Løkke skal tage sig i agt for Camerons EU-kurs

I Danmark er Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet enige om at forsvare en veludbygget velfærdsstat og en arbejdsmarkedsmodel, der bygger på respekt for lønmodtagerne, som til gengæld for rimelige lønninger tager samfundsmæssigt ansvar.

I Storbritannien bestræber den konservative regering sig derimod på at holde lønmodtagernes kollektive rettigheder på et minimum, alt imens man via drakoniske besparelser har lavet så store huller i det sociale sikkerhedsnet, at velgørende organisationer må stille suppekøkkener og nødherberger til rådighed for titusinder af samfundets svageste.

Disse basale fakta bør den danske regering og dens to støttepartier i europa- og udlændingepolitikken – Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – besinde sig på i disse uger, hvor de alle sværmer for den konservative og i økonomisk forstand ultraliberalistiske britiske premierminister David Cameron, som i fredags gæstede København.

Cameron har som bekendt lovet briterne en folkeafstemning om fortsat medlemskab af EU på baggrund af en såkaldt genforhandling af Storbritanniens forhold til EU. I sidste uge fremlagde Det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, et detaljeret forslag til den aftale, som de øvrige EU-lande og EU-Kommissionen kan tilbyde Cameron ved næste uges topmøde i Bruxelles.

Meget tyder på, at en aftale mellem EU-landene og Storbritannien også kan få betydning for Danmark. Fremover kan Danmark f.eks. lovligt give lønmodtagere fra andre EU-lande lavere børnepenge end danskere, hvis deres børn opholder sig hjemme i Polen eller Letland. Og det ser også ud til, at Danmark fremover kan håndhæve udlændingelovens 24-års-regel uden risiko for, at den kan omgås ved hjælp af EU-lovgivning, sådan som det har været tilfældet siden den berygtede Metock-dom fra EU-domstolen i 2008. Netop de to sager har fyldt alt for meget i den danske europapolitisk debat, der er dikteret af hensyn til Dansk Folkeparti. Sagernes symbolværdi og de ophedede diskussioner har skygget for Danmarks fundamentale interesser i EU.

Danmarks interesser i Europa handler om åbne grænser, det indre marked og adgangen til veluddannet og arbejdsvillig arbejdskraft. Det sidste kommer især fra flittige østeuropæere, som tager titusinder af lavt betalte job, som ingen danskere vil have. Derved bidrager østeuropæiske arbejdere til den danske statskasse som skatteborgere.

Det er absolut ikke i Danmarks – eller Europas – interesse at reducere østeuropæiske arbejdere til andenrangsborgere, sådan som David Cameron reelt ønsker at gøre ved at indføre en såkaldt optjeningsperiode på fire år, før andre EU-borgere har ret til det samme beskæftigelsesfradrag som briter.

Det er imidlertid langtfra givet, at Cameron får opbakning fra de øvrige 27 EU-lande ved næste uges topmøde. Polens premierminister Beata Szydlo formulerede det sådan her: ”Over en million polakker lever og arbejder i Storbritannien. Deres arbejde får det britiske BNP til at vokse, og vi ønsker, at polakker nyder godt af de samme udviklingsmuligheder som briterne.”

Dansk Folkeparti må ikke få lov til at trække Danmark ud på en britisk EU-kurs, der i 40 år har gået ud på at obstruere udviklingen af det europæiske samarbejde til en social markedsøkonomi.

Hvis Cameron skulle have held til at vende de aktuelt dystre meningsmålinger for sin folkeafstemning, så Storbritannien forbliver i EU, vil han og hans regering fortsætte med at modarbejde de velfærds- og lønmodtagerrettigheder, som Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti hævder at forsvare.


Omtalte personer

David Cameron

Udenrigsminister, Storbritannien, president, AlzheimerResearch UK
master i filosofi, politik og økonomi (PPE) (Oxford 1988)

Lars Krarup

Formand, Realdania, formand, Team Danmark
Slagter (1991)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu