed har politikerne med åbne øjne selv været med til at øge uligheden i Danmark – stik imod de politiske paroler.

I dag er der en verden til forskel fra den politiske debat i 2005, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen satte Eva Kjer Hansen (V) på plads, da hun som socialminister sagde, at "uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet".

Til sammenligning blev det knap nok registreret af medierne, da skatteminister Karsten Lauritzen (V) i sin præsentation af regeringens skatteudspil sidste år sagde, at "denne her reform skaber ulighed. Men det gør vi med åbne øjne. Når vi belønner folk, der arbejder, skaber vi ulighed. Danmark bliver et lidt mere ulige land efter denne reform".

I virkelighedens verden steg uligheden især frem mod 2008 under Anders Fogh Rasmussen. Men andre statsministre har også på hver deres måde bidraget til udviklingen, så uligheden i Danmark – sammen med Sverige – er steget langt hurtigere end i gennemsnittet af OECD-lande. Se figur 3.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille erkender, at indkomstforskellene er steget i Danmark. Men han understreger, at stigningen er sket fra et – i international sammenhæng – meget lavt niveau, og Danmark er stadig blandt de OECD-lande med mindst ulighed.

”Lighed er ikke et mål i sig selv. Typisk ser man kun på et enkelt år, når man måler lighed og gini-koefficient. Det er meget mere interessant at se over flere år, hvordan folk flytter sig, og hvordan langt de fleste folk med lav indkomst kun har det i meget kort tid. Det viser, at vi har et velstående samfund, hvor det er muligt at gøre noget selv for at komme op ad i økonomisk forstand,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille. 

Skattelettelser for over 20 milliarder

Når Simon Emil Ammitzbøll-Bille skal godtgøre, hvor regeringen har fået sat blå fingeraftryk på udviklingen, henviser han bl.a. til det faldende skattetryk. Se figur 4.

”Vi er rigtig glade for, at skattetrykket falder. Alene i denne valgperiode har vi sænket skatterne med over 20 milliarder kr. årligt,” siger han.

Ved første øjekast virker det overraskende, fordi regeringen på skatteområdet først og fremmest er mærket af den ophidsede og for sammenholdet i blå blok ødelæggende diskussion af topskatter sidste år.

De 20 milliarder kr. er da også en samling af en række mindre tiltag, der så tilsammen bliver til mere end 20 milliarder. kr. Eller som skatteminister Karsten Lauridsen konstaterede ved offentliggørelsen af sin skatteøkonomiske redegørelse i juni:

”Valgperioden er ikke slut. Men hvis vi gør regnestykket op nu, synes jeg faktisk, at tallet er ganske pænt.”

Når skatteministeren og hans embedsmænd gør regnebrættet op, når de frem til, at regeringen alt i alt har gennemført skattelettelser for 23,5 milliarder kr. frem mod 2025.

Vinterens skattepakke lettede alene skatterne for næsten 7 milliarder kr., hvor et ekstra skattefradrag for indbetalinger til pensionerne udgjorde den største del. Tidligere har regeringen bl.a. erstattet PSO-afgiften, sænket registreringsafgiften for biler og lavet en aftale om boligbeskatningen.

”Borgere og virksomheder skal have lov til at beholde flere af deres egne penge. Man taler altid om, at den offentlige sektor kan levere den velfærd, vi gerne vil have. Men man glemmer at tale om, at familierne kan få den velfærd, de gerne vil have, så de har råd til at gå en ekstra gang på restaurant eller tage på ferie sammen. Det tror jeg betyder ret meget for familierne,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.