Lovgivere skal lære af programmørens disciplin

Siden 2018 har alle nye love skullet udformes efter en række principper, der gør det lettere at administrere loven digitalt – det kaldes digitaliseringsklar lovgivning. En ny rapport viser dog, at det stadig kniber med at få tænkt de nye retningslinjer ind i lovgivningsarbejdet.

Placeholder image

MM Special: AI i det offentlige

Kunstig intelligens skal sikre hurtigere og mere præcis sagsbehandling. Mandag Morgen undersøger, om borgernes rettigheder forandres, når lovenes nuancer oversættes til computerkode. Kan skøn sættes på formel?

Lovgivere skal lære af programmørens disciplin

Ændres forvaltningen af loven når den sættes på formel?

En kunstigt intelligent rettesnor i følsomme sager

Gavner AI borgeren eller systemet?

De danske love er tydeligvis ikke designet af programmører, som var det en algoritme med klare og utvetydige instrukser. Lovgivningen er traditionelt et kludetæppe af bestemmelser, med undtagelser og særlove og store områder, der rummer mulighed for at fortolke, hvad der er rimeligt, fair eller væsentligt. 

Der er mange gode grunde til at forsøge at strømline lovene, ikke mindst for at kunne udnytte de mange muligheder, digital teknologi giver for at automatisere, understøtte og analysere sagsbehandlingen i det offentlige og i retssystemet. 

I januar 2018 vedtog et samlet Folketing, at de danske myndigheder fremover er forpligtet til at lave såkaldt digitaliseringsklar lovgivning. Aftalen var et af resultaterne af den daværende minister for offentlig innovation, Sophie Løhdes (V), arbejde med at modernisere og forenkle den offentlige sektor. 

Digital dimension fra start

Ideen med digitaliseringsklar lovgivning er, at nye love fra starten skal udformes, så de er egnede til hel eller delvis automatisering af sagsbehandlingen – i stedet for at man efterfølgende skal presse lovens bestemmelser ind i en algoritme.   

Men det kræver, at lovgiverne lærer at tænke med lidt mere af den samme disciplin som programmører. I vejledningen til ministerierne er der opstillet syv kriterier, som man fremover bør have for øje, når man udformer nye love og bestemmelser. 

Blandt andet skal lovene skrives i et klart, entydigt sprog, og man skal anvende så mange objektive kriterier som muligt. 

Love kan stadig give plads til et menneskeligt, fagligt skøn, men så meget som muligt skal i princippet kunne automatiseres – ”under hensyn til borgernes og virksomhedernes retssikkerhed”, som der står i aftalen.

Det er i forvejen sådan, at der i forbindelse med alle lovforslag skal ske en vurdering af konsekvenserne for blandt andet miljø og ligestilling samt administrative konsekvenser for borgerne og erhvervslivet. Fremover skal lovforslag også indeholde en vurdering af ”implementeringskonsekvenserne” på det digitale område. 

Det skal være gennemtænkt, om loven i praksis kan administreres digitalt. Det kan eksempelvis bestå i, at man sikrer, at de begreber, som anvendes, og de data, som tages i betragtning, kan genbruges på tværs af myndigheder. Der skal være ensartede betegnelser og formater på data. 

Det skal også vurderes, om der er tilstrækkelig datasikkerhed. Det kan eksempelvis være specificeret, hvordan de relevante myndigheder har ret til at udveksle og samkøre data, og der skal være klarhed om, hvem der står for opbevaring af data. 

Man skal tilstræbe, at kommunikationen og sagsbehandlingen kan ske gennem den eksisterende infrastruktur og de gængse værktøjer såsom E-boks og NemID. 

Desuden kan en ny lov også kræve en anden organisation eller arbejdsfordeling mellem kontorer og instanser, og det skal indgå i beskrivelsen af implementeringen. 

Lovforslag til digitaliseringseftersyn

For at sikre, at hensynet til digitalisering er tænkt ind helt fra starten, skal ministerierne indsende deres redegørelse for implementeringskonsekvenserne til et særligt sekretariat i Digitaliseringsstyrelsen, seks uger inden lovforslaget sendes i offentlig høring. 

Ideen med ’præhøringen’ er, at Digitaliseringsstyrelsen kan nå at komme med anbefalinger til, hvordan loven i højere grad kan gøres digitaliseringsklar. 

Det er planen, at principperne om digitaliseringsklar lovgivning gradvis skal udvides til også at gælde udarbejdelsen af bekendtgørelser. På sigt er det tanken, at principperne skal anvendes i en løbende revision af den eksisterende lovgivning. 

Birgitte Arent Eiriksson, der er vicedirektør i tænketanken Justitia, er bekymret for, at processen er tilbøjelig til at vægte digitalisering og effektivisering højere end hensynet til borgernes retssikkerhed.

”Jo længere et forslag er i behandling, des sværere er det at ændre på det sidenhen. Digitaliseringsstyrelsens sekretariat har mulighed for at præge nye love, før alle andre høres, og derfor burde det i højere grad være bemandet med jurister, der er vant til at foretage afvejninger i forhold til retssikkerheden. Der kan være masser af fordele ved at digitalisere, men de gavner typisk de 85 procent af borgerne, der er på motorvejen, som man siger – de kan bruge teknologien og oplever det som en lettelse i hverdagen. Men det er vigtigt, at der er nogen, der sikrer, at lovene også fungerer for de 15 procent, der er ressourcesvage. Ellers kan den digitaliseringsklare lovgivning føre til, at de svagestes retssikkerhed forringes,” siger Birgitte Arent Eiriksson. 

Omvendt er det netop hensigten med den politiske aftale om digitaliseringsklar lovgivning, at man ved at strømline og automatisere sagsbehandlingen på ”motorvejen”, kan frigøre ressourcer til bedre at betjene den gruppe borgere, der har særlige behov. 

Embedsværket skal lære en ny måde at tænke love på

Alt i alt udgør principperne om digitaliseringsklar lovgivning en ret omfattende forandring af lovgivningsprocessen for embedsværket i ministerierne, og det er på mange måder en ny måde at tænke på. 

Digitaliseringsstyrelsens udgav for nylig en statusrapport, der viser, at ministerierne stadig skal vænne sig til at indtænke den dimension i deres arbejde.

Rapporten konstaterer, at principperne er velkendte blandt embedsfolkene i ministerierne, men at det i praksis kniber med at få lavet vurderingerne af konsekvenserne – ikke mindst på grund af mangel på tid. Embedsfolkene efterlyser også flere konkrete eksempler på, hvordan man laver en dækkende beskrivelse af konsekvenserne.

Omtalte personer

Birgitte Arent Eiriksson

Vicedirektør, Justitia, advokat, medlem, Dataetisk Råd, medlem, SIRI-Kommissionen 4.0
cand.jur. (Københavns Uni. 1996), Master of Public Governance (CBS, igangværende)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser