Efter at det har sneget sig ind i virksomheder og politiske korridorer for der at udmønte sig i afdelinger og lovforslag, er det da ikke på tide at se med kritiske øjne på fænomenet CSR? Er tiden måske ligefrem ved at løbe fra det selvretfærdige, akademiske begreb? Er der nogen derude, som nogensinde er stødt ind i en CSR-afdeling med reel magt og beslutningskraft?

Efter et møde hos Grundfos i tilbage 2007 gik det op for mig, at der var noget sært ved CSR. Grundfos var i gang med at udrulle en satsning i Afrika, som de kaldte LifeLink. Projektet kunne på forretningsmæssige vilkår give fattige afrikanere i rurale områder adgang til vand. Initiativet blev i år fejret af World Business and Development Award og var også en af de nominerede kandidater til Mandag Morgens Sustainia Award.

Det interessante er, at da jeg interviewede Grundfos om projektet i 2007, var deres afdeling for CSR stort set ikke involveret. Deres CSR-chef udtalte på det tidspunkt, at hun var overrasket over, at det var hende, der måtte løbe efter de energiske og passionerede ingeniører og projektledere, der stod for at udvikle LifeLink.

Sådan en stemning af sund iværksætteri, innovation og ansvarsfuld og kommerciel nytækning må være den hedeste drøm for enhver afdeling for CSR. Men hvis sådan en innovationskultur allerede findes og udbredes i en virksomhed, er der så brug for en selvstændig afdeling for CSR?

Og omvendt: Hvis en sådan innovationskultur ikke udbredes i en virksomhed, er CSR så en sovepude, der fritager den resterende virksomhed for at handle bæredygtigt og socialt ansvarligt? Signalerer en CSR-knap på en virksomheds hjemmeside andet, end at der arbejdes med CSR i CSR-afdelingen? Det er selvfølgelig meget bekvemt at placere samvittigheden dér, men hvad med virksomheden som helhed?

Det må være på tide, at vi sætter mere ambitiøse mål for virksomheder, der vil arbejde ansvarligt. CSR i CSR-afdelingen er ikke nok.

Her en lille anekdote i den forbindelse:

Et år efter at Connie Hedegaard blev klimaminister, undskyldte Anders Fogh i 2008 for syv års uambitiøs klimapolitik. Samtidig lancerede han en grøn vækststrategi. I den forbindelse fortalte Hedegaard, at hun var glad for, at de grønne initiativer kom fra Statsministeriet og Fogh, og ikke fra hendes egen hånd og Klimaministeriet. Det var et af de mål, som Hedegaard længe havde arbejdet på at nå frem til.

Hedegaards ambition var at få Statsministeriet til at tage ansvar for klimapolitikken, så den blev centralt forankret i hele regeringen. Oversat til virksomheder svarer det til at få overvejelserne om CSR helt ind i direktionen og i bestyrelsen. Her har Grundfos haft succes, og det er tilsyneladende, hvis man kigger på LifeLink-projektet, gået uden om deres afdeling for CSR.

CSR-afdelingerne lukker

Det er en tendens, som ikke alene gør sig gældende hos Grundfos. Investor-rådgivningsfirmaet Adam Friedman Associates udgav i sidste måned en rapport, baseret på en global undersøgelse af, hvordan lederne i virksomheder på den amerikanske Fortune1000-liste måler og rapporterer resultater fra deres CSR-initiativer.

Af rapporten fremgår det, hvordan lederne forudser, at dedikerede afdelinger for CSR efterhånden vil forsvinde, i takt med at virksomhederne absorberer den ansvarlige tankegang i alle deres processor og funktioner.

Som Robert L. Corcoran, der er vice president for Corporate Citizenship i konglomerat-virksomheden GE, siger det i undersøgelsen:

“I would submit that there is a correlation that the more embedded and real it (CSR) is or becomes in a corporation the smaller the CSR organization is, because it is embedded in the muscle tissue of the company. When you see larger separate groups doing it in a company, I think it’s more likely that you’ll see white corpuscles in the corporation working to reject it because it’s somebody else doing it and it’s not my job.”

Undersøgelsen viser også, at hele 86 pct. mener, at CSR er vigtig eller meget vigtig for virksomhedernes mission. Desuden at 96 pct. mener, at miljø og klima er det vigtigste inden for CSR, mens ”kun” hhv. 55 pct. og 50 pct. mener, det er menneskerettigheder og arbejdsforhold.

Noget tyder altså på, at de mange afdelinger for CSR, som er vokset frem i danske og internationale virksomheder, kan være under afvikling. Og måske er det et godt tegn? Hvis den sovepude, som CSR kan udvikle sig til, erstattes af nye og bedre måder at drive virksomhed på, så er det i hvert fald et skridt i den rigtige retning.

Læs flere af Tobias Laus indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.