Løkkes store sats

Tænk, hvis det lykkes. Tænk, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) får held til at lande en stor og effektfuld aftale om integration. Det vil være en af de større overraskelser i dansk politik, som ellers ikke ligefrem har for vane at være forudsigelig.

Havde nogen under valgkampen sidste år dristet sig til at spå, at Løkke få måneder senere ville være hovedarkitekt bag en form for nationalt kompromis om integration af udlændinge – støbt og bygget i trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter – ville de være blevet grinet ud ad bagdøren.

Men nu kan det blive en realitet. Og for ligesom at være sikker på, at alle har forstået alvoren bag sit projekt, har Løkke selv opridset de dommedagsagtige konsekvenser, hvis en aftale falder til jorden.

”Vores økonomiske og kulturelle sammenhængskraft krakelerer, hvis ikke vi får langt flere flygtninge i arbejde hurtigere,” som han udtrykker det.

Løkke har ryggen mod muren. Hans dommedagsprofetier camouflerer delvis, at hans løfte fra valgkampen om en straksopbremsning for asylansøgere er sprængt i atomer. Med udsigt til 25.000 nye asylansøgere i år bliver der sat endnu en ny rekord.

Men han kan ikke forvente nogen som helst opbakning fra Dansk Folkeparti. Forholdet mellem de to store partier i blå blok synes mere og mere køligt. Kristian Thulesen Dahl vil gøre livet så surt for asylansøgere, at de ikke bliver boende i Danmark. Han vil holde løn tilbage, tale hjemsendelsesstrategi og ser helst, at alle flygtninge sendes til lejre i de lande, hvor en muadhin kalder til bøn flere gange dagligt.

Derfor søger Løkke hjælp hos arbejdsmarkedets parter. Én ting er dog at få de mange forhandlere rundt om bordet til at blive enige om en trepartsaftale. Noget andet er, hvor effektiv, ambitiøs og succesrig den bliver, og dermed om den også formår at løse mange års fejlslagen integration af udlændinge i det danske samfund.

Siden Danmark fik sin første integrationslov i 1999, har skiftende regeringer talrige gange lanceret den ene store forkromede plan efter den anden, der skulle styrke integrationen af flygtninge og indvandrere i Danmark. Og hver gang er planen slået fejl.

Nu forsøger V-regeringen så igen. Endnu en gang skal Tordenskjolds soldater forsøge at finde nye løsninger på en udfordring, som synes uoverstigelig. Hvorvidt det lykkes denne gang, er svært at spå om. Men oddsene taler imod.

Tegningen til en aftale

Regeringens strategi for de kommende trepartsforhandlinger er som et transportbånd med forskellige faser. Første fase handler kun om integration og får ekstremt højt tempo. Deadline er allerede den 18. marts.

Trepartens anden fase kommer formentlig til at handle om uddannelse, praktikpladser til unge, social dumping og virksomhedernes konkurrenceevne. Og endnu mere integration. De forhandlinger kan tidligst finde sted fra april og frem.

Senere følger der formentlig andre faser, som der endnu ikke er sat tema på. Fra oktober og frem til april 2017 bliver trepartsforhandlingerne dog lagt på is pga. de private overenskomstforhandlinger.

Men nu og her har regeringen rettet sit fokus på nye flygtninge. Som det hedder i kommissoriet: ”Det er slet ikke godt nok, at kun 3 ud af 10 flygtninge er i arbejde. Det er regeringens sigtelinje, at hver anden flygtning kommer i arbejde.”

At dømme efter de politiske udmeldinger før og efter møderne torsdag i sidste uge, tegner der sig et billede af, hvad der kan komme til at indgå i en aftale.

Fremover skal flygtninges kompetencer afklares langt hurtigere end i dag. Deres jobkompetencer skal også spille en meget større rolle for, hvilken kommune de bliver placeret i efter asylcentret. Det sker kun i meget ringe omfang i dag.

Integrationsperioden skal sættes ned fra de nuværende maksimale tre år til f.eks. blot et enkelt år. Lidt i samme stil som den tidligere regerings to ekspertudvalg – Taskforce-gruppen og Carsten Koch-udvalget – anbefalede, men som aldrig blev ført ud i livet.

Integrationsperioden skal også være langt mere joborienteret. Der skal skæres drastisk ned på de mange forskellige aktiveringskurser. Til gengæld skal flygtninge meget hurtigere ud på virksomhederne. Der skal også ryddes godt og grundigt op i bureaukratiet, så virksomhederne ikke drukner i blanketter og stive regler, når de skal ansætte nye flygtninge.

Flygtninge skal heller ikke længere på danskkursus eller andre forløb, før de får et stempel af jobcentret som egnede til et job. Kun knap 3 ud af 100 flygtninge under integrationsprogrammet i dag bliver erklæret jobparate, og andelen er faldet drastisk de senere år. Men nogle kommuner skiller sig ud, som f.eks. Roskilde. Her bliver to ud af tre flygtninge erklæret jobparate, også selv om de ikke kan tale dansk. Og det har kommunen stor succes med.

De nye Løkke-poser på 20.000-25.000 kr. til kommuner og virksomheder, som ansætter flygtninge, ser også ud til at finde vej til en aftale. Og det selv om både kommuner og virksomheder tvivler på, at de vil have den store effekt.

Forslaget om indslusningsløn led en hurtig død, inden forhandlingerne overhovedet kom i gang. Til gengæld synes der at være mere ramasjang om det kontroversielle forslag, som FOA’s formand, Dennis Kristensen, kastede på banen, om ”integrationselever” – til stor irritation for den øvrige del af LO-fagbevægelsen. Det vil være en helt ny opfindelse inden for den danske model. Forslaget vil betyde, at flygtninge kan få en elevplads til en overenskomstaftalt elevløn, samtidig med at de lærer at tale dansk og begå sig på en dansk arbejdsplads.

Løkke har givet en delvis opbakning til forslaget. Og i toppen af de andre LO-forbund har man svært ved at skjule sin irritation over, at Dennis Kristensen endnu en gang går solo og i medierne lancerer et strategisk stærkt trumfkort – en lavtlønsmodel – hele seks dage før parterne holder deres sættemøde. Men det er værd at bemærke, at også de øvrige store spillere ved bordet – LO, FTF og KL – er positive over for modellen.

Alle har noget på spil

Forhandlingerne bærer også præg af, at alle har noget på spil. Nogle mere end andre. Løkke er en af dem, som har allermest på spil.

Han kæmper stadig med vælgernes manglende tillid efter de mange bilagssager og har brug for en succes. Han har talt betydningen af disse forhandlinger op i et leje, hvor det nærmest er nationens overlevelse, der står på spil. Falder det hele til jorden, vil det derfor være et nederlag i størrelse XXX-large, som det er svært at overvurdere betydningen af.

Men lander Løkke en effektfuld og substantiel aftale, kan det være hans fineste time som statsminister indtil nu. Og han kan blive den første statsminister i 25 år, som formår at genoplive trepartsinstitutionen som et permanent samarbejdsforum, der skal finde løsninger på nogle af samfundets største udfordringer.

LO’s formand, Lizette Risgaard, har også meget på spil. Integration står ikke øverst på hendes prioriteringsliste, men Løkke har lovet, at andre temaer også vil komme på bordet. Og kan hun få store indrømmelser om f.eks. praktikpladser til unge, efter- og videreuddannelse og social dumping, vil det være en triumf for hendes spæde LO-formandskab.

Hun kan dermed demonstrere, at hun kan levere resultater med en borgerlig regering, hvad hendes forgænger, Harald Børsting, ikke kunne med en S-ledet regering. Men uroen ulmer allerede i LO-fagbevægelsen. Og meget kan gå galt ligesom ved de kuldsejlede trepartsforhandlinger i 2012, hvor Børsting ikke havde styr på sit bagland – specielt Dansk Metal.

Den nye direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, får sin debut på den store politiske scene og skal nu for alvor vise sit værd. FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, har været en del af gamet i mange år. Hun skal holde sammen på sit bagland, så hun ikke risikerer at skulle forlade forhandlingerne ligesom i 2007 under stor dramatik.

KL’s to topfolk – formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S) – har fået høvl af finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for at ”klynke og jamre”. Siden har piben fået en anden lyd. Nu bruger Claus Hjort selv den astronomiske regning på de kommende års integration til at lokke parterne ind til forhandlingsbordet. De to borgmestre har taget første stik. Men de skal også vise, at de formår at få åbnet for statens pengekasse, så kommunerne ikke bløder det hele selv.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) er en relativt ny mand på det politiske hold og mangler at bevise sine evner som billetsælger. Det kan ske nu. Han er med sine mange års erfaring som adm. direktør i DA bærer af den danske model og nyder stor respekt hele bordet rundt. Som forhandlingsleder kan han lande trepartsaftaler med arbejdsmarkedets parter, som partierne i Folketinget får svært ved at sige nej til.

Forhandlingerne om integration af nye flygtninge bliver en slags testcase på, om Løkke kan samle de mange parter. Foreløbig tyder det på, at der er stor tillid hos både fagbevægelse og arbejdsgivere til regeringen. De ser muligheder for at lave en god forretning med Lars Løkke og Jørn Neergaard, når de har leveret på integrationen.

De kommende måneder kommer derfor til at spille en afgørende rolle for, hvor stærkt Løkke sidder som statsminister.