Danmark er i en tillidskrise af historiske dimensioner. Efter valget tror ikke engang de blå vælgere for alvor på, at politikerne med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen kan træffe de rigtige beslutninger for landet. Selv om Danmark har fået en ny regering, så er vælgernes skepsis over for politikerne steget.

Mandag Morgens omfattende undersøgelse af valget i juni viser, at valgkamp, valg og regeringsdannelse ikke har øget tilliden til politikernes beslutninger. Det er særligt tankevækkende, fordi det gik helt modsat i 2011, hvor valget løftede vælgernes tillid.

Det er også bemærkelsesværdigt, at mistilliden stiger på et tidspunkt, hvor der ellers er ved at komme vækst i dansk økonomi, beskæftigelsen stiger, forbrugernes tillid er høj, boligmarkedet er i bedring og virksomhedernes konkurrenceevne er styrket.

Normalt flugter tilliden til politikerne med de økonomiske konjunkturer. Når det går godt, plejer det at smitte af på vælgernes vurdering af de politiske beslutningstagere. Og når der er økonomiske trængselstider, falder tilliden tilsvarende.

Under højkonjunkturen op gennem 00’erne var der tårnhøj tillid til, at politikerne traf de rigtige beslutninger, og Lars Løkke Rasmussens forgænger, Anders Fogh Rasmussen, kunne nærmest ikke sætte en fod forkert. Men i dag beskriver mange Fogh-æraen som “det tabte årti”, fordi han og Danmark ikke brugte opgangsperioden til at gennemføre nødvendige reformer og omstille sig til nye internationale vilkår.

Der er dog undtagelser fra reglen om, at økonomisk fremgang og høj tillid hænger sammen.

Bare et år efter den konservative Poul Schlüters berømte kartoffelkur i 1986 var der stor tillid til politikerne. Og tilliden steg også i 1994 under socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, på trods af at der var over 300.000 arbejdsløse.

Det viser, at politisk lederskab gør en forskel.

Nu har Løkke så overtaget regeringsmagten på et dramatisk tidspunkt i verdenshistorien, der stiller store krav til politisk lederskab og internationalt samarbejde. Ikke siden Anden Verdenskrig har udfordringerne været så store, så komplekse og kaldt på så mange nye løsninger som netop nu.

Det er i den situation, at vælgerne udviser mistillid til politikerne – nærmest før Løkke Rasmussen og hans ministerhold er begyndt at regere. Det kan få meget afgørende konsekvenser for decembers folkeafstemning om Danmarks retsforbehold, fordi folkeafstemninger ofte er et spørgsmål om tillid eller ej. Mange vælgere følger en siddende regerings opfordring til at stemme ’ja’ i tillid til, at det nok i sidste ende er det bedste for landet. Og når vælgere fra hele det politiske spektrum ikke har tillid til, at politikerne træffer de bedste beslutninger for landet, har statsministeren en særlig opgave i forhold til at genskabe den.

SELV OM VÆLGERNES MANGLENDE TILLID omfatter hele politikerstanden, må Lars Løkke Rasmussen som statsminister påtage sig et særligt ansvar og foretage en række nyinvesteringer i demokratiets kapitalbase: Folkets tillid til deres politikere.

Det første og helt afgørende tiltag er en politik, der bygger på involvering. Det gælder på Christiansborg, og det gælder i forhold til borgere, organisationer og virksomheder.

På Christiansborg må Løkke droppe valgkampens uforsonlige fokus på modstanderens fejl og i stedet betragte politiske modstandere som mulige partnere. Vi ved fra andre undersøgelser, at vælgerne generelt respekterer politikere, der samarbejder på tværs. Vælgerne er pragmatikere, og derfor er det svar, Løkke skal levere, ikke mere blokpolitik, men tværtimod mindre. Det vil være paradoksalt, hvis statsministeren og hans regering svarer på vælgernes manglende tillid ved at føre en politik, der bygger på lige nøjagtig de 90 mandater, som blå blok råder over.

Hver gang regeringen og dens flertal vedtager noget uden at inddrage nogen af de 89 andre medlemmer af Folketinget, vil Løkke Rasmussen gå imod vælgernes ønske om en praktisk og løsningsorienteret tilgang på landets store udfordringer. Det er ikke opskriften på en succesfuld genopbygning af tillid.

Mandag Morgens måling er foretaget i en periode, hvor de grundlæggende økonomiske forhold ikke har ændret sig. Selv om væksten endnu ikke brager frem, så er retningen helt entydig. Efter syv hårde år med minusvækst, nulvækst og lavvækst er den økonomiske vækst på vej op.

Det er altså ikke økonomien, vælgerne reagerer på.

Et af problemerne er, at hverken Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen benyttede valgkampen til at invitere vælgerne indenfor i de politiske diskussioner om løsninger på de aktuelle problemer. I stedet gik de to partiformænd så hårdt til hinanden – godt hjulpet på vej af medierne over en bred kam, som over flere år havde bagt op til et valg mellem to præsidentkandidater i stedet for deres politik – at diskussionerne om løsninger og visioner fortonede sig i horisonten. De to toppolitikere gjorde alt, hvad de kunne, for at finde hår og andre ubehageligheder i hinandens suppe.

Nu er det på høje tid at finde løsninger sammen.

DET ER SÅ MEGET MERE PÅKRÆVET at åbne op for beslutningsprocessen, fordi selv ikke en statsminister og et Folketing kan påvirke verden i den grad, som de måtte ønske det. Tværtimod bliver verden stadigt mere uregerlig. Virksomheder og organisationer svarer på uregerligheden ved at inddrage alle mulige interessenter i løsningen af problemer eller opgaver.

Det vil være befriende, hvis Lars Løkke Rasmussen og hans regering begynder at gå på jagt efter de rigtige løsninger sammen med en bred kreds af politikere. Men arbejdet må ikke isoleres til Christiansborg.

En genopbygning af danskernes tillid vil kræve et opgør med den dybt rodfæstede tradition for, at de vigtige beslutninger overlades til folketing og embedsværk. Men beslutningerne bliver kun bedre af at inddrage flere kræfter, og i den proces vil beslutningerne også blive mere respekteret af befolkningen. Og det er lige præcis det, der er behov for.

Indtil nu har skiftende regeringer og Christiansborg-politikere været forbløffende tro mod traditionen på bekostning af de visioner, der kan engagere borgerne i at udvikle løsninger på fælles samfundsmæssige problemer. Der er behov for at crowdsource politiske løsninger helt på samme måde, som ildsjæle og private virksomheder crowdsourcer løsninger på deres problemer.

Selv om danskerne plejer at rose sig selv for et stærkt foreningsliv, der viser, at borgerne både kan og vil bidrage, så har Folketinget og skiftende regeringer i langt mindre grad end deres kolleger i andre lande åbnet døren for netop de aktive borgere.

Finland giver f.eks. borgerne mulighed for at sende lov- eller beslutningsforslag til det finske parlament. Sætter 50.000 borgere en underskrift på et forslag, så skal den finske Rigsdag behandle det.

Også Europa-Kommissionen forsøger sig med nye måder at inddrage borgere, organisationer og virksomheder på. Her sker det bl.a. i forsøget på at kickstarte diskussioner om emner i alle medlemslande samtidig.

Når nu den danske befolkning er en af verdens mest it-parate, kunne Løkke hente inspiration i Finland eller i EU og afprøve og udvikle helt nye modeller for, hvordan borgere kan bidrage til udviklingen af politik og politiske løsninger.

Opmuntrende nok støtter et flertal uden om Venstre og Socialdemokraterne Alternativets forslag om at overføre de finske erfaringer til Danmark. Alternativet har også med sit forslag om at oprette et Center for Demokrati taget hul på diskussion om, hvordan et moderne, inddragende demokrati kan udvikles. Men der er brug for mere end det, og her kan Lars Løkke Rasmussen øge ambitionerne ved ikke bare oprette et center for syns skyld, men gøre centeret til krumtappen for den politikudvikling, der skal tegne fremtiden.

Løkke må sætte sig for bordenden for diskussionerne for at sikre, at forslag til udvikling af demokrati, beslutningsprocesser og lovgivning for alvor sker i samarbejde med befolkning og vælgergrupper.

LARS LØKKE RASMUSSENS MÅDE at forhandle regeringsgrundlag på har været en god begyndelse, fordi han havde mod til at tale om problemerne i øjenhøjde med vælgerne. Og selv om mange blå vælgere måske havde foretrukket en bredere regering, betyder åbenheden undervejs, at dannelsen af den smalle Venstre-regering ikke kom som en overraskelse.

Mere åbenhed, ikke mindst om de svære beslutninger, kan i sig selv gøde jorden for mere tillid til, at de beslutninger, som politikerne i sidste ende træffer, også er de bedst mulige for landet i den givne situation.

Lars Løkke har muligheden for at genoprette vælgernes tillid til politikerne, hvis han vil. Når vælgernes tillid efter et valg og en regeringsdannelse daler kraftigt, må det opfattes som et wake-up call til politikerne.

Den faldende tillid i forbindelse med valget fortsætter de seneste års tendens, hvor stadigt flere vælgere stiller spørgsmålstegn ved, om politikerne nu også træffer de rigtige beslutninger. Den udvikling skal stoppes. Statsministeren har på sin egen krop mærket, hvordan manglende tillid kan slide. Nu har han muligheden for at genvinde vælgernes tillid ved at sætte sig selv i spidsen for det nødvendige politiske turnaround.

Det vil være hjælp til selvhjælp, hvis han også skal vinde folkeafstemningen den 3. december.