Klimaet bliver en central del af næste valgkamp. Det er tegningen, efter at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har tørret sommersveden af panden og leveret en bredside mod det katalog på 78 mulige initiativer til CO2-reduktioner, som regeringen fremlagde her forleden.

”Der er lagt et rædselskatalog frem med en stribe forslag, som er ødelæggende for dansk landbrug, som gør det dyrere at være dansker, som hæmmer mobiliteten i Danmark,” sagde Løkke her forleden til Berlingske. Alle reaktioner lægges ind i partiets overordnede valgstrategi om, at det ikke må blive dyrere at være dansker.

I klimapolitikken vil en ny Venstre-ledet regering få varm opbakning fra de andre borgerlige partier, og Liberal Alliance fyrer også op under kedlerne. Villum Christensen talte ophedet om, at ”det er det glade vanvid”, hvis ”regeringen vil piske helt almindelige danskere for noget, der ikke vil betyde en snus for jordens klima, men som til gengæld risikerer at sende masser af danske arbejdspladser ud af landet”.

Men de borgerlige partiers oppiskede retorik og stadig mere aggressive benægtelse af behovet for en ambitiøs dansk klimapolitik, selv når regeringen fremlægger et åbent forhandlingskatalog, står i skærende kontrast til virkeligheden.

En enorm regning

Danskerne vil som borgere i andre lande komme til at betale en stor økonomisk regning, hvis politikerne kører ind i fremtiden med bind for øjnene. Verdens klimaforskere og en række nye rapporter dokumenterer, at klimaforandringerne allerede i de kommende årtier kan accelerere med hyppige hedebølger, hurtigere stigninger i gennemsnitstemperaturerne, en hastigere nedsmeltning på Nordpolen og frigørelse af metangasser, der kan sende verden ud over et farligt tipping-point med helt ustyrlige og selvforstærkende klimaforandringer. 

Allerede i 2040 kan vi komme til at opleve mere end fire gange så mange ekstreme hedebølger som i dag, viser en ny videnskabelig rapport. Det vil koste dyrt og ofte ødelægge høsten, som vi allerede har set det i hederamte områder fra Kina til USA og Australien. 

[quote align="right" author=""]Mens Løkke og Liberal Alliance lægger op til et valg i klimabenægtelsens tegn, rykker vi tættere på en verden med temperaturstigninger på over 5 grader celcius.[/quote]

Mens Løkke og Liberal Alliance lægger op til et valg i klimabenægtelsens tegn, rykker vi tættere på en verden med temperaturstigninger på over 5 grader celcius – måske allerede i dette århundrede. Det sidste advarede Det Internationale Energiagentur, IEA, om i sommer, men i virkeligheden kan det blive meget værre. Agenturet tager nemlig ikke højde for de negative feedback-effekter, når metangasser frigøres i Sibiriens permafrost og i det arktiske område. Regningen kan blive enorm. 

Det er ikke mange uger siden, at fremtrædende forskere fra Cambridge University præsenterede beregninger, der viser, at regningen kan blive helt op til 60.000 milliarder dollar, hvis de enorme mængder metangasser i den østsibiriske permafrost frigøres som følge af klimaforandringerne. Det svarer næsten til værdien af et års økonomisk produktion i hele verden. 

Selv om regningen først forfalder om mange årtier, skal der handles inden for de næste få år, hvis Danmark og andre nationer skal gøre sig forhåbninger om at stoppe de selvforstærkende klimaforandringer, der vil udløse den. 

Der er naturligvis store usikkerheder om, hvor stor den endelige regning bliver – nogle fremtrædende klimaforskere taler om risikoen for en samlet global klimaregning på 400.000 milliarder dollar i dette århundrede. 

Hårdnakkede benægtere

Der er mange klimabenægtere, der ikke vil se denne virkelighed i øjnene. Nogle forestiller sig, at verden bare kan fortsætte med at brænde fossile brændsler af som i de foregående generationer, andre forsøger med henvisning til akutte og kortsigtede økonomiske hensyn og forbrugsbehov at bilde sig ind, at det nok alligevel ikke bliver så galt endda. 

Det er et farligt selvbedrag, der får alvorlige konsekvenser for miljøet og menneskeheden. 

Klimaminister Martin Lidegaard sidder på en uriaspost, hvor det bliver meget svært at handle, fordi de økonomiske særinteresser og den genopstandne borgerlige klimabenægtelse er ved at skabe en ny alliance, der vil imødegå ethvert fremskridt i retning af en mere ambitiøs grøn omstilling. 

Lidegaard har fat i den lange ende, når han siger, at ”klimaforandringerne er en realitet. De koster milliarder af kroner og har allerede forringet levevilkårene for millioner af mennesker på kloden. Derfor er vi menneskeligt og etisk forpligtet til at handle”.

Denne etiske fordring giver Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke meget for. Og De Konservative ved man snart heller ikke, hvor man har – det pressede parti tør næppe andet end at klappe hælene i og tale om kortsigtede konkurrencehensyn. 

EU-kommissær Connie Hedegaard har om nogen forstået, hvor vigtigt det er at handle hurtigt og gå langt mere ambitiøst til værks. Men hun taler for døve øren i den borgerlige lejr, hvor det efterhånden er alt for få, der hæver blikket over de kortsigtede konjunkturer og kvartalsregnskabernes tyranni. 

Milliarder i cleantech

Hvorfor vil de borgerlige politikere ikke hjælpe til med at finde sølle 6 procents CO2-reduktioner, der sammen med sidste års energiaftale kan bringe Danmarks samlede reduktion op på 40 pct. i 2020 i forhold til 1990-niveauet? Det burde være muligt, også med en grundlæggende respekt for landets konkurrencekraft.

Selvfølgelig er det vigtigt at styrke dansk erhvervslivs fremadrettede konkurrenceevne, og ingen har interesse i at sende flere arbejdspladser ud af landet. Men de borgerlige partier bør ikke bruge det som en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget i klimapolitikken. 

[quote align="left" author=""]Historien viser, at ambitiøse danske klima- og energimål har lagt grunden til en række af nyere tids største eksportsucceser, og danske cleantech-virksomheder har i de senere år tjent milliarder hjem til Danmark.[/quote]

Historien viser, at ambitiøse danske klima- og energimål har lagt grunden til en række af nyere tids største eksportsucceser, og danske cleantech-virksomheder har i de senere år tjent milliarder hjem til Danmark. Selv vindkraften er nu ved at rykke ud af de seneste års nedtur, der blev udløst af finanskrisen. Stater, energiselskaber og institutionelle investorer i verden ved godt, at der er brug for at satse endnu mere på cleantech og mere energieffektive løsninger i de kommende år.

Dansk landbrug og fødevareindustri er vigtig for nationens samlede eksport. Men også dette erhverv må bidrage til at nedbringe Danmarks CO2 emissioner, hvis det skal lykkes at fastholde Danmark som en grøn førernation. Store fødevareproducenter som Arla arbejder målrettet på at mindske CO2-udledningen ved bl.a. at overbevise landmændene om, at de skal ændre fodersammensætningen, så køerne ikke prutter og bøvser så meget som før. 

For Arla er det ikke bare grøn hippiepolitik, men benhård business. De store internationale supermarkedskæder er nemlig begyndt at stille krav, når det gælder CO2-udslip og produkternes økologiske fodaftryk. 

Grøn omstilling i landbruget vil uden tvivl åbne nye internationale forretningsmuligheder, men det gælder om at gribe chancen i tide. Så hvorfor kan landmændene så ikke være med til at overdække de åbne gylletanke eller tage lavbundsjorde ud af produktionen? I realiteten er det et meget lille offer i forhold til de gigantiske omstillingskrav, som ikke alene landbruget, men hele samfundet, skal igennem i de kommende årtier. 

Helvedes rædsler

På samme måde må man spørge, om ikke man gennem intelligente reguleringer og nye økonomiske incitamenter kan få sat ekstra fart i CO2-reduktionerne i transportsektoren, uden at den politiske debat bliver skinger og ryger op i det røde felt. Nogle taler om rædsler, pisk og lidelser, som var det helvede selv, danskerne skulle igennem. De barske realiteter er, at vi før eller siden er nødt til at få gjort noget ved udfordringerne – også af hensyn til vores økonomiske bæredygtighed. 

Tror Venstre virkelig, at de kan vinde den næste valgkamp på at bilde danskerne ind, at den store grønne omstilling roligt kan udskydes på ubestemt tid? Under Anders Fogh Rasmussen var Venstre en af bannerførerne i denne debat, men Lars Løkke har under indtryk af den økonomiske krise og konkurrenceevnedebatten valgt de kortsigtede gevinster på bekostning af de langsigtede hensyn og nødvendigheder. 

Kan han vinde et valg på at bilde danskerne ind, at Danmark ikke har en særlig forpligtelse til at gøre noget ved klimaforandringerne? Og vil han ignorere, at den grønne del af dansk erhvervsliv faktisk har udsigt til store milliardgevinster i de kommende års grønne omstilling?

Det er muligvis hans kalkule, og den passer jo fint til Venstres storyline om, at det ikke må være dyrere at være dansker. Den hårde retorik mod regeringens ”rædselskatalog”, der i grunden er et forhandlingsoplæg, understreger, at Venstre er ved at skille sig af med Foghs grønne arv. 

Vinder Lars Løkke det næste valg på at benægte behovet for yderligere klimatiltag, kan det i det lange løb blive en meget dyrekøbt sejr.